Min datter skal konfirmeres!!!! D. 27. April. Det er lige om lidt!!! Jeg fatter ikke hvor min lille nyfødte baby er blevet af. Hvorfor hun ikke længere vil putte og ligge i mine arme. Hvorfor hun ikke længere har små buttede arme som smyger sig om halsen på min og piller ved min halskæde.
Jeg har bestemt ikke givet hende lov til at blive så stor, og hun får aldrig lov til at flyve fra reden og gifte sig med en eller anden, så jeg bare bliver skubbet til side og ringet til hver anden søndag!!!
Det er slet ikke gået op for mig at tiden er gået. Jeg hører altid ældre tale om, at man skal huske at nyde livet. Jeg troede bare ikke den var henvendt til mig. Men det føler jeg i den grad den er nu. Husk at nyd livet. For lige om lidt flyver de fra reden.
Jeg har set på en masse billeder i forbindelse med Andreas konfirmation og jeg husker hvert eneste moment. Jeg husker bare ikke tiden er gået! Jeg fandt fx et billede af hende, eller rettere en lille video optagelse hvor hun var møghamrende sur over hun ikke måtte få sin sut om dagen. Vi havde åbenbart forsøgt at trappe ned, så sutten kun var til om natten. Hun skreg og sparkede i gulvet Andrea kunne ikke finde sin mascara den anden dag. Og det var da næsten det samme udbrud som da hun var tre.. Og så er det igen jeg spørger: ” Hvor blev tiden af?
Jeg ville ønske at Andrea lige havde givet mig en vink med en vognstang om at hun altså voksede og en dag ville løsrive sig fra sin mor. Men nej…jeg har ikke fået et praj. Sådan noget skal nedtrappes ligesom sutten! Jeg skal lige have lidt tid til at vænne mig til tanken. Jeg ringede faktisk og talte med min egen mor om det var ligeså stort et chok for hende som for mig, at børn bliver større. Det var det åbenbart.
Jeg ved nu at der er andre mødre der sidder derude og har samme følelse som mig. At børn har mindre brug for os når de bliver ældre. At de ikke længere synes det er fedt at dele hemmeligheder og at jeg altid stiller tusind spørgsmål i håb om en medfølelse. Et strejf af uundværlighed. Min mor siger at det kommer tilbage bare i en anden form. Og det glæder jeg mig så meget til. Indtil da må jeg finde en anden måde at være mor på. Jeg vil altid være Andreas mor, men jeg skal bare acceptere at hun har sit liv og jeg har????? Øh…mit liv. Nyd det nu, det satans liv!