Her kan du læse mine klummer som jeg skriver for Jydske Vestkysten hver 3. lørdag om måneden.

”De spiller kun for at irritere os!!”

 Sådan sagde en bekendt til mig for rigtig mange år siden, hver gang han hørte Jazz i radioen.Jeg var ung og uerfaren og troede derfor at radioen vitterlig kun havde den ene opgave, nemlig at genere flest mulig med ”langhåret jazz”, som han også sagde..!

At jeg så selv brugte formuleringen, når min lillebror øvede heavy metal, kommer ikke det smør ved. Selvom jeg er nødt til at indskyde, at den er god nok..! Det spiller han kun for at irritere!!!! Der er ingen melodi i det der pigtrådsmusik. Og så står de bare og råber!!Men det at blive irriteret, når vi for eksempel taler om kunst, er ikke så ringe endda.

For selve det at blive irriteret er jo en følelse. Og det er følelserne, vi forsøger at tale til gennem musik, teater, installationer, malerier, fotografier og meget mere.

Det kan nogen gange være svært at forstå, hvori kunsten ligger, når man en sjældent gang har fået forvildet sig ind på diverse kunstmuseer og bliver præsenteret for døde grise, hunde ekskrementer eller halmballer med rødt gaffa tape og tapetklister på. Så står størstedelen af vi danskere og undres.

For det kan være svært at se, at det er kunst. Det ligner i hvert fald ikke det keramik askebæger, som vi selv producerede i 4. klasse og så kan bruges til et stumpt våben den dag i dag.

Nej, vi fatter intet, og går hjem og taler om det til alle, der gider høre på os: ”Tænk sig, så her den anden dag havde Egon inviteret mig ind og se guldaldermalerier, og så ligger der minsandten 14 hundelorte i konservesdåser og klasker sammen med blendere fyldt med guldfisk..!!”

Men det er sørme da det bedste, der kan ske for kunsten. Nemlig når nogen gider at tale om kunsten. For selv dårlig omtale er omtale. Vi har som mennesker brug for at blive puffet til, forført, udfordret. Vi har brug for at få sindene i kog så hjernecellerne kan blive brugt- i hvert fald til én eller anden form for stillingtagen.

Sådan er det også med teatret. Vores hensigt er også at fortælle en historie. Om den så er god eller fremført godt eller dårligt, kan der være rigtig mange forskellige opfattelser af. Jeg vil ikke engang nævne, at publikum i dag har hjælpemidler i form af smagsdommere og anmeldere, der kommenterer og vurderer og finder for lidt eller for meget. Vi behøver ikke engang selv at tage stilling. Og deres mening kan så bliver styrende for, om vi gider bevæge os op fra sofaen og se det med vores egne øjne. Jeg tror dog på, at vi danskere selv kan tage stilling. Om det så er til den ene eller andens fordel, der er sådan set lige meget. Jeg vil derfor opfordre alle til at gå ud i kunstens pulserende liv. Blive irriteret, henrykt, glad, hidsig, forelsket eller hvad det nu er. Og tænk sig- jeg spiller tilfældigvis på Mungo Park Kolding hele dette efterår. Vi står klar til at irritere jer alle hver og én.  Men forhåbentligt på den gode måde. Vi ses.

Julen varer lige til…næste jul!

Julen kommer bare bag på mig hver eneste gang, for jeg har i dag-og det er i skrivende stund 2 mdr. før jul-opdaget ved et tilfælde!!!!( læs ironien), at man kan købe dansk tips julekalender nu. I ved, den der koster en flad halvtredser og hvor man så skal skrabe én dato ad gangen. Jeg har nu altid snydt og skrabet hele pladen fuld hver gang. Jamen for hulan da! Hvem pokker kan vente 24 dage med at finde ud af om de er blevet millionærer???

Så jeg hostede altså op med den flade halvtredser og nu skal kalenderen så hænge i 38 dage inden jeg må åbne første låge. 38 dage????!!!! Det er næsten lige så længe som det tager at opdrætte en juleand efterhånden.

Så nu er jeg kommet på den geniale idé, at jeg vil fabrikere en før julekalender kalender.  Det kan også udvides til at være en før pakke pakkekalender.

Men altså en kalender der tæller ned til den rigtige kalender. En kalender der kan minde én om, at det snart er nu man må åbne låger og åbne små pakkegaver. Samtidig kan kalenderen også bruges til at skrive alle de ting ned man skal huske på og som man skal huske inden man glemmer det.

Der findes jo mennesker der allerede har købt julegaver i rigtig god tid. Og her taler vi om rigtig rigtig god tid. Jeg har ved gud aldrig fattet det. Jeg ved godt vi er stressede op mod jul. Men stresser vi i grunden ikke over at vi d. 24 oktober allerede bliver mindet om at det snart er snart. Det virker nærmest som en trussel nu med alle de forvarsler. Det er sgu næsten lige som den gamle fortælling om Peter og ulven. Måske skulle man omskrive Peters jul til Peter og jul-ven. Julven kommer, julven kommer.. Og ved hvad…det gør den altså ikke før d.24. december. Der skal kun hentes 1 juletræ. Steges lidt en and..-måske lidt ekstra mad hvis man bliver mange. Og så skal der købes julegaver. Og det skal selvfølgelig være gigantiske pakker, nu hvor vi har haft forventningens glæde i over 38 dage.

