Ryk en balle så er der plads til alle. Sådan sagde formanden for 7-kanten i 1992, da jeg spillede Maria i Sound of Music i Varde sommerspil. Meget er sket sidenhen. Udover at sæderne I Varde er blevet nummereret, så er jeg også på mystisk vis blevet 20 år ældre.
I 1992 havde jeg ingen anelse om at scenen for alvor skulle blive mit levebrød. Eller også vidste jeg det godt inderst inde. Jeg har nemlig kun haft nogle få afstikkere til andre erhverv og det vel også godt det samme. For satte man mig til at bestyre fx et køkken, så ville alt blive et ragnarok indenfor 5 minutter. Og jeg ville løbe skrigende bort, hvis jeg ikke forinden var blevet smidt for hjul og stejle.
Selvom kaosset findes så rigeligt i min branche, så er det som om det er noget nemmere for mig at håndtere og dog? For det er en lille smule svært at gå direkte fra Citysingler til Sønderborg revyen. Nu har jeg lige lært en masse komplicerede dansetrin og tekster udenad. Og så kan jeg så kridte danseskoene igen og starte forfra. Ved godt det er sådan mit arbejde er, men denne gang har pausen fra det ene til det andet været kortere end ellers. For hvad der ser legende let ud på scenen, har i virkeligheden kostet blod, sved og tårer. Desuden skal jeg hver eneste gang igennem diverse tanker, om det jeg nu står med og skal fremvise på scenen, overhovedet er sjovt nok. Jeg forsøger forskellige figur typer af for mig selv, og ringer så til familie og venner og tvangsindlægger dem til at høre mine forskellige bud.
Jeg kan også høre mig selv forsøge at overbevise dem om, at jeg aldrig har tvivlet så meget før som denne gang og jeg hører dem også gang på gang sige, at sådan var det også sidste år.
Tøjskiftene er også planlagt ned til mindste detalje. De første par gange man prøver det i flow, er det rent kaos. Men efterhånden får man så meget styr på det, at man nærmest også kan nå at skifte til sommerdæk i de små pauser man har.
Til gengæld er det så helt fantastisk når det så virker og publikum er glade. Det bedste er dog sammenholdet og fælleskabsfølelsen. Jeg bliver tit rørt når noget klinger smukt eller man har fået en fælles timning der bare virker. Jeg elsker også at gå ned i kælderen og tale med sydamerne og teknikerne under prøverne. De knokler og retter til og sprætter op. Jeg synes altid det er lidt trist når premieren er overstået og sydamerne og teknikerne rejser hjem. For det er sandelig også deres fortjeneste når publikum klapper af os aften efter aften.
Sådan er mit liv for tiden. Og sådan har det været I mange år efterhånden. Og selvom det lyder som om jeg piver lidt, så tro mig. Jeg er på den rette hylde. For som jeg altid har fået af vide hjemmefra: “Det kan godt være du kan synge Trine, men du klipper ikke hæk bedre end naboen”…!