Trine Gadeberg

Sanger & performer

Kunne vi friste med en hæklenisser, eller en fiskestang?

by Leave a Comment

For nogen tid siden kom jeg til at deltage i en forbruger undersøgelse. Udelukkende fordi den lokkede med en PS4 hvis man altså vandt en lodtrækning. Min kæreste ville nemlig rigtig gerne eje sådan en maskine. Og jeg er jo i bund og grund et rart og venligt væsen. Så tænk hvis man lige kunne glæde ham med sådan én. Jeg brugte 5 minutter på at svare på alle mulige spørgsmål. Såsom: ” interesserer du dig for emner som hunde, madlavning og gamle motorer?”.

Jeg svarede behændigt på spørgsmålene og sluttede af med at give dem min mailadresse og mobilnummer, i det tilfælde, at de skulle ringe og overbringe mig den glædelig nyhed, at jeg var den heldige vinder af en PS4.

Der gik da heller ikke mere end et døgns tid før telefonen ringede. “Hej, du taler med Michael fra magasinet ”Jagt og Fiskeri.” Vi kan forstå at du har sagt ja til at blive ringet op for at høre om et godt tilbud”. Hvortil jeg venligt svarede: “det må vist være en misforståelse. Jeg har aldrig givet samtykke til sådan en opringning. Og desuden strækker min viden sig om fiskeri til den skalle jeg fangede med net i 4.klasse. Og sidst jeg havde en bøsse i hånden, var da jeg tog min applaus fra scenen med Jim Lyngvild.”

Så desværre Michael, jeg er ikke interesseret i dit blad om jagt og fiskeri. Men ellers tak for opringningen.

2 minutter efter jeg havde lagt røret på, ringede telefonen igen: “Goddag det er Marianne. Jeg ringer fra magasinet ”Strik dig glad.” Jeg kan forstå at du har sagt ja til at vi må ringe til dig og fortælle lidt om vores blad.  Jeg forklarede pænt at strikning ikke havde min store interesse og at det måtte bero på en misforståelse. Men så spurgte Marianne om jeg for nylig havde deltaget i en forbruger undersøgelse. Lidt spagt fik jeg fremstammet et..øhh ja?? Og Marianne kunne så fortælle mig, at jeg derigennem havde givet samtykke til at blive ringet op med gode tilbud om strikkepinde og garnstørrelser. Den følgende uge stod nu i telefon terrorens tegn. Jeg fik flere opkald end de gjorde ved afstemningen til Eurovison Songcontest.

Det var alt fra krimibøger til hæklenisser. Fra poler din bil til havenyt. Fra ”Vi med hund” til magasinet ”Gastro.” Jeg er lidt ked af at én af de sidste der ringede til mig var fra Red Barnet. For den søde pige i røret kunne jo ikke vide hvor mange opkald der var gået forud for hende, da jeg surt knaldede røret på med den besked. “at nu stopper I saftsuseme med at ringe til mig”.

Og hvad kan man så lære af alle de opkald om gode tilbud? For det første er det nok meget klogt altid at læse det der står med småt. For det andet må kæresten, hvis han er så vild efter at få den PS4, selv købe den. For jeg har ikke flere penge, da jeg efterfølgende har givet dem til Red Barnet. Det ringede de så også og sagde pænt tak for, endda med et nyt godt tilbud! For selvfølgelig støtter jeg op om gode projekter, jeg vil bare gerne selv i ro og mag bestemme hvad og ikke mindst hvornår.

 

Lad os kæmpe for privatlivets fred

by

Pheww!! Det er hårdt. Jeg sidder og laver regnskab. Finder bilag, tjekker dato, tid, sted og anvendelse som en anden arkæolog og fører det sirligt ind i mit lille regnskabsprogram.

Det ville være dejligt hvis jeg her på denne solskinsdag, kunne sidde ude i min have i stedet for. Evt. med selvsamme regnskab og nyde solen og pipsernes smukke sang. Men det tør jeg ikke. For sidst jeg var i haven, lugede jeg ukrudt. Med hænderne godt begravet i den danske ukrudtsmuld og bagdelen vendt mod himlen, kom google earths forbi med helikopteren og blitzede. Og nu er det skønne billede så foreviget på nettet.

