Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Nu er jeg begyndt at nyde min opstoppernæse

October 9, 2010 by Trine Gadeberg

I dag er der efterhånden mange mennesker der får lavet noget om ved sig selv. For det er da så uhyggeligt vigtigt i vore tider, at vi altid ser godt ud og holder os evigt unge!! Vi får ny næse, fjernet mellemrum mellem tænderne, eller får lavet større bryster. (Kan også være de skal laves mindre, men det hører vist til sjældenhederne) Vi får hvidtet tænder, forstørret smilehuller, så man altid ser frisk og smilende ud. Gjort læberne fyldigere…und so weiter.

Så nu sidder jeg så og tænker over hvad jeg skal lave om for at blive tilfreds.
Jeg har altid haft fregner, som jeg i min barndom forsøgte at fjerne med ståluld. De er der altså endnu. Og min næse peger opad. Man kalder det vist en opstopper tud. Den har jeg heller ikke altid været glad for. Jeg er også begyndt at få rynker, og ingen cremer kan rigtig gøre noget ved det. Derfor går jeg nu konsekvent med hestehale, bare for at trække dem lidt ud.

Det er vist også for drastisk, hvis jeg beder om at få en helt ny hud. For jeg har altid drømt om at være brun og have nogle lange stænger. Jeg går af den grund altid i høje hæle for at nå op til det øverste køkkenskab. Nogle gange smører jeg mig ind i selvbruner, men det har det med at ryge af i klatter. Og så er det bare værre end udgangspunktet.

Så i mine lave selvværdstanker, kom jeg til at kigge ud og fandt frem til at jeg selvfølgelig også trænger til en make over. Nemlig en ny carport. Der er jo ikke noget så trist som en overmoden banan. Skrællen er jo helt brun og kedelig. Og det samme er min carport også. Eller nærmere lidt grøn af alger og skulle vist have været malet for længst. Jeg er i tvivl om de også udbyder det hos plastickirugerne..?? Men på den anden side, kunne det jo også være indbydende, at have nogle lækre håndværkere gående rundt. Så må jeg bare sørge for, at have en sæk over hovedet når de er her..!!

Jeg ved godt, at det for nogle mennesker er vigtigt, at få lavet lidt om på sig selv. Det er helt forståeligt. Der kan jo være gener der skal tages hånd om. Men jeg er nu så glad, når folk uden de helt store skavanker, står ved deres særkende, så vi kan skelne den ene fra den anden.

Jeg er i hvert fald begyndt at nyde min opstopper næse, for jeg er altid den første, der kan mærke når det begynder at regne og dermed er hurtigst med at få slået paraplyen op.
Fregnerne tager også lidt af den blege hud.

Så nyd at netop du er dig, og at dine små skavanker er unikke. At man kan slappe af, uden at være nervøs for om ansigtet nu sidder i de rette folder. Jeg ved godt det er nemmere sagt en gjort. Men det er så ærgerligt, at vi er så fokuserede på hvordan vi ser ud og at vi altid skal dunke os selv i hovedet. Lad vær med det, for du kan risikere at få blå mærker, og så starter lavinen bare forfra igen..

Filed Under: Klummer Tagged With: selvværd

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in