Midt i cirkusset, på det allerhøjeste sted, helt oppe under loftet, hænger to mennesker. Det eneste de har at klamre sig til, er et rødt kraftigt silketørklæde. Her swinger de rundt som Tarzan og Jane og laver akrobatik så alle holder vejret. Jeg taler om en stærk mand og hans yderst akrobatiske kone. Hun kan bruge kroppen på alle leder og kanter, så man tror det er løgn.

Jeg står og kigger ud gennem scenetæppet og fatter simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre. Det er underholdning i verdensklasse og jeg føler mig en anelse pinlig over, at jeg efterfølgende skal ind og lave min Moster Emma monolog. Som nærmest kun består af: ”Skralderalle og pip siger lille fugl.

Jeg bliver altid så imponeret, når folk kan noget man ikke bare lærer søndag formiddag. Som fx da min søster vendte hjem efter 5 år i Spanien og nu både kunne skrive og tale spansk til Ug+. Jeg følte ikke jeg havde lært noget særligt i de fem år hun havde været væk. Jo-jo, der er skam masser af mennesker der spørger mig: ”Trine, hvor kan du alle disse sangtekster fra? Hvor gemmer du alle disse ord?”- Og tænk! Jeg synes slet ikke det er en særlig bedrift. Det er jo bare noget jeg har opøvet med tiden.

Tilbage til akrobaterne. Nu har jeg været sammen med dem i 12 dage til en Kabaret i Odense. Deres akrobatiske drift er én ting, men det der rørte mig allerdybest, var deres 3 årige søn. Han er født downs syndrom og for mig at se, den helt store helt i denne Kabaret. Æblet falder jo ikke langt fra stammen som man siger. Og det gjaldt også her. I pauserne nød den lille dreng at lave håndstand og saltomortaler i luften med hjælp fra far. Han er født ind i en akrobat familie, hvor alle typer mennesker er velkomne. Store som små, tynde som tykke, dværge og skæggede damer. Uh hvor ville jeg ønske, at vores samfund var ligeså gearet til alt det der lige falder ud af normen. Men i dag kan vi jo nærmest bestemme hvordan vores børn skal se ud, og sortere dem fra i et væk. Jeg synes det er super ærgerligt, at vores samfund bliver mindre og mindre nuanceret. At vi kan overkomme mindre og mindre. I 12 dage sad Florian, som drengen hed, på mit skød og legede med min iPhone og sendte mig håndkys og klappede i et væk. I 14 dage følte jeg mig utrolig privilegeret over at få lov at tilbringe tid med ham. Det var en ren fryd. Men ikke desto mindre fik han mig til at tænke over livet. At der skal være plads til alle og at vi alle kan noget helt særligt. Vi skal bare opdage det, for vi kan overkomme langt meget mere end vi tror.