Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Mit maratonløb på de skrå brædder

September 4, 2010 by Trine Gadeberg

Jeg har lige været på mit eget personlige maraton løb. For jeg har rendt stærkere i denne uge end hvad selerne skal kunne bære. Godt nok havde jeg ikke taget kondiskoene på, men jeg skal da lige love for at mit adrenalin også pumpede. Mit maraton varede dog fra onsdag til søndag. Så kan man beskylde mig for at være langsom, men jeg vil gerne berette om disse dage, bare for at give et indblik i mit liv når det kører i overhalingsbanen…

Onsdag aften var der forpremiere på pejsegården. Vi øvede hele dagen og pudsede de sidste numre af. Jeg kunne mærke at min stemme lige pludselig begyndte at blive underlig. Og om aftenen da der var publikum i salen, måtte jeg erkende, at jeg for første gang i mit liv havde et stemmeproblem. Den ville hverken gå op eller ned. Jeg håbede at en god nats søvn ville ændre min tilstand. Men ak, det var ikke blevet et hak bedre. Jeg søgte halslæge og han kiggede ned og konstaterede at mine stemmelæber var hævede og at jeg bare skulle holde mund i et par dage.
Det var nemmere sagt end gjort, for ud over en revypremiere, var der også et par sangopgaver resten af ugen.
Heldigvis fik jeg stemmen varmet op hos min gamle konservatorielærer og det gjorde mig nogenlunde sangklar. Jeg kunne i hvert fald skjule det.

Dagen efter premieren sang jeg til en reception i Kolding. Kørte derefter tilbage på pejsen og lavede revy. Stod op og tog det tidlige morgentog fra Horsens til Kbh fordi jeg skulle synge til min bedste venindes bryllup. Synes selv jeg havde været smart ved at blive fragtet af DSB, men glansen gik af ballonen, da konduktøren informerede mig om, at det var kun pladsbilletten jeg havde fået med, og at jeg derfor rejste uden billet. Så havde jeg, som den kæmpe skovl jeg er, glemt at hive alle billetter ud af selvbetjeningslugen. Ny billet skulle betales og det gjaldt også på tilbagevejen til Horsens. Jeg var sammenlagt i København i 3 timer og det kostede mig 1600 kr..!! Ud og se med DSB..!!
Men det opvejede til enhver tid den glæde det er at se sin bedste veninde så lykkelig. Trist at ens erhverv indimellem gør, at jeg må undvære fester og vigtige begivenheder. Jeg kan ikke engang komme til min egen fødselsdag..!!!

Efter togturen skulle pejseshowet spilles igen. Og da den var slut var mine benmuskler og sangerlunger ikke til meget andet end at jeg fremhostede et: ” Hej- vi ses på pejsen i næste uge”.

Jeg vendte snuden hjem. Trættere end et alderdomshjem. Tungere end en murearbejdsmand. Mere færdig end en risengrød der er brændt på. Jeg vil vædde med at jeg kan løbe 42 km på en halv time uden at blinke med øjnene og endda synge imens hvis altså min stemme holder..!

Filed Under: Klummer Tagged With: DSB, maraton, Revy, stemmeproblem

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in