Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Emma Gad og jeg gider også

November 2, 2013 by Trine Gadeberg

Vi er sikkert mange der har hørt og evt. også læst Emma Gads takt og tone. En bog om hvordan man opfører sig korrekt og hvad der i det hele taget, er god etikette. Vi har alle indimellem brug for gode råd, hvis vi eksempelvis er blevet inviteret til en fest, hvor der er tvivl om påklædning eller deslige. Så er det godt at Emma Gads lille katekismus igennem årtier har givet og giver svar på disse spørgsmål. Nogle vil mene bogen er støvet og forældet. Det er den måske også, men jeg mener ikke det er nogen skade til at opføre sig anstændigt og vide lidt om hvad der er skik og brug.

Jeg vil hermed forsøge at lave Trine Gads takt og tone indenfor teater etikette. Hvordan man går i teatret og dermed også vores opførsel hermed. Dette skal ses som en venlig og humoristisk påmindelse. Og det er taget ud fra egne erfaringer både som aktør og publikummer. Så med andre ord. Hammeren rammer også mit hoved.

For det første vil jeg på det kraftigste opfordre til at man kommer af sted i teatret. Og at man åbner op for alle de sanselige sluser vi mennesker er i besiddelse af. Dette gælder i øvrigt også for alt andet udøvende kunst. Kunst har ikke altid en facitliste. Men det er en oplagt mulighed for at give næring til de områder af hjernen der ikke så ofte bliver udfordret.

Når du først har fået dig lettet fra sofaen og bestilt din billet i god tid, så er det bare af med joggingsættet og på med lidt mere festligt tøj. Hvis du nu fx er single kan du risikere at møde din udkårne i teatret. Og så skal du jo se hamrende godt ud.

Kom i god tid. Specielt også hvis du ikke har bestilt billetten hjemmefra. Der er mange ting at gå og snuse til. Kunst på væggene. Skulpturer. Andre mennesker. En herlig drink ved baren. Eller simpelthen tjekke hvor gode toiletforholdene er.

Hvis der er barnepige på derhjemme, er det nu du skal skrive en sms om at du lukker for telefonen, men tænder den i pausen. Og når du har sendt den sms…ja så lukker du rent faktisk for telefonen. Så spiser du de sidste guldkarameller eller andet slik som er indpakket i papir der gnitrer meget. Det skal du ikke bruge tid og kræfter på i teatersalen. Det forstyrrer andre mennesker og udøverne.

Hvis du kommer for sent til forestilling, altså når dørene er lukket, så vent med at gå ind i salen indtil det er passende. Det kan være på det tidspunkt hvor du kan høre en klapsalver. Ellers må du pænt vente til pausen. Bliv siddende under hele forestillingen. Hvis du ikke kan lide stykket så vent med at gå i pausen og ti stille under fremvisningen. Vent med at give udtryk for hvad du mener om det du ser til pausen. Eller når du kommer hjem og ringer til faster Oda. Der er nemlig ikke sikkert at resten af publikummerne deler din smag og er enig med dig.

Scenen er ikke et bord, så hold din øl eller drink i hånden.
Sluttelig til alle skuespillere og udøvende kunstner. Kom til tiden, sluk din mobiltelefon, diskuter ikke publikummer højlydt bag scenen, vent til du bliver spurgt. Gå ikke før stykket er slut, stil ikke din øl på scenen og lad være med at tigge guldkarameller!

Filed Under: Klummer Tagged With: Emma Gad

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in