børn

”Spil Malthe”, skriger Malthes far ude fra sidelinjen til en miniput fodboldkamp på det lokale stadion. Malthe bliver spillet, og så råber far: ” Kør selv Malthe”!!!! Jeg var målløs og besluttede mig for at bruge samme teknik ved den årlige musikskolekoncert: ”spil selv Andrea…”kør solo Andrea ”, til den årlige musikskolekoncert. Den bemærkning fik jeg rigtig mange underlige blikke på. Og jeg skal bestemt heller ikke gøre mig hellig.

Jeg kender godt følelsen af at vores børn for guds skyld næsten udelukkende skal have succesoplevelser. Jeg vil også gå igennem ild og vand for mit barn. Det værste er blot, at det ikke er en holdbar situation. Det er ikke en langsigtet god plan.

Sådan er det heller ikke i Malthes situation. For det var ikke klogt at spille Malthe. Det var ikke en langsigtet holdbar taktik, idet Malthe var placeret helt nede ved egen banehalvdel og dermed skulle drible alt for langt op til målet. Det ville have været langt bedre, hvis Malthe selv lærte at vurdere og tage et overblik over hvor den tætteste medspiller var, eller om der var én der var helt fri længere fremme.

Jeg er desværre nødt til at sige det. Sådan fungerer verden også i dag. Det er hele tiden på den korte bane der spilles. Kortsigtede løsninger for egen vindings skyld. ås m underlige blikke på.

Det gælder alle former for forretninger, tv-produktioner, og ikke mindst politik.

Enhver er sin egen lykkes smed og enhver hytter sit eget skind. Jeg har endda lige hørt, at der er nogle politikere der vil skære ned i udlandsbistanden??!! Uhørt. Vi har pligt til at hjælpe med langsigtede løsninger, så verden kan blive et bedre sted for os alle. Uanset om man hedder Josef eller Maria.

Jeg forstår ikke, at vi gang på gang vælger os selv først, for det skaber stress. Vi skal hele tiden være på vagt og være bekymrede for, om nogen tager eller stjæler noget fra os. Om vi går glip af noget. Eller om man selv får noget ud af det, når man gør andre en tjeneste.

Vi glemmer helt at livet er til for at leves. Livet er til for at glædes. For livet er alt for kort til kun at tænke på egen succes. Det er nemmere sagt end gjort. Men ikke desto mindre rigtigt.

Mit ønske er at vi bliver bedre til at spille på den lange bane. At vi alle, inklusive politikere, tænker på andet end at sætte et ” se hvad jeg har udrettet” eftermæle. Jeg kunne godt tænke mig at vi tænker lidt længere end ud til vores egen fodboldsstøvle. At vi sparker gang i medmenneskeligheden og tackler udfordringer med mere langsigtet taktik. At vi bliver bedre til at selv lidt længere frem på banen og overskue lidt mere end hvad vi tror vi kan. At vi glemmer os selv for en stund og nyder hinanden og livet lidt mere, så vi alle kan komme bedst i mål.

Min datter skal konfirmeres!!!! D. 27. April. Det er lige om lidt!!! Jeg fatter ikke hvor min lille nyfødte baby er blevet af. Hvorfor hun ikke længere vil putte og ligge i mine arme. Hvorfor hun ikke længere har små buttede arme som smyger sig om halsen på min og piller ved min halskæde.

Jeg har bestemt ikke givet hende lov til at blive så stor, og hun får aldrig lov til at flyve fra reden og gifte sig med en eller anden, så jeg bare bliver skubbet til side og ringet til hver anden søndag!!!

Det er slet ikke gået op for mig at tiden er gået. Jeg hører altid ældre tale om, at man skal huske at nyde livet. Jeg troede bare ikke den var henvendt til mig. Men det føler jeg i den grad den er nu. Husk at nyd livet. For lige om lidt flyver de fra reden.
Jeg har set på en masse billeder i forbindelse med Andreas konfirmation og jeg husker hvert eneste moment. Jeg husker bare ikke tiden er gået! Jeg fandt fx et billede af hende, eller rettere en lille video optagelse hvor hun var møghamrende sur over hun ikke måtte få sin sut om dagen. Vi havde åbenbart forsøgt at trappe ned, så sutten kun var til om natten. Hun skreg og sparkede i gulvet Andrea kunne ikke finde sin mascara den anden dag. Og det var da næsten det samme udbrud som da hun var tre.. Og så er det igen jeg spørger: ” Hvor blev tiden af?

Jeg ville ønske at Andrea lige havde givet mig en vink med en vognstang om at hun altså voksede og en dag ville løsrive sig fra sin mor. Men nej…jeg har ikke fået et praj. Sådan noget skal nedtrappes ligesom sutten! Jeg skal lige have lidt tid til at vænne mig til tanken. Jeg ringede faktisk og talte med min egen mor om det var ligeså stort et chok for hende som for mig, at børn bliver større. Det var det åbenbart.
Jeg ved nu at der er andre mødre der sidder derude og har samme følelse som mig. At børn har mindre brug for os når de bliver ældre. At de ikke længere synes det er fedt at dele hemmeligheder og at jeg altid stiller tusind spørgsmål i håb om en medfølelse. Et strejf af uundværlighed. Min mor siger at det kommer tilbage bare i en anden form. Og det glæder jeg mig så meget til. Indtil da må jeg finde en anden måde at være mor på. Jeg vil altid være Andreas mor, men jeg skal bare acceptere at hun har sit liv og jeg har????? Øh…mit liv. Nyd det nu, det satans liv!

Trine Gadeberg

Sanger & performer

Spil Malthe!!

Hjælp min datter skal konfirmeres!!

Kontakt