Så nu sidder jeg indenfor med gardiner trukket for, så ingen kan se mig. Heller ikke Henrik Qvortrup, hvis han i ren vildledelse tror, at jeg er så kendt, at det er værd at sende en fotograf ud efter. Jeg har også overvejet om jeg simpelthen skulle ringe til Se &Humør og spørge, om de da ikke, nu de formentlig har alle mine kontobevægelser, simpelthen bare kunne lave mit regnskab for mig? Og når de så alligevel er i gang, så kan de også tjekke hvilke madvarer jeg plejer at handle ind. For jeg vover mig hverken i Brugsen eller i Rema. Der bliver vi også overvåget.

Formentlig også at Se &Humør. Der er kameraer i loftet og jeg går ikke udenfor en dør uden læbestift og lidt mascara. Ikke flere mærkværdige billeder af mig med bagen i vejret.

Jeg vil dog mene at mit fjæs stadigvæk er kønnere end min bagdel. Lidt endnu i hvert fald.

Der er simpelthen overvågning overalt.

Også på nettet. Der plopper hele tiden hårde hvidevarer forslag op på de sider jeg sidder og surfer på. Jeg tjekkede bare en vaskemaskine ud i sidste uge..og nu mener hele hårde hvidevarer branchen at jeg skal tjekke dem alle ud!! Så grundigt vasker jeg ikke engang mit tøj! Jeg tror overvågning er kommet for at blive.

Men privatlivets fred skal vi trods alt bevare så længe vi kan. Vi har alle brug for et sted hvor vi bare kan være 100 pct. os selv. Det er forbudt at tjekke andres folks smser, dagbøger, facebook og håndtasker og kontobevægelser.

Lad os kæmpe for det.

Jeg har dog blot et lille ønske. Jeg sidder og leder efter et bilag fra en tankstation i Hobro d. 12. Maj 2013. Gider Se &Humør lige sende det til mig? Så er jeg nemlig også færdig. I hvert fald med mit regnskab.

Fra påske til kylling

by

Påsken er over os og det vrimler med chokoladeæg i alverdens udgaver. Der hænger gule kyllinger overalt og påskebryggen er sat på køl. Gækkebrevene er blevet sendt af sted og påskeliljerne står i fuld flor.
I dag bliver der reklameret mere for påskebryggen end den egentlige årsag til vi holder påske. Sådan er det vel lidt generelt for alle højtiderne. Men at spise og give æg i forbindelsen med påsken, har faktisk rod i opstandelsen. Æggeskallen repræsenter det kolde og uigennemtrængelige. Alligevel formår liv at udskille sig deraf. Kyllingen bryder frem af skallen og nyt liv tager form.
Så selvom påskebryggen har fået mere plads end måske hvad godt er, ja så er der jo tankevækkende at det en lille kylling der pynter på etiketten og dermed også et tegn på opstandelse.
Ægge traditionen, kan jeg google mig frem til, stammer helt tilbage fra 1600 tallet og er opstået af flere årsager. Man fastede jo en måned før påsken og derfor havde man travlt med at få spist alle de overskydende æg hønen havde fået lagt i fastetiden. Det giver jo god mening. Én anden forklaring er, at æg blev brugt som betalingsmiddel, og da hønen fra naturens side, lægger mange æg i foråret, ja så var det helt naturligt at det blev et handelsmiddel.
Chokolade påskeæg er en lidt nyere ting fra 1920erne. Og det er jo i sandhed en rigtig god ting. Vi faster jo ikke på samme måde længere, eller jeg gør i hvert fald ikke og hvis jeg skulle spise et hønseæg for hver chokoladebid jeg tog, ja så ville jeg kløjs i proteiner.

Gækkebreve er en anden ting i forbindelse med påsken og da jeg var barn, sendte jeg og mine søskende selvfølgelig gækkebreve til mine forældre. Med håb om at det udløste et chokoladeæg. Mine forældre havde været betænksomme da de navngav os tre ældste piger med lige antal bogstaver. Mette, Trine og Rikke. Fem prikker til hver. Men noget må have slået helt klik for dem, da de valgte at kalde vores lillebror for Jens. Ups, der var så kun 4 prikker til ham! Så var det jo tydeligt at se hvem der var afsender når han sendte gækkebreve af sted.
Alligevel lykkedes det dog Jens hver år at få et påskeæg. Om det skyldes at mine forældre simpelthen ikke evnede at gætte rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Men chokolade det fik han.

