Mine tænder løber i vand. Hele kroppen sitrer af spænding. Øjnene vil ikke slippe den store slikkrukke på campingpladsens købmandsforretnings disk. Det er sandelige også uretfærdigt, for der er slik overalt og lige i børnehøjde. Jeg plager mor. Hiver hende lidt i skørtet. Plager igen. Hiver hende i skørtet igen. Men der er ingen kære mor. Ingen slik til lille Trine på 5 år. ØV!

Men slikket kalder på mig. Lokker med de forførende farver. Lokker og lokker og haps, så gør jeg noget som jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg snupper et stykke Jenka tyggegummi. Propper det i munden og mærker tyggegummisaften brede sin søde smag i mundhulerne. UHMMM det er himmelsk…

Men lykken varer sjældent ved. Mor opdager tyveriet og følger mig beslutsomt og med raske skridt, tilbage til købmandens disk. Der bliver jeg pålagt at aflevere det stjålne tilbage. (Som om købmanden gider at have min gennemgnaskede tyggegummiklat???!!!)
Mor siger: ”Hvad siger man så?”. Og jeg kunne jo ikke sige: ”må jeg tage et stykke mere?”. Brødbetynget og kuet får jeg stammet et spagt: ”undskyld”, frem. Og hold da ferie hvor var jeg flov. Flov helt ind i sjælen.
Det skal lige siges, at jeg som barn havde en ubændig trang til slik. Og kunne derfor lokkes til hvad som helst for et stribet hold kæft bolche. Sågar at gå 4 km ned til brugsen og 4 km hjem igen, for at handle varer ind til fru Olsen, kun fordi jeg vidste det ville udløse et stykke slik.

Jeg er også godt opdraget. Så jeg havde lært, dvs. tillært hjemmefra, at sige: tusind tak fru Olsen, det er næsten alt for meget. Fru Olsen opfattede det dog altid som et flabet svar. Måske jeg lige skulle have øvet mig lidt mere på betoningen dengang.

Men altså det stykke Jenka tyggegummi og nogle få mindre forseelser, fremkalder stadig en angst i mig, hver eneste gang jeg møder og hører lovens lange arm. Jeg tænker altid, at det er garanteret er mig de har tændt det blå disco lys og den hylende sirene for. Det er bare et spørgsmål om sekunder før de kommer og fanger mig og det blot fordi jeg som 5 årig stjal et stykke tyggegummi, som 12 årig løb over for rødt, i 1. klasse stak en hvid løgn om, at jeg havde fået en hest (vi boede i parcelhus, så den blev hurtigt dementeret af læreren). Eller de gange jeg har kørt en smule for stærkt, eller lavet en skilt sovs, eller da jeg brændte toastbrødene på for 3 gang. For ikke at tale om den ene gang jeg kom til at høre et Rasmus Seebach nummer fra start til slut. Kort sagt – mindre forseelser. Jeg mærker altid panikken brede sig, når politiet kommer susende hen ad vejen. Alt blodet løber fra hovedet og jeg er parat til at tage min straf. Men nej. Det var heller ikke mig denne gang. Gad vide hvorfor det skal være sådan? Hvorfor man altid føler sig en smule skyldig. Måske man bare én gang for alle burde ringe til politimesteren og få talt ud og få bøder og tilgivelse. Sådan en slags skriftestol, så de kan slette mig i den store sorte bog for altid . Så kan jeg, næste gang jeg møder politiet, nøjes med at vinke af hjertets kraft. Dog ikke så kraftigt at de opfatter det som om jeg vinker dem ind. Uha nej.
Lad mig lige tænke lidt mere over om jeg tør ringe. Så kan jeg jo i mellemtiden gnaske videre på det stykke Jenka tyggegummi jeg tilfældigt fandt i en frakke i noget gammelt lommeuld