Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Du er nu nr. 17 i køen

November 17, 2012 by Trine Gadeberg Leave a Comment

Der er kø overalt. I HM, hos bageren, i storbyerne, på motorvejen, på parkeringspladser, i venteværelser, på sygehusene, hos lægevagten m.m. Jeg synes efterhånden ikke man kan gå ind i en forretning eller ringe til nogen, uden at man enten skal trække et nummer, eller få af vide at man er nummer 17 i køen. Når det drejer sig om telefonen synes jeg, at jeg gang på gang render ind i en omdirigering. Og jeg er 100 pct. overbevist om, at jeg ikke er den eneste.

Jeg ringede fx til et teleselskab. Og her er mine oplevelser.

Først tastede jeg nummeret til selskabet-det siger sig selv, og så blev jeg budt velkommen af en meget sympatisk, men dog elektronisk herre telefonstemme, -lad os kalde ham Ib. Ib kom nu med 15 forskellige forslag til tal jeg kunne trykke på, alt efter hvad min henvendelse drejede sig om. Der tabte jeg kæben første gang. Jeg forestillede mig et kæmpe kontor hvor der sad 100 mennesker med hver deres specifikke svar på kunders spørgsmål. Én kunne svare på: ” Hvorfor knirker telefonen?” En anden kunne svare på: ” Er det rimeligt at svigermor ringer hele tiden? ”

Nå, men efter de første 5 tryk muligheder, mistede jeg pusten og i de 2 sekunders fravær jeg nu havde, gik jeg glip af oplysning 6 og 7, og måtte derfor starte forfra igen. Så jeg ringede op- igen! Denne gang ventede jeg til Ib havde fået talt helt færdig og forsøgte at holde min koncentration på det højeste. Det lykkedes mig derfor, i andet forsøg, at taste 6 og så troede jeg at den hellige ko var velforvaret. Men nej. Nu sagde Ib: ” Vi er i gang med at lave en undersøgelse for at forbedre vores system, vil du deltage i det tryk 1, ellers tryk 2”? Der blev jeg godt nok i tvivl. Hvordan fanden kan man forbedre et system, der i forvejen har penslet alle spørgsmål ud og dermed giver indtryk af, at der er tænkt på alt?

Jeg havde ikke tid til at vente yderligere, så jeg sprang spørgerunden over og trykkede derfor 2. Så ventede jeg lidt. Utrolig irriterende musik fyldte nu min øregang og jeg vågnede brat, da Ib igen langt om længe sagde: ” Vi optager samtalen til træningsbrug”- du er nu nr. 17 i køen…!!!!! Nummer 17 i køen. Det er edder hytme en lang kø.

Efter 34 minutter og du er nummer 16, 15, 14, 13…..1, i køen,  kom jeg igennem og en venlig mand, med svensk accent, sagde: ”hej du taler med Steffan” i den anden ende af røret. Og al min irritation forsvandt. Jeg stillede mit spørgsmål og Steffan sagde desværre så, at det ikke var hans afdeling. Jeg skulle have tastet 5 helt tilbage i starten. Damn it.. Det orkede jeg bare ikke. Men heldigvis kunne Steffan omdirigere mig. Jeg takkede og bukkede og skrabede. Og så fik jeg igen den irriterende musik i øret og et; ” du er nu nummer 14 i køen. Da jeg så endelig kom igennem, så røg forbindelsen! Så opgav jeg!

Inden længe er dette trykknaps system vel også nået til alarm 112. Forestil dig du står ved et ulykkessted og skal igennem samme procedure. ”Du har ringet til 112. Drejer din henvendelse om åbne benbrud, tast 1, har du fået kogende vand i øjet, tast 2, hvis de er faldet om med hjertestop tast 3.” Derefter vil du få læst brugsanvisningen op til en hjertestarter, hvis altså du kan finde én!

Filed Under: Klummer Tagged With: alarm, køkultur, kundeservice, telefon

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in