Min egen lille datter. Ja hun var altså svær at gætte. Man har jo 3 forsøg, og det har aldrig lykkedes mig at gætte at gækkebrevet kom fra hende. Jeg ved godt at jeg kun har et barn, men alligevel. Det kan jo stamme fra så mange andre der har 6 prikker i deres navn!!!

Jeg vil ønske jer alle en god påske. Og jeg vil spise masser af lækker chokolade, drikke behersket af påskebryggen og nyde at foråret springer mere og mere ud som kyllingen af ægget. Slutteligt et lille gækkebrev til jer?? Kan I gætte hvem det er fra??? Hvis ikke?? Hit med et påskeæg!

En vintergæk, en sommernar, en fugl foruden vinger En lille ven som har dig kær, en kærlig hilsen bringer Mit navn det står med prikker Pas på det ikke stikker …..

Mick Jagger for lækker til letmælk

by

Hvornår er man attraktiv og hvornår er man ikke. Hvis Mick Jagger kom gående forbi mit hus, uden at jeg vidste det var ham, ville jeg så pifte af ham og invitere ham ind på en kop kaffe og en hold snak og måske en småkage. Eller ville jeg tænke: Hold da op, der går en gammel mand!
Jeg ved det ikke, men jeg hælder nok mest til den tanke, at hvis jeg i forvejen havde fået et nys om at selveste Mick Jagger jogger rundt i min by, så ville jeg nok tage det fineste sæt tøj på og helt tilfældigt vandre rundt i haven og synge: ”I cant get no, satisfaction”. Og det ville Mick Jagger høre, og invitere mig som special guest star på årets Roskilde festival. Eller ville han det ? Vi får det aldrig af vide.

Forestil dig hvis Mick Jagger havde en dansk tvilling bror. Lad os kalde han Peter Hansen og antage at han bor i Ølgod og arbejder som mejerist. Hvis Peter Hansen, der ligner Mick Jagger på en prik, tilfældigt kom gående foran mit hus, så ville jeg sikkert slet ikke notere det. Jeg vil ikke engang bruge tid på at overveje om Peter Hansen var lækker. Desværre tror jeg at Peter Hansens kone formentlig er den eneste der synes, at Peter Hansen er gude lækker og prinsens på den mælkehvide hest. For Mick Jagger er ved den søde grød ikke særlig pæn. Nu er det sagt. Og den lader jeg stå for egen regning, for det kan jo være der er nogen af jer der har en anden mening. Jeg har hørt op til flere der mener han har en lækker røv.
Men fordi han har en position indenfor musikken og dermed har magt og en hel del penge på kistebunden og kan svinge lidt med hofterne, ja så besvimer kvinderne på stribe. Gid det også måtte være sådan for førnævnte Peter Hansen.
”Uhh som Peter Hansen har fået lavet en ordentlig omgang letmælk i dag og et halv ton skimmel ost!!! Jeg tror jeg besvimer nu”!! SÅ kan vi være forsikret om at den eneste grund til at kvinderne dåner er pga den sure osteløbe. Men når vi står foran scenen og hyler og skriger for at få øjenkontakt med selveste Jagger, ja så er der højrisiko for at vi black outer af lykke ved det mindste hoftevrik.

Nu kan man så undre sig over hvorfor i himlens navn der så ikke er en eneste der besvimer af lykke når jeg er ude og skråle i mikrofonen? Jeg vil påstå, måske lidt selvfedt, at jeg er en hel del kønnere end Jagger. Jeg er da også noget indenfor musikken?? Men jeg er ikke verdensstjerne….endnu!! og jeg har heller ikke millioner på kistebunden ?
Sagt mellem os. Så gør det heller ikke noget. Det er ikke noget jeg ligefrem higer efter. For det må sørme heller ikke være nemt at være verdensstjerne hvor vennerne garanteret aldrig siger deres oprigtige mening. Den slags venner hænger nemlig ikke på træerne men derimod i skørterne på Mick Jagger.
Det er lige før jeg vil sige til Peter Hansen. Godt du ”can get some oprigtigt og velment satisfaction” hos fruen derhjemme. For en liter letmælk og en god gang skimmelost, det ved man hvad er.

