Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Fem herrer og en enkelt høne!

January 22, 2017 by Trine Gadeberg Leave a Comment

Glæder mig til at synge 4 koncerter på Frederiksberg rådhus med disse skønne mænd. Jeg har fundet min gamle Nitouche uniform frem og støvet Nattens Dronnings kjole af, så nu er hun er klar til at sprænge glas med de høje toner. Vi ses:-)

Filed Under: koncerter, sang og musik, Showbiz, Uncategorized Tagged With: Danmark, De tre tenorer, Frederiksberg, Henrik Krogsgaard, Job, Preben Kristensen

Blommer i Madeira og paver i Rom

March 2, 2013 by Trine Gadeberg

Det er helt fantastisk generøst af den snart afgående pave i Rom, at vælge at lade en anden træde i stedet for ham. Vi har jo ligesom brug for en masse akutjob i Danmark, og det er da lidt vildt at de lidt ”bedre” stillinger, nu også er med i kapløbet. Jeg ved nu ikke, nu sidder jeg lige så stille og overvejer om det måske er noget for mig at blive pave?
Så er jeg jo ligesom nødt til at finde ud af stillings kravene og om jeg har de kompetencer og færdigheder det kræver, for at varetage et sådan job. Her er hvad jeg tænker umiddelbart.

  1. Du skal være gammel. (Jeg er da sådan set på vej derop. Og endelig er der brug for det grå guld igen)
  2. Tudsegammel! (Ok, så gammel er jeg heller ikke endnu.
  3. Du skal gå i røde sko. (Det er jeg vant til som nissepigen Pyt, det er ingen problem)
  4. Og bærer en hvid kjortel. (Jeg har en kjole fra et Santa Lucia optog jeg deltog i i 1983 – selvom hvidt bestemt ikke står godt til min teint. Det er jeg for bleg til. Men på den anden side set, det er paven også.)
  5. Du skal kunne latin. (Jeg kan måske støve mit gamle gymnasie latin af i krogene. ”Errare humanum est,” – det er menneskeligt at fejle’. Selv for en pave.
  6. Du skal være en mand (Mon ikke vi kan tale med Manus Sareen og få den ændret i ligestillingsrådet. De kører måske efter nogle lidt for gamle reglementer i Rom.)
  7. Du skal afholde dig fra kvinder.( Hvis der er nogle mænd der søger denne pavestilling, så tænker jeg, at der må være mange mænd derude i verden på pavens alder, der alligevel er trætte af deres koner, og som qua deres høje alder helt naturligt er afholdende.
  8. Du skal kunne vinke som dronningen og give velsignelsen. (Jeg kan sagtens lære at vinke. Velsignelsen er det lidt sværere med. Men jeg har engang dirigeret et 8-mands brass-bands orkester, det må da kunne hjælpe lidt.)
  9. Du har aldrig fri i påsken. (Okay! Det var dråben der fik romglasset til at flyde over. For første gang i mange år har jeg påskeferie. Den afgiver jeg bare ikke. Jeg skal have påskelam, påskeæg og blommer i Madeira og skrive gækkebreve, og pynte huset med pustede æg som jeg skal male i lilla og gule nuancer, og arrangere påskeharejagt. Jeg får altså lige så travlt som paven.

Nej det går ikke. Det er sødt af paven at slå sin stilling op. Men jeg tror jeg takker nej. Der må være en anden der er bedre kvalificeret. Hvis Mærsk MC -Kinney Møller havde levet, så havde det måske været noget for ham?

Filed Under: Klummer Tagged With: Dronningen, Job, Mærsk MC -Kinney Møller, Påske, Pave, Rom

Kvindejob? Min mor var da bedemand

May 21, 2010 by Trine Gadeberg

”Hjemme hos os er det mor der har bukserne på”. Hvor tit har man ikke hørt den?! Men forestil jer så det omvendte. ”Hjemme hos os er det far der har kjolen på”. Nej vel? Så får citatet pludselig en anden betydning.
Men det kunne jo faktisk være at det forholdt sig anderledes. Og nu er det så jeg tænker. Er det stadig så underligt med kvinder i mandefag og mænd i kvindefag ? Og findes de overhovedet i år 2010 ? Ja da, for på arbejdsmarkedet er der stadig stillinger der, når de betrædes af et anden køn, stadig kan få os til at undres.

Hvorfor er det lige, at det er helt normalt, at der er kvindelig læger, men mere underligt med en kvindelig mekaniker? Jeg mener, begge erhverv reparerer og forebygger jo noget som er gået i stykker. Ligeledes tænker vi: ”hvad er der galt med ham”?, når vi støder på en mandlig dagplejer.

I denne høj teknologiseret verden hvor alting ændrer sig fra minut til minut, er det sjovt, at det på nogle områder er en udfordring for vores små vanedannede hjerner at omstille os. Vi har endnu ikke opfundet ord der dækker, når vi møder en kvindelig brandmand. Burde det ikke hedde brandkone, eller hvad med søkvinde? For slet ikke at tale om jordfaren der tager imod vores børn.

Da jeg var barn, var det altid pigerne der gik til ridning og havde heste. Men det er da tankevækkende, at når vi ser hestesport i fjernsynet, er størstedelen af dem mænd. Jamen hvor har de så lært det henne? Findes der en underjordisk, hemmelig rideskole for drenge? For der var ingen drenge der gik til ridning i min klasse..! Personlig er jeg selv opvokset i en familie med en mor der var bedemand, eller rettere bedekvinde. Og når min far kom hjem fra sit arbejde, var det ham der strikkede, stoppede og syede knapper i, hvis vores tøj var gået i stykker.

Dronning Margrethe er jo også et levende bevis på en kvinde i et mandejob. Og med en lille ændring kan fædrelandssangen: ”Margrethe stod i røg og damp” stadig passe, med mindre hun har kvittet smøgerne, men det er en helt anden snak.
Så lad os reformere og slå et slag for hinandens forskellige kompetencer og interesseområder og glæde os over at der findes kompetente kvinder derude, der får lov til at kommentere fodboldkampe, alt imens vi andre kvinder, kan læne os tilbage og nyde de lækre fodboldben, mens lillefar med sit lille forklæde på serverer øl og chips.

Filed Under: Klummer Tagged With: Droningen, Job, kvindejob, mandejob

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in