Jeg har lige haft to tilfælde med håndværkere der ikke kom til den aftalte tid. Nu skal jeg ikke dømme alle håndværkere ud fra den oplevelse. Jeg har bestemt haft flest positive oplevelser med handy mænd og kvinder. Der var bare lige en ting jeg studsede over i sidste uge.
Efter utallige forsøg, lykkedes det mig endeligt at opnå en aftale med håndværkeren og vedkommende skulle så komme den efterfølgende dag kl. 10. Der gik jeg så og ventede og ventede men ingen håndværker indfandt sig på min matrikel. Og da jeg senere om eftermiddagen ringede for at høre hvorfor han ikke var dukket op, var svaret blot: ” Gud, var det i dag.”
For det første er jeg ikke Gud. Jeg når ham ikke engang til sokkeholderne, og for det andet havde jeg ret. Det var rent faktisk ”Gud var det i dag”- vi havde lavet en aftale!
I det mindste kunne man ringe og sige at man var blevet forhindret eller at bilen var brudt sammen, eller noget helt tredje.
Tænk hvis det var mig der ikke overholdte en arbejdsmæssig aftale. Det ville være en større økonomisk katastrofe for mig, hvis jeg ikke dukkede op til aftenens forestilling fx i Sønderborg revyen, og så chefen ringer og siger: ” Trine, hvor bliver du af? Der sidder 500 mennesker i salen og venter spændt og jeg så bare svarer: ” Gud var det i dag”?
Eller hvad med kirugen? Patienten ligger på operationsbordet med hjertet blottet for at få indopereret en ny hjerteklap. Men kirugen er der ikke. Han har dog været så åndsnærværende og taget sin telefon med på golfbanen selvom man ikke må og svarer: ” Gud var det i dag”?
Eller hvad med dronningen? Nytårsaften kl. 18.00. Hele Danmark sidder klar ved fjernsynet og venter spændt på hvad Hendes Kongelige Højhed mon har fundet på at sige i år. Dronningen dukker bare ikke op. Hun er at finde på sit atelier med en spand vandfarve og en smøg i kræften. ”Deres majestæt, kl. er 18. 00 og nytårstalen venter”. Dronningen svarer: ” Gud er det i dag”? Gud bevarer Danmark og bevar mig vel, det havde jeg helt svedt ud”.
Og sådan kan jeg jo blive ved og finde flere og flere groteske eksempler.
Nu ved jeg godt vi bare taler om lille mig der er blevet offer for en enkel håndværker svips. Og så er det altså heller ikke værre. Jeg synes altså bare man skal holde hvad man lover. Så for søren, nu ringer klummechefen for JV og spørger hvor min klumme bliver af…..”Gud var det i dag!!