I den sorte forseelsesbog

by

Mine tænder løber i vand. Hele kroppen sitrer af spænding. Øjnene vil ikke slippe den store slikkrukke på campingpladsens købmandsforretnings disk. Det er sandelige også uretfærdigt, for der er slik overalt og lige i børnehøjde. Jeg plager mor. Hiver hende lidt i skørtet. Plager igen. Hiver hende i skørtet igen. Men der er ingen kære mor. Ingen slik til lille Trine på 5 år. ØV!

Men slikket kalder på mig. Lokker med de forførende farver. Lokker og lokker og haps, så gør jeg noget som jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg snupper et stykke Jenka tyggegummi. Propper det i munden og mærker tyggegummisaften brede sin søde smag i mundhulerne. UHMMM det er himmelsk…

Men lykken varer sjældent ved. Mor opdager tyveriet og følger mig beslutsomt og med raske skridt, tilbage til købmandens disk. Der bliver jeg pålagt at aflevere det stjålne tilbage. (Som om købmanden gider at have min gennemgnaskede tyggegummiklat???!!!)
Mor siger: ”Hvad siger man så?”. Og jeg kunne jo ikke sige: ”må jeg tage et stykke mere?”. Brødbetynget og kuet får jeg stammet et spagt: ”undskyld”, frem. Og hold da ferie hvor var jeg flov. Flov helt ind i sjælen.
Det skal lige siges, at jeg som barn havde en ubændig trang til slik. Og kunne derfor lokkes til hvad som helst for et stribet hold kæft bolche. Sågar at gå 4 km ned til brugsen og 4 km hjem igen, for at handle varer ind til fru Olsen, kun fordi jeg vidste det ville udløse et stykke slik.

Jeg er også godt opdraget. Så jeg havde lært, dvs. tillært hjemmefra, at sige: tusind tak fru Olsen, det er næsten alt for meget. Fru Olsen opfattede det dog altid som et flabet svar. Måske jeg lige skulle have øvet mig lidt mere på betoningen dengang.

Men altså det stykke Jenka tyggegummi og nogle få mindre forseelser, fremkalder stadig en angst i mig, hver eneste gang jeg møder og hører lovens lange arm. Jeg tænker altid, at det er garanteret er mig de har tændt det blå disco lys og den hylende sirene for. Det er bare et spørgsmål om sekunder før de kommer og fanger mig og det blot fordi jeg som 5 årig stjal et stykke tyggegummi, som 12 årig løb over for rødt, i 1. klasse stak en hvid løgn om, at jeg havde fået en hest (vi boede i parcelhus, så den blev hurtigt dementeret af læreren). Eller de gange jeg har kørt en smule for stærkt, eller lavet en skilt sovs, eller da jeg brændte toastbrødene på for 3 gang. For ikke at tale om den ene gang jeg kom til at høre et Rasmus Seebach nummer fra start til slut. Kort sagt – mindre forseelser. Jeg mærker altid panikken brede sig, når politiet kommer susende hen ad vejen. Alt blodet løber fra hovedet og jeg er parat til at tage min straf. Men nej. Det var heller ikke mig denne gang. Gad vide hvorfor det skal være sådan? Hvorfor man altid føler sig en smule skyldig. Måske man bare én gang for alle burde ringe til politimesteren og få talt ud og få bøder og tilgivelse. Sådan en slags skriftestol, så de kan slette mig i den store sorte bog for altid . Så kan jeg, næste gang jeg møder politiet, nøjes med at vinke af hjertets kraft. Dog ikke så kraftigt at de opfatter det som om jeg vinker dem ind. Uha nej.
Lad mig lige tænke lidt mere over om jeg tør ringe. Så kan jeg jo i mellemtiden gnaske videre på det stykke Jenka tyggegummi jeg tilfældigt fandt i en frakke i noget gammelt lommeuld

Hellere én cookie i hånden end to på nettet

by

Jeg bliver altid så sulten når jeg surfer på nettet. For hver eneste gang jeg besøger en ny side, dukker der cookies op. Men aldrig en opskrift. Og så surfer jeg rundt efter den opskrift. Og jo mere jeg surfer jo flere cookies. Det er en skrue uden ende. Og desværre ikke en skumskrue.

