Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Rabat på julen

December 29, 2012 by Trine Gadeberg

Først og fremmest glædelig bag-jul til jer alle. Håber i har nydt et par fridage og er klar til at skyde det nye år ind i pomp og pragt.

Jeg har haft en dejlig jul, men har dog kun et par klager til julemanden. Han skal blive bedre til at klistre sit skæg på og tabe et par kilo, hvis han skal fortsætte med at komme ned igennem skorstenen. Og så kom han ikke med den lille smarte pung, hvor der kun er plads til nogle få kort og et par hundrede kroner, som jeg ellers ønskede mig.

Måske julemanden tidligt indså, at dette ville være en komplet umulig gave til mig, da min pung nærmer sig størrelsen på en buschaufførs portemonnæ.

At min tegnebog er blevet så fyldig og omfattende, skyldes ikke kæmpe mængder af kontanter, men at der efterhånden har hobet sig en del kort op. Og her taler vi ikke om mastercard, visa kort, american ekspress…næh..jeg har indenfor den sidste måned taget imod diverse rabat kort. Jeg har nu én hos slagteren, guldbageren, føtex, baresso, matas, benzintanken og jeg kan garantere jer for, at jeg kan blive ved med at remse rabatkorts ordninger op, den næste halve time. Men det er mit liv for kort til.
Det er i grunden også for kort til, at samle guldmedaljer i dagligvarer butikker, eller at få det 7 rugbrød gratis hos bageren. Jeg har faktisk hørt mig selv stå og sige nej tak, når diverse forretninger tilbyder mig medlemskab eller rabatkort. Jeg kan ikke overskue mere. Jeg bruger alt for meget tid på, at klistre mærkater ind i små folder, eller få stempler, eller i det hele taget huske på hvornår mit næste køb udløser en bonus. Kan vi for hulen ikke stoppe den tendens i samfundet???? Jeg vil langt hellere have en smil af ekspedienten og rabatten på stedet.

Jeg vil så nødig have kuponer og rabat ordninger for alt. Tænk hvis jeg selv som sanger og skuespiller skal slå mig ind på den galej. ”Oplev Trine Gadeberg til koncerten. Hvis du har købt billet over 5 gange udløser det en ekstra sang, til en værdi af???

Måske i tænker derude, at nu rabler det da for pigebarnet. Vil hun ikke have gratis kaffe efter 5 påfyldninger? Jo- det var sjovt, da det kun var få forretninger der havde den rabat ordning. Men nu har alle steder søren sjask suseme fået rabatkort og stempler. Det er som om, når man laver PR strategier for detailhandlen, at alle tænker ens. ” Hey, jeg har fået en super en god idé!!! Hva med at vi laver en rabatkupon og så kan folk så selv klistre guldmønter på dem. Og når de har klistret 1000 guldmønter ind, ja så giver vi dem en eller anden dum ting, som vi alligevel ikke kan sælge!!!..

Nu ved jeg godt at jeg maler det hårdt op. Men det virker da sådan efterhånden. Men hvis jeg er den eneste der har det sådan, så vil jeg bare lige her på falderebet ønske jer alle et godt nytår. Og pas på nallerne derude i natten, når i skyder krudt af. Det er svært at putte rabat kort i tegnebogen uden fingre.

Filed Under: Klummer Tagged With: jul, medlemskort, Rabat

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in