Så er det sandelig blevet revy tid igen. Ufatteligt at der er gået endnu et år. Men det er der altså. Og det betyder også at jeg har 1 års klumme jubilæum. Sønderborgrevyen har 30 års jubilæum, så mon ikke Leif Maibom og jeg skal fejre vores jubilæer med et lille glas?
Sjovt nok med ordet revy. Det betyder at se tilbage. Og i skrivende stund er det onsdag og når min klumme publiceres, er det lørdag. Det betyder at det så har været fredag og dermed også vores premieredag. Med andre ord, på lørdag kan jeg se tilbage på hvordan premieren gik. Men jeg kan ikke skrive noget om den tid der ikke har været. I dette tilfælde er det brand ærgeligt. For jeg er vild nysgerrig for at vide hvordan det er gået med årets Sønderborg revy.
Revyen startede altså med at se tilbage på det forløbne år og via komik, viser og satire, forholdte man sig til det, som netop det år havde gjort sig bemærket med. Sådan er det jo lidt stadigvæk og heldigvis for det. Det er en fantastisk måde at sige sin mening om den samtid vi lever i. Det er en kulturform som vi bestemt ikke kan undvære. Det er en god måde at få afløb på og sammen med publikum grine af os selv og alle de andre.
Det kan nogle gange godt være svært at vælge stoffet til revyen. For nogle ting bliver glemt allerede dagen efter, mens andre ting står mere klart og vil være skelsættende for netop det år. En af de problemstillinger alle revyer har stået med i år er, om der bliver valg, for så vil landet formentlig se lidt anderledes ud, og noget af revyens stof vil være forældet.
Hvert år er det en helt ny revy. Et nyt stykke dansk dramatik bygget op helt fra bunden. Jeg gad godt være en flue på væggen, når Leif Maibom sætter sig ned med fyldepennen og starter hvert års nye revykapitel. Jeg synes det er en død spændende proces. Og det sidste komma er ikke sat før premieredagen. Der er hele tiden noget der skal justeres.
Jeg har selv skrevet en tekst i år. Og det er på samme måde også meget interessant, at levendegøre det som står nedskrevet på papiret. At puste liv i personer og give dem en historie. Jeg elsker den leg det er, at forestille sig hvad den udstillede og nyopfundne person spiser til morgenmad, laver i fritiden, arbejder med, er i relation til osv. Det er som om man kravler ind i personen. Det er lidt svært at forklare. Men dybest set det der gør, at jeg synes det er fantastisk at lave revy. Det er vanvittigt hårdt, for der er rigtig mange tanker i gang i hovedet. Men efterhånden som man bliver dygtigere og dygtigere til at tage personen på, ja så udryddes tankerne efterhånden og man er nu fru Petersen når man går på scenen, spillet af fru Gadeberg.
Om lidt ringer kl for første forpremiere. Og jeg sidder her på hotelværelset og sveder tran som man siger. For det er første gang at publikum skal se det vi har arbejdet med så længe. Om vi er geniale eller bare idioter. Jeg håber på det første.