”Et barn er født i Betlehem, Betlehem! Thi glæder sig og rutsjer hjem. Ha-jule-ja, ha-jule-ja.” Sådan skrålede min datter rundt om juletræet da hun var tre år. Og vi grinede meget af det og gør det stadig. Men hvor er det herligt med den glæde der er gemt i hendes fortolkning af salmen. Rutsjer hjem. Ha-jule-ja. Det sjoveste for et barn er en ordentlig rutsjetur og den bedste måneden er december. Det er en fryd at være beskuer til. Bortset fra alle de trusler forældrene udsender til de små poder. ”Hvis ikke du spiser op, eller holder op med at skabe dig, så tror jeg ikke julemanden putter noget i sokken.” -Hold op hvor er den en mærkværdig buffer at have hele måneden. Jeg kan godt forstå der er mange børn der græder når de møder julemanden i storcentrerne. Og jeg som bare troede, at det var fordi skægget ikke var limet ordentligt fast! Når d. 24. december så er overstået, ja så skal forældrene finde en anden buffer til resten af året. Som regel er det faren der nu bliver truslen. Det betyder bare, at julemanden lige står det højere oppe på trusselranglisten end faderen gør. Er det fordi at moderen i virkeligheden har kysset med julemanden? Jeg har i hvert fald hørt en fugl synge noget om det.

Den anden dag fik jeg fortalt en sandfærdig historie om klasselæreren der spørger eleverne i 1.klasse. ”Nå, hvad var det så der skete julenat i Betlehem?” Hvorpå én af eleverne svarer: ” Det ved jeg ikke, for vi var på Gran Canaria.
Den trækker også lidt på smilebåndet. Men i grunden er det jo tankevækkende, at julemanden har højere status en jesusbarnet. Eller har julemandens reklamebureau bare været det hak bedre til at brande ham? Kan Jesus ikke bruges som trussel? Hvis ikke du spiser op så kommer du ikke i kirke juleaften, hvor vi skal høre om Jesu fødsel.
Jeg tror børnene vil se på dig og tænke, at du har vist fået nissehuen galt i halsen.

Heldigvis er kirken stuvende fuld juleaften. Det er festligt og stemningsfyldt. Og jeg tvivler på de fleste kommer af pligt, men fordi de et eller andet sted tror på et større selv end dem selv. At man trods stress og gaveindpakning lige har brug for lidt åndeligt føde inden man kaster 10 kg and, sovs og ris a la mande ned i svælget. Sådan er det i hvert fald for mig.

Personligt elsker jeg julen. Duften af gran, brunkagerne, julelysene, parkeringsvagterne med nissehuer på, frelsens hærs orkester på gågaden. Jeg elsker gløgg, de lidt overgjorte udsmykninger på folks huse, adventssøndagene. Jo december er noget særligt, selvom det er mørkt og koldt. Men mest af alt fryder jeg mig over forventningsglæden hos børnene. Deres helt uimodståelig rastløshed på selve juleaften og de store julelys de får i øjnene, når pakkerne flås op. Og så selvfølgelig også min mor der har formået at bevare sin julebarnetro og på 43. tyvende år laver nisselandskab så en landskabsarkitekt vil blive helt misundelig.

Jeg ønsker alle JV´s læsere en rigtig god rutsjetur og et glædeligt ha-jule-ja.