Ja, så er jeg så altså landet i Rwanda. Og jeg har lovet at sende klumme hernedefra. Det gør jeg så, selvom det har kostet blod sved og tårer. Der er nemlig intet internet hvor jeg bor. Og jeg bliver derfor i skrivende stund, kørt til en større by hvor der er et lille ADRA kontor. Hvis mine bogstaver hopper lidt, er det fordi jeg kører på en noget bumpet vej. Og forsøger at skrive imens. Til jer der ikke lige kender ADRA, kan I jo lige bruge et par minutter på at google det, så jeg ikke behøver at forklare det her. Men Anne-Louise Hassing og jer er i Rwanda for at lave 5 små film om landet, men også for at eksponerer ADRA. De er meget vellidte i Afrika, men sjovt nok ikke særlig kendte i Danmark. Så gør jer lige den tjeneste og google det. Hvorfor? Fordi jeg siger detJ!!!

Tilbage til Rwanda. Jeg er overvældet. Det er nok det smukkeste land jeg nogensinde har oplevet. Her er så rent og pænt, og det er også gældende for hovedstaden Kigali. Det er det simpelthen fordi det er forbudt at tage plastic med ind i Rwanda. Og der ligger intet på gaderne. Ej heller ikke i de små landsbyer. Den sidste lørdag om måneden går alle landets borgere ud og samler skrald. Det er simpelthen så fantastisk. Der er livsglæde, smil og faktisk samme humor som jeg. Det er så fedt!! Og ja der er masser af ekstreme fattige mennesker og man får lyst til at tage dem alle sammen med hjem. Men jeg er faktisk i i tvivl om de egentlig vil bytte? Vi har så mange livsstilssygdomme og måske ikke samme evne til at overleve? Samme livsnerve og evne til at sætte pris på det man har? Jeg lagde mærke til at børnene spiller fodbold med en tøjbylt som de har gjort rund med en masse snor og stofrester. De griner og hygger sig med en pind. Og jeg har bare skuffen nede. Hvor er vi forkælede i Danmark.
Vi kunne sagtens nøjes med det halve af alt hvad vi har.

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er så stor en fan af simple living som Anne-Louise er. Hun synes det er fedt trække rundt med en ged og gå på toilet de mest usle steder. Jeg holder mig hellere en hel dag, frem for at kaste mig ud i det projekt. Jeg er sikker på at Anne-Louise synes jeg er pylret og pjevset. Og bange for myg og jeg skal komme efter dig. Men hvad hun ikke ved er, at jeg for længst har overskredet min grænse ved alene at sætte mig i en flyver der går til et så fremmed land, hvor min mobil ikke virker, og hvor jeg lige skal smøre mig ind i myggebalsam og høj solcreme. Jeg er faktisk så stolt af mig selv. Og nyder også at blive denne oplevelse rigere. Jeg har kun tilbage at sige til jer læsere. Borgerkrigen er slut forlængst, så I kan sagtens rejse til Rwanda og få jer et billede af det smukke land på nethinden for livstid. Og mød mennesker med en selvrespekt vi kun kan respektere og blive klogere af.

Go go go Rwanda. Jeg tror på dig.