Sådan sagde en bekendt til mig for rigtig mange år siden, hver gang han hørte Jazz i radioen. Jeg var ung og uerfaren og troede derfor at radioen vitterlig kun havde den ene opgave, nemlig at genere flest mulig med ”langhåret jazz”, som han også sagde..!

At jeg så selv brugte formuleringen, når min lillebror øvede heavy metal, kommer ikke det smør ved. Selvom jeg er nødt til at indskyde, at den er god nok..! Det spiller han kun for at irritere!!!! Der er ingen melodi i det der pigtrådsmusik. Og så står de bare og råber!!Men det at blive irriteret, når vi for eksempel taler om kunst, er ikke så ringe endda.

For selve det at blive irriteret er jo en følelse. Og det er følelserne, vi forsøger at tale til gennem musik, teater, installationer, malerier, fotografier og meget mere.

Det kan nogen gange være svært at forstå, hvori kunsten ligger, når man en sjældent gang har fået forvildet sig ind på diverse kunstmuseer og bliver præsenteret for døde grise, hunde ekskrementer eller halmballer med rødt gaffa tape og tapetklister på. Så står størstedelen af vi danskere og undres.

For det kan være svært at se, at det er kunst. Det ligner i hvert fald ikke det keramik askebæger, som vi selv producerede i 4. klasse og så kan bruges til et stumpt våben den dag i dag.

Nej, vi fatter intet, og går hjem og taler om det til alle, der gider høre på os: ”Tænk sig, så her den anden dag havde Egon inviteret mig ind og se guldaldermalerier, og så ligger der minsandten 14 hundelorte i konservesdåser og klasker sammen med blendere fyldt med guldfisk..!!”

Men det er sørme da det bedste, der kan ske for kunsten. Nemlig når nogen gider at tale om kunsten. For selv dårlig omtale er omtale. Vi har som mennesker brug for at blive puffet til, forført, udfordret. Vi har brug for at få sindene i kog så hjernecellerne kan blive brugt- i hvert fald til én eller anden form for stillingtagen.

Sådan er det også med teatret. Vores hensigt er også at fortælle en historie. Om den så er god eller fremført godt eller dårligt, kan der være rigtig mange forskellige opfattelser af. Jeg vil ikke engang nævne, at publikum i dag har hjælpemidler i form af smagsdommere og anmeldere, der kommenterer og vurderer og finder for lidt eller for meget. Vi behøver ikke engang selv at tage stilling. Og deres mening kan så bliver styrende for, om vi gider bevæge os op fra sofaen og se det med vores egne øjne. Jeg tror dog på, at vi danskere selv kan tage stilling. Om det så er til den ene eller andens fordel, der er sådan set lige meget. Jeg vil derfor opfordre alle til at gå ud i kunstens pulserende liv. Blive irriteret, henrykt, glad, hidsig, forelsket eller hvad det nu er. Og tænk sig- jeg spiller tilfældigvis på Mungo Park Kolding hele dette efterår. Vi står klar til at irritere jer alle hver og én.  Men forhåbentligt på den gode måde. Vi ses.