Men der kan man altså også nøjes med mindre pakker, -selvom vi tror, at størrelsen på den gave vi giver, også er størrelsen på det hjerte vi har. Men det er det altså ikke. Det er hjernen der snedigt kan regne frem til hvor mange penge man har fået gaver for. Det er bare helt omsonst. For det er hjertet der modtager gaver og hjertet der kan glædes. Og som der jo står i en gammel tekst. Julen er glædens fest. Men altså ikke 38 dage før d. 1 december. Det er svært at glæde sig alt for længe. Så kære alle jer, der mener vi skal mindes om julen længe før efteråret for alvor er skudt i gang. Lad os lige nyde hinanden og  efterårets mange farver lidt længere for ellers brænder vores julelys for hurtigt ned.

Du er nu nr. 17 i køen

Der er kø overalt. I HM, hos bageren, i storbyerne, på motorvejen, på parkeringspladser, i venteværelser, på sygehusene, hos lægevagten m.m. Jeg synes efterhånden ikke man kan gå ind i en forretning eller ringe til nogen, uden at man enten skal trække et nummer, eller få af vide at man er nummer 17 i køen. Når det drejer sig om telefonen synes jeg, at jeg gang på gang render ind i en omdirigering. Og jeg er 100 pct. overbevist om, at jeg ikke er den eneste.

Jeg ringede fx til et teleselskab. Og her er mine oplevelser.

Først tastede jeg nummeret til selskabet-det siger sig selv, og så blev jeg budt velkommen af en meget sympatisk, men dog elektronisk herre telefonstemme, -lad os kalde ham Ib. Ib kom nu med 15 forskellige forslag til tal jeg kunne trykke på, alt efter hvad min henvendelse drejede sig om. Der tabte jeg kæben første gang. Jeg forestillede mig et kæmpe kontor hvor der sad 100 mennesker med hver deres specifikke svar på kunders spørgsmål. Én kunne svare på: ” Hvorfor knirker telefonen?” En anden kunne svare på: ” Er det rimeligt at svigermor ringer hele tiden? ”

Nå, men efter de første 5 tryk muligheder, mistede jeg pusten og i de 2 sekunders fravær jeg nu havde, gik jeg glip af oplysning 6 og 7, og måtte derfor starte forfra igen. Så jeg ringede op- igen! Denne gang ventede jeg til Ib havde fået talt helt færdig og forsøgte at holde min koncentration på det højeste. Det lykkedes mig derfor, i andet forsøg, at taste 6 og så troede jeg at den hellige ko var velforvaret. Men nej. Nu sagde Ib: ” Vi er i gang med at lave en undersøgelse for at forbedre vores system, vil du deltage i det tryk 1, ellers tryk 2”? Der blev jeg godt nok i tvivl. Hvordan fanden kan man forbedre et system, der i forvejen har penslet alle spørgsmål ud og dermed giver indtryk af, at der er tænkt på alt?

Jeg havde ikke tid til at vente yderligere, så jeg sprang spørgerunden over og trykkede derfor 2. Så ventede jeg lidt. Utrolig irriterende musik fyldte nu min øregang og jeg vågnede brat, da Ib igen langt om længe sagde: ” Vi optager samtalen til træningsbrug”- du er nu nr. 17 i køen…!!!!! Nummer 17 i køen. Det er edder hytme en lang kø.

Efter 34 minutter og du er nummer 16, 15, 14, 13…..1, i køen,  kom jeg igennem og en venlig mand, med svensk accent, sagde: ”hej du taler med Steffan” i den anden ende af røret. Og al min irritation forsvandt. Jeg stillede mit spørgsmål og Steffan sagde desværre så, at det ikke var hans afdeling. Jeg skulle have tastet 5 helt tilbage i starten. Damn it.. Det orkede jeg bare ikke. Men heldigvis kunne Steffan omdirigere mig. Jeg takkede og bukkede og skrabede. Og så fik jeg igen den irriterende musik i øret og et; ” du er nu nummer 14 i køen. Da jeg så endelig kom igennem, så røg forbindelse! Så opgav jeg!

Inden længe er dette trykknaps system vel også nået til alarm 112. Forestil dig du står ved et ulykkessted og skal igennem samme procedure. ”Du har ringet til 112. Drejer din henvendelse om åbne benbrud, tast 1, har du fået kogende vand i øjet, tast 2, hvis de er faldet om med hjertestop tast 3.” Derefter vil du få læst brugsanvisningen op til en hjertestarter, hvis altså du kan finde én!