Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Det vil jeg gerne se i fjernsynet…

August 28, 2012 by Trine Gadeberg

Hvor tit har man ikke hørt denne hændervaskende sætning fra medierne: ”Jamen vi giver jo bare folk det de gerne vil ha..!”. Jeg har tit tænkt over hvem der sidder og vurderer hvad det er folk gerne vil have. Jeg er nemlig aldrig nogensinde blevet spurgt om hvad jeg gerne vil have.
Er det tv-stationerne selv, er det produktionsselskaberne, er det samfundsforskere? Eller er det en lille hård elite der i bedste konspirations teoretiske stil, dikterer masserne.
Svaret er nok en god blanding af det hele.

Men lad os nu lege at det suverænt er dig og mig, kære læsere, helt almindelige danskere der har bestemt hvad det er vi ønsker at se i fjernsynet og læse om i bladene. Så må det her brev på et eller andet tidspunkt have ligget på mediernes skrivebord.

Kære tv-stationer, aviser og blade.
Jeg har igennem længere tid gået og følt at jeg manglede noget. Noget som kunne berige mit liv når jeg efter en lang arbejdsdag smækker benene op i sofaen.

Jeg kan ikke helt sætte finger på hvad det er. Men jeg har talt med flere af mine bekendte som også har den samme følelse. Hvad pokker er det vi mangler? Her er vores ydmyge bud.

Kunne man forestille sig et program hvor man tog en flok almindelige danskere. Lod dem dyste i en sangkonkurrence, derefter finde en vinder. Hylde vedkommende til uanede højder i en uges tid, for derefter, igennem jer, at udstille dem i den offentlige gabestok og nedbryde deres selvværd. Er det en mulighed?
Eller hvad med et program hvor i spærrer nogle mennesker ind i et hus. I sørger for at der er sprut nok til at konservere en blåhval. Det hælder i i deltagerne, hvilket får dem til at knalde på kryds og tværs. De kommer op at slås og udtale sig til kameraet om deres allermest private sider og inderste tanker. Er det en mulighed?
Eller finde nogle mennesker der har en ekstrem dårlig økonomi, så deres eksistens grundlag hænger i en tynd tråd. Kunne man så få en større dansk bank til at sponsorere, for til gengæld at få deres bankrådgivere som små supermænd til at komme de dårlige betalere til undsætning og redde stumperne af deres økonomi. Så kan vi andre varme os ved tanken om at vores egen økonomi trods alt er en anelse mere velovervejet. Kunne det være en mulighed?

Og mens jeg har jer, så kunne jeg godt tænke mig at i igennem diverse nyheds medier skræmmer livet lidt mere af mig. Det er ikke fordi at udsultede børn i Afrika og borgerkrig ikke skræmmer mig, men det er så svært at forholde sig til. Det er så langt væk og jeg har set det så tit.
Så mit forslag er at i bruger lidt mere tid på at finde ubetydelig nyheder som i så evt. kan forstørre op til breaking news. Her tænker jeg fx på dræbersnegle, faren ved hyppig hårvask, dødsfald i kongefamiliens gravhunde kredse. Og nu vi er ved de kongelige og kendte, kunne man så evt. få lidt mere af vide om hvad disse mennesker i grunden har i deres skraldespande?
Kunne det være en mulighed?

Med venlig hilsen
Én fra den danske brede befolkning

Filed Under: Klummer Tagged With: medier

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in