Cookies oversat fra engelsk betyder jo småkage. En småkage er for mig en lille flad delikat ting man kan holde imellem to fingre og nyde til en kaffetår. Det er altså ikke en kæmpe kage som man ofte er nødt til at spise med en lille kagegaffel. Cookie på nettet er betegnelse for data der gemmes i din computer, så den kan huske hvor du har været og hvilke sider og ting du har surfet efter.

Måske man skulle have valgt at kalde denne lille data indgriben for cookie dough i stedet for? Altså kagedej. Vi ved jo at en kagedej er en blævrende masse der opsluger alt hvad du putter i dejen. Og ting er umuligt at finde igen hvis du eksempelvis har tabt en grydeske eller en gammel kvittering, en dåseåbner, din søde farmor eller en hemmelig socialdemokratisk forfatter nede i dejen. Dejen sluger simpelthen det hele.
Hvor om alting er, så finder jeg det skræmmende, at der simpelthen er trængt en lille småkage ind i min computer og at denne lille kage ved alt om hvad jeg foretager mig. Det er da overvågning der vil noget. Hvis jeg fx har surfet efter et par gode gummistøvler, så er der annoncer på facebook for gummistøvler uanset hvor jeg vender blikket hen på skærmen. Jeg leder jo ikke efter 20 par gummistøvler!!!

Et andet ord på computeren er ordet. ”Spam”. På nettet er spam betegnelsen for at modtage uønsket reklame. Vi bliver overlæsset/spammet med oplysninger som vi absolut ikke har brug for.
Men i virkeligheden er spam et blandingsprodukt mellem krydret flæsk og skinke. Spam, spam, spam, spam. Monty Python lavede en sketch i 70´erne hvor ordet spam indgik 132 gange. Altså igen noget med mad.
Men mad er jo også oppe i tiden. Bare lidt sjovt at det udelukkende er lidt usunde madvaner computeren har. Cookies og spam. Men på den anden side. Det er jo også lidt usundt det spam og cookies gør i computeren. Jeg synes i hvert fald det er en smule irriterende til tider.
Specielt når vi ved hvad sunde madvalg gør for os. Måske man hellere skulle kalde cookies for carrot og spam for squash. Så bliver det hele lidt sundere. Selvom jeg synes det er lidt sjovere med 1 cookies i hånden frem for 2 på nettet.

Julen har bragt rosiner ud

by

”Julen har bragt rosiner ud”, sang jeg i min barndom, har mine forældre fortalt mig. Da min egen datter var lille sang hun: ”Et barn er født i Betlehem, thi glæder sig og rutsjer hjem.”

Denne barnlige og søde forvikling, er jeg bare stor fan af. Børn synger det de oplever og med de ord de kender. Men Andrea har jo i den grad ret. At rutsje er og var for hende noget af det sjoveste man kunne foretage sig. Og dermed bliver den begivenhed der skete julenat i Betlehem endnu mere livsbekræftende. At jeg så til gengæld var mere optaget af, at julen bragte rosiner ud, er så en hel anden historie, der nok siger lidt om mere om hvor mit fokus lå henne.

Men disse skæve forviklinger og denne fantastiske barneglæde, mærker jeg i særdeleshed på min tur rundt om i landet. Det være sig som nissen Pyt, eller når jeg synger julekoncert i kirkerne. Børns glæde og forventning kan ikke måles med noget som helst andet i julen. Andrea og jeg oplevede blandt andet på vores Pyt og Karla tur, (Karla hedder den rolle som Andrea spiller i julekalenderen der pt. vises på DR1) Karla og Pyt fik nemlig et telefonopkald fra julemanden. Julemanden bad os om at få alle børn til at råbe deres navn op til os på scenen så julemanden kunne skrive det ned, og dermed komme forbi med kanen med en gave. Jeg gentog et par stykker af disse navne der blev råbt op til os. Efter showet kom en lille pige hen til os og sagde at hun var sikker på at hun ikke ville få en gave fra julemanden for jeg havde ikke nævnt hendes navn. Hun hed Bjørk. Jeg forsikrede Bjørk om, at det ville hun få, jeg ville nemlig ringe julemanden op igen. Hvilket jeg også gjorde.
Jeg blev ganske rørt over den lille episode og jeg sørger personligt for, at julemanden også kommer forbi hvor Bjørk bor. Denne tro på julemanden eksistens og hele magien omkring det, er i den grad fascinerende. Jeg ville ønske at vi voksne mennesker måtte beholde vores evne til at fantasere og tro på julemænd, trolde, hekse, tandfeer m.m. lidt længere end vi gør. Denne magi og barnlige glæde løfter os nemlig ind i et univers hvor smil og latter hersker. Det er der en god fortælling er med til at udvikle os som mennesker og hvor evnen til at blive draget af noget kommer i fuldt flor.
Jeg vil slå et slag for, at vi alle må få en rigtig fantasifuld jul. At vi alle husker at sætte risengrøden frem til nissen. Og husk også at rense skorstene så julemanden ikke skal til renseri med sit tøj når alle gaverne er ligeligt fordelt i hele kongeriget. Han favner nemlig også hver barnesjæl på jord.

