Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

At overkomme livet

October 11, 2013 by Trine Gadeberg Leave a Comment

Midt i cirkusset, på det allerhøjeste sted, helt oppe under loftet, hænger to mennesker. Det eneste de har at klamre sig til, er et rødt kraftigt silketørklæde. Her swinger de rundt som Tarzan og Jane og laver akrobatik så alle holder vejret. Jeg taler om en stærk mand og hans yderst akrobatiske kone. Hun kan bruge kroppen på alle leder og kanter, så man tror det er løgn.

Jeg står og kigger ud gennem scenetæppet og fatter simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre. Det er underholdning i verdensklasse og jeg føler mig en anelse pinlig over, at jeg efterfølgende skal ind og lave min Moster Emma monolog. Som nærmest kun består af: ”Skralderalle og pip siger lille fugl.

Jeg bliver altid så imponeret, når folk kan noget man ikke bare lærer søndag formiddag. Som fx da min søster vendte hjem efter 5 år i Spanien og nu både kunne skrive og tale spansk til Ug+. Jeg følte ikke jeg havde lært noget særligt i de fem år hun havde været væk. Jo-jo, der er skam masser af mennesker der spørger mig: ”Trine, hvor kan du alle disse sangtekster fra? Hvor gemmer du alle disse ord?”- Og tænk! Jeg synes slet ikke det er en særlig bedrift. Det er jo bare noget jeg har opøvet med tiden.

Tilbage til akrobaterne. Nu har jeg været sammen med dem i 12 dage til en Kabaret i Odense. Deres akrobatiske drift er én ting, men det der rørte mig allerdybest, var deres 3 årige søn. Han er født downs syndrom og for mig at se, den helt store helt i denne Kabaret. Æblet falder jo ikke langt fra stammen som man siger. Og det gjaldt også her. I pauserne nød den lille dreng at lave håndstand og saltomortaler i luften med hjælp fra far. Han er født ind i en akrobat familie, hvor alle typer mennesker er velkomne. Store som små, tynde som tykke, dværge og skæggede damer. Uh hvor ville jeg ønske, at vores samfund var ligeså gearet til alt det der lige falder ud af normen. Men i dag kan vi jo nærmest bestemme hvordan vores børn skal se ud, og sortere dem fra i et væk. Jeg synes det er super ærgerligt, at vores samfund bliver mindre og mindre nuanceret. At vi kan overkomme mindre og mindre. I 12 dage sad Florian, som drengen hed, på mit skød og legede med min iPhone og sendte mig håndkys og klappede i et væk. I 14 dage følte jeg mig utrolig privilegeret over at få lov at tilbringe tid med ham. Det var en ren fryd. Men ikke desto mindre fik han mig til at tænke over livet. At der skal være plads til alle og at vi alle kan noget helt særligt. Vi skal bare opdage det, for vi kan overkomme langt meget mere end vi tror.

Filed Under: Klummer Tagged With: artister, cirkus, Downs ssyndrom, kabaret, livet

Hjælp min datter skal konfirmeres!!

April 13, 2013 by Trine Gadeberg

Min datter skal konfirmeres!!!! D. 27. April. Det er lige om lidt!!! Jeg fatter ikke hvor min lille nyfødte baby er blevet af. Hvorfor hun ikke længere vil putte og ligge i mine arme. Hvorfor hun ikke længere har små buttede arme som smyger sig om halsen på min og piller ved min halskæde.

Jeg har bestemt ikke givet hende lov til at blive så stor, og hun får aldrig lov til at flyve fra reden og gifte sig med en eller anden, så jeg bare bliver skubbet til side og ringet til hver anden søndag!!!

Det er slet ikke gået op for mig at tiden er gået. Jeg hører altid ældre tale om, at man skal huske at nyde livet. Jeg troede bare ikke den var henvendt til mig. Men det føler jeg i den grad den er nu. Husk at nyd livet. For lige om lidt flyver de fra reden.
Jeg har set på en masse billeder i forbindelse med Andreas konfirmation og jeg husker hvert eneste moment. Jeg husker bare ikke tiden er gået! Jeg fandt fx et billede af hende, eller rettere en lille video optagelse hvor hun var møghamrende sur over hun ikke måtte få sin sut om dagen. Vi havde åbenbart forsøgt at trappe ned, så sutten kun var til om natten. Hun skreg og sparkede i gulvet Andrea kunne ikke finde sin mascara den anden dag. Og det var da næsten det samme udbrud som da hun var tre.. Og så er det igen jeg spørger: ” Hvor blev tiden af?

Jeg ville ønske at Andrea lige havde givet mig en vink med en vognstang om at hun altså voksede og en dag ville løsrive sig fra sin mor. Men nej…jeg har ikke fået et praj. Sådan noget skal nedtrappes ligesom sutten! Jeg skal lige have lidt tid til at vænne mig til tanken. Jeg ringede faktisk og talte med min egen mor om det var ligeså stort et chok for hende som for mig, at børn bliver større. Det var det åbenbart.
Jeg ved nu at der er andre mødre der sidder derude og har samme følelse som mig. At børn har mindre brug for os når de bliver ældre. At de ikke længere synes det er fedt at dele hemmeligheder og at jeg altid stiller tusind spørgsmål i håb om en medfølelse. Et strejf af uundværlighed. Min mor siger at det kommer tilbage bare i en anden form. Og det glæder jeg mig så meget til. Indtil da må jeg finde en anden måde at være mor på. Jeg vil altid være Andreas mor, men jeg skal bare acceptere at hun har sit liv og jeg har????? Øh…mit liv. Nyd det nu, det satans liv!

Filed Under: Klummer Tagged With: børn, forældre, livet

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in