Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Alle mennesker er lige for vor herre

June 16, 2012 by Trine Gadeberg

D. 4. april 1693 blev den sidste ”heks” brændt på bålet. Anne hed hun. Da hun døde, kom hun op til himlens port hvor Gud stod og tog imod hende. Anne var forundret over hun ikke var røget ned i helvede som menneskene på jorden havde truet hende med, men Gud svarede, at for ham var alle mennesker lige og inviterede hende ind til en kop kaffe og kringle i selskab med Harald Blåtand og en masse andre godtfolk. Gud kaldte på ærkeenglen og fik ham til at tage ned på jorden og sørge for at menneskene dernede ikke længere brændte kvinder på bålet. Det stoppede menneskene så med.

I 1914 døde Karen i kæret og røg ligeledes op til vor herre. Gud spurgte Karen om hun synes de skulle have luftfrikadeller eller skysovs til aftensmaden. Karen svarede, at hun ikke var vant til at havde stemmeret, så det ville hun helst ikke tage stilling til. Gud kaldte igen på ærkeenglen og befalede ham ned på jorden igen for at give stemmeret til de 5 F’er: Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige, og i 1915 blev den indført ved en grundlovsændring.

På samme måde har jøder, muslimer, kristne, sorte, hvide, iranere, tyrkere, jyder og sønderjyder, københavnere, kinesere, spedalske, små og store, lange og buttede stået ved Herrens port og alle er hver gang budt indenfor til kaffe og kringle og fundet lige meget værd.

Derfor undrer det mig, at det først er i år 2012 at bøsser og lesbiske for første gang har opnået kirkens velsignelsen af deres kærlighed. For jeg er ganske sikker på, at hvis vi havde spurgt Vorherre noget før, så havde han sørget for at få rettet op på den ting. At få rette op på at intet menneske på hele vores dejlige klode skal føle sig mindre værd. At vi bevarer respekten for det enkelte menneske uanset seksualitet, hudfarve eller religiøse overbevisning. Det er ingen af os der kender sandheden om noget som helst. Derfor er sandheden at alle mennesker er lige.

Og bare lige til en sluttelig orientering. Så har jeg ikke fået en eller anden JV journalist til at skrive klummen for mig. Det har jeg selv gjort og jeg mener hvert et ord.

God sommer og tillykke til folkekirken.

Filed Under: Klummer Tagged With: kirke

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in