Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Mig og City Singlerne i højt humør bag scenen

December 11, 2010 by Trine Gadeberg

Sikken voldsom trængsel og alarm, synger vi i denne søde juletid. Og det skal jeg sandelig lige love for. For mens folk køber gaver, pynter op med kravlenisser, drikker sig stjernestiv i gløgg, har jeg så valgt at turnere land og rige rundt med 3 dejlige tøser og hele vores City Singler back stage crew. Og selvom det er stressende at rejse fra by til by, er der også noget hyggeligt og trygt ved, at være samlet i een stor teaterfamilie, hvor alle kender alle på godt og ondt. Jeg fik ligefrem julelys i øjnene forleden aften på vore turnéstop i Kolding. Drengene havde pyntet vores rullende makeupgarderobeskab med julepynt, så selv Gertrud Sand ville blive misundelig.
Jeg skylder vist at forklare, at vores stage manager har opfundet en klædeskabskuffert på hjul, der indeholder alt det vi skal bruge. Spejle, kostumer, sko, lamper og nu også julepynt. Og så skal det bare lukkes igen og ud i den store City Singler lastbil. Det er bare genialt. Så sidder vi på rad og række og hygger os med makeuppen og med hinanden.

Jeg tror faktisk at forestillingen på bagscenen er lige så sjov så den på selve scenen. Og selvom det efterhånden er nemmere at bygge en båd, end at lægge makeup, har al det bøvl, stadig en opfriskende effekt. Dog vænner jeg mig aldrig til de kunstige øjenvipper. Jeg får altid lim på fingrene, i stedet for der hvor øjenvippe lim virkeligt er nyttigt, nemlig på øjenlågskanten. De sidder aldrig helt fast, og jeg har da også prøvet at tabe dem på gulvet et par gange, hvorefter de høje stiletter opfanger dem og så sidder de på skoene resten af showet.
Nu er vi jo markedsført som 4 lækre sild, og så skal publikum jo også have det de har betalt for. Så håret bliver både krøllet, lakket, fladet, touperet og puffet op til den store guldmedalje. Det tager en evig tid. Men så er vi altså også stang lækre.

Det er virkelig en fantastisk fornemmelse når de første latterkrampebølger ruller ude i salen og selvfølgelig også når mændene, som har sneget sig ind i teatersalen, må overgive sig. Det er så fedt at vise, at skurvognsnak ikke kun er forbeholdt mænd, men at vi kvinder til tider kan være endnu værre. Vi er langt mere detaljerede og deler fortrolige ting om vores mænd med veninderne og det meget mere end hvad manden tror og ønsker at vide. Så med vores show bliver den kvindelig hjerne og tænkemåde, på kærlig selvironisk måde, blottet en lille smule. Vi er endda langt mere komplicerede og mystiske end hvad 2x 45 minutter kan nå at fremstille os som.

Lige nu har jeg mere lyst til at drikke gløgg eller bare suge alkoholen ud af rosinerne og blive mere stegt end juleænderne. Bare for at glemme for en stund, alt det jeg skal huske og som jeg lige nu stresser over af angst for at komme til at glemme når vores show slutter d. 19. Dec. Der bliver det for alvor en voldsom trængsel og alarm når juleindkøbene skal foreståes. Skål så længe..!

Filed Under: Klummer Tagged With: Bag scenen, City Singler, jul, publikum

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in