Glædelig jul.

Tid er noget mærkeligt noget

by

Når man står i supermarkedet i en lang kø, kan tiden indimellem godt snegle sig afsted. Specielt hvis det viser sig, at man har valgt den forkerte kø. Endnu værre er det, hvis man har en aftale og dermed har en tidsdeadline i den anden ende. Så synes tiden i kassekøen endnu langsommere hvorimod din mødedeadline, løber stærkere end en hest kan rende.
Jeg har tit undret mig over at en halv time både kan føles som en evighed og andre gange kan man slet ikke få tid nok.

Jeg hørte en sød historie fra et fritidshjem for nylig hvor børnene skulle deles om en computer og derfor fik en halv time hver. Ungerne brokkede sig og syntes det var alt alt for lidt tid..Men da de så senere, om eftermiddagen, skulle udenfor og lege i en halv time, brokkede de sig over at tiden pludselig var alt for meget.

Tid er også en væsentlig faktor i madlavning. Det er dumt at starte med at koge kartoflerne først, når det er kyllingstegen der skal have længst tid, selvom kyllingen ikke må få for lidt tid.
Og ventetiden op til jul for børn er dræbende. Der kan computerspil og disneyshow nærmest ikke udfylde den lange ventetid fordi forventningens glæde er så stor.
Jeg synes også min seng om morgenen er alt for varm og for god til at vækkeruret simpelthen har ret i sin ringetid. Det kan simpelthen ikke passe at kl. er blevet 6.30 så hurtigt, når jeg nærmest lige er gået i seng!!! Og hvis jeg så lige lukker øjnene et split sekund, så er der fluks gået 20 minutter.

Så konklusionen må være, at alt det der er styret af lyst æder vores tid. Vi kan ikke få nok. Men alt det vi ikke gider og ikke selv er herre over, virker dræbende langt.
Nu er det jo så spændende at se, hvilket regnestykke det enkelte menneske får hvis det gøres op i god og dårlig tid?! Hvor tit laver vi noget vi virkelig har lyst til ? Hvor meget af vores liv er egentlig til besvær? Jeg vil gerne indrømme at jeg hader at stå i kø. Jeg kan ligefrem virke lidt tvær i betrækket. Men det er som regel altid fordi jeg skal nå noget andet. Og det er jo ikke de andre mennesker i køens problem.

Og på den anden side er det godt at kede sig. Det er godt at tiden kan virke lang. For ellers kan den heller ikke virke kort. ! Vi er nødt til at have modpoler i alt det vi gør. Ellers bliver livet ligegyldigt.
Jeg har sådan lyst til at sige, at tiden simpelthen ikke må styre mit liv som den gør. Men i stedet vil jeg forsøge at få den tid i køen til at være kvalitetstid. Jeg skal bare lige hitte ud af hvordan man gør. Nogen der har et godt råd?
Nu har jeg ikke tid til at skrive mere, da jeg skal videre i teksten. Ikke i denne tekst, men i en anden tidskrævende opgave!!

Emma Gad og jeg gider også

by

Vi er sikkert mange der har hørt og evt. også læst Emma Gads takt og tone. En bog om hvordan man opfører sig korrekt og hvad der i det hele taget, er god etikette. Vi har alle indimellem brug for gode råd, hvis vi eksempelvis er blevet inviteret til en fest, hvor der er tvivl om påklædning eller deslige. Så er det godt at Emma Gads lille katekismus igennem årtier har givet og giver svar på disse spørgsmål. Nogle vil mene bogen er støvet og forældet. Det er den måske også, men jeg mener ikke det er nogen skade til at opføre sig anstændigt og vide lidt om hvad der er skik og brug.

