Trine Gadeberg

Sanger & performer

  • Home
  • Facts
  • Omtale
  • Video
  • Blog

Julen varer lige til påske

April 14, 2012 by Trine Gadeberg

Julen varer lige til påske siges der, men der er tilsyneladende ingen der efterlever dette gamle udsagn på nær mig. Jeg er åbenbart den eneste der lever efter den regel der hedder: ” Har man sagt A må man også sige B. Jeg kunne i hvert fald ikke se andre på den vej hvor jeg bor, udover mig selv, der hev julelysguirlander ned fra træer og buske i påsken. Selv rensdyret på taget og alle havenisserne har naboen hevet ind for millioner af år siden. Men det er sikkert noget med at spare på strømregningen. Fint skal det være, men kan selerne bære spørger jeg bare…!

Og ja…jeg fik da en spydig kommentar med på vejen fra en tilfældig mand med en lille påskebrandert, der spankulerede forbi mit hus, da jeg stod foran busken og baksede med at få lyskæden til at passe ned i den lille kasse den kom i fra Bilka. ”NÅ, julen varer lige til påske her hos dig!” Ja det gør den rent faktisk”, råbte jeg tilbage. ”For sådan er udsagnet jo”….Det hedder jo ikke, julen varer lige til d. 24 dec kl 22.15 når gaverne er væk under træet vel??” Selvom det måske burde. Den der ler sidst ler bedst, tænkte jeg. Nede i brugsens kølemontre er den færdige risengrød søren sjaskende heller ikke til at opstøve længere. Så varer det jo nok en rum tid før vi igen kan æde den grød vi selv har spyttet i.

Her den anden dag var der en mand der skød en hund. Det stod der i hvert fald en lille notits om i aviserne. Nu går man jo ikke rundt og skyder hunde. Det er bjørne man skyder. Manden har højst sandsynligt tænkt sig at købe noget skind. Og har taget fejl af en hund og en bjørn. Men hvad man ikke ved har man jo ikke ondt af.

Jamen hvad sker der lige for samfundet? Vi har lavet et samfund med nogle retningslinjer. Og det bliver da et ragnarok hvis ingen kan stole på det man siger længere. Julen burde varer lige til påske. Men det gør den altså ikke. Så hvis der ikke er andre i Danmark der lever efter reglerne længere, så gider jeg altså heller ikke blive ved med at kaste sten over til naboen. Selvom jeg i princippet godt må, for jeg har et lille drivhus af glas. Så næste gange julelysguirlanden skal pilles ned, bliver det altså en uge før påske. For jeg har ikke lyst til at skille mig ud fra mængden. Selvom jeg så med min nye handling hopper over hvor gærdet er lavest…men i er selv ude om det. Den der ikke vover vinder intet…

Filed Under: Klummer Tagged With: jul, Påske

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk

Copyright © 2021 · Parallax Pro Theme on Genesis Framework · WordPress · Log in