Jeg bliver altid så sulten når jeg surfer på nettet. For hver eneste gang jeg besøger en ny side, dukker der cookies op. Men aldrig en opskrift. Og så surfer jeg rundt efter den opskrift. Og jo mere jeg surfer jo flere cookies. Det er en skrue uden ende. Og desværre ikke en skumskrue.
Cookies oversat fra engelsk betyder jo småkage. En småkage er for mig en lille flad delikat ting man kan holde imellem to fingre og nyde til en kaffetår. Det er altså ikke en kæmpe kage som man ofte er nødt til at spise med en lille kagegaffel. Cookie på nettet er betegnelse for data der gemmes i din computer, så den kan huske hvor du har været og hvilke sider og ting du har surfet efter.
Måske man skulle have valgt at kalde denne lille data indgriben for cookie dough i stedet for? Altså kagedej. Vi ved jo at en kagedej er en blævrende masse der opsluger alt hvad du putter i dejen. Og ting er umuligt at finde igen hvis du eksempelvis har tabt en grydeske eller en gammel kvittering, en dåseåbner, din søde farmor eller en hemmelig socialdemokratisk forfatter nede i dejen. Dejen sluger simpelthen det hele.
Hvor om alting er, så finder jeg det skræmmende, at der simpelthen er trængt en lille småkage ind i min computer og at denne lille kage ved alt om hvad jeg foretager mig. Det er da overvågning der vil noget. Hvis jeg fx har surfet efter et par gode gummistøvler, så er der annoncer på facebook for gummistøvler uanset hvor jeg vender blikket hen på skærmen. Jeg leder jo ikke efter 20 par gummistøvler!!!
Et andet ord på computeren er ordet. ”Spam”. På nettet er spam betegnelsen for at modtage uønsket reklame. Vi bliver overlæsset/spammet med oplysninger som vi absolut ikke har brug for.
Men i virkeligheden er spam et blandingsprodukt mellem krydret flæsk og skinke. Spam, spam, spam, spam. Monty Python lavede en sketch i 70´erne hvor ordet spam indgik 132 gange. Altså igen noget med mad.
Men mad er jo også oppe i tiden. Bare lidt sjovt at det udelukkende er lidt usunde madvaner computeren har. Cookies og spam. Men på den anden side. Det er jo også lidt usundt det spam og cookies gør i computeren. Jeg synes i hvert fald det er en smule irriterende til tider.
Specielt når vi ved hvad sunde madvalg gør for os. Måske man hellere skulle kalde cookies for carrot og spam for squash. Så bliver det hele lidt sundere. Selvom jeg synes det er lidt sjovere med 1 cookies i hånden frem for 2 på nettet.