Jeg vil hermed forsøge at lave Trine Gads takt og tone indenfor teater etikette. Hvordan man går i teatret og dermed også vores opførsel hermed. Dette skal ses som en venlig og humoristisk påmindelse. Og det er taget ud fra egne erfaringer både som aktør og publikummer. Så med andre ord. Hammeren rammer også mit hoved.

For det første vil jeg på det kraftigste opfordre til at man kommer af sted i teatret. Og at man åbner op for alle de sanselige sluser vi mennesker er i besiddelse af. Dette gælder i øvrigt også for alt andet udøvende kunst. Kunst har ikke altid en facitliste. Men det er en oplagt mulighed for at give næring til de områder af hjernen der ikke så ofte bliver udfordret.

Når du først har fået dig lettet fra sofaen og bestilt din billet i god tid, så er det bare af med joggingsættet og på med lidt mere festligt tøj. Hvis du nu fx er single kan du risikere at møde din udkårne i teatret. Og så skal du jo se hamrende godt ud.

Kom i god tid. Specielt også hvis du ikke har bestilt billetten hjemmefra. Der er mange ting at gå og snuse til. Kunst på væggene. Skulpturer. Andre mennesker. En herlig drink ved baren. Eller simpelthen tjekke hvor gode toiletforholdene er.

Hvis der er barnepige på derhjemme, er det nu du skal skrive en sms om at du lukker for telefonen, men tænder den i pausen. Og når du har sendt den sms…ja så lukker du rent faktisk for telefonen. Så spiser du de sidste guldkarameller eller andet slik som er indpakket i papir der gnitrer meget. Det skal du ikke bruge tid og kræfter på i teatersalen. Det forstyrrer andre mennesker og udøverne.

Hvis du kommer for sent til forestilling, altså når dørene er lukket, så vent med at gå ind i salen indtil det er passende. Det kan være på det tidspunkt hvor du kan høre en klapsalver. Ellers må du pænt vente til pausen. Bliv siddende under hele forestillingen. Hvis du ikke kan lide stykket så vent med at gå i pausen og ti stille under fremvisningen. Vent med at give udtryk for hvad du mener om det du ser til pausen. Eller når du kommer hjem og ringer til faster Oda. Der er nemlig ikke sikkert at resten af publikummerne deler din smag og er enig med dig.

Scenen er ikke et bord, så hold din øl eller drink i hånden.
Sluttelig til alle skuespillere og udøvende kunstner. Kom til tiden, sluk din mobiltelefon, diskuter ikke publikummer højlydt bag scenen, vent til du bliver spurgt. Gå ikke før stykket er slut, stil ikke din øl på scenen og lad være med at tigge guldkarameller!

Grøn mad og rynkecreme

by

På en tankstation på Fyn stopper min datter og jeg op for at få en bid aftensmad. Vi er jo meget sunde når det slår os og jeg leder nu med lys og lygte efter noget sådant. Jeg må derfor beklage, at udbuddet af sund kost på de danske tankstationer må gå under betegnelse: ”ringe”!!!
Der er dog een sandwich der vækker min nysgerrighed med et mærkat påsat: ”det sunde alternativ”. Det er selvfølgelig den jeg tager og ånder lettet op. Lige indtil jeg står med en kæmpe hvede kleppert på halvandet kilo der har fået tilført sig noget umiskendeligt spinat og som dermed giver hvedebollen en mulighed for at kalde sig: ”spinatbolle”. Det er lidt ligesom en rejesalat hvor man skal kigge i krak efter en enkelt lille lyserød reje. Tænk at man kan være bekendt at kalde det for det sunde alternativ????
Så hellere æde en omgang bøf savsmuld på den gyldne måge. Ja undskyld mit vredes opstød. Men jeg er efterhånden ved at være så gal i æbleskralden over hvordan vi markedsfører vores produkter både her og hisset.

I sidste uge var jeg på ferie i London og de første 8 forskellige mennesker stoppede mig i parfume afdelingen i Selfridges. (Et stormagasin i centrum af London ) Disse 8 mennesker ville vise og påføre mig det sidste nye indenfor hudplejen. Alt sammen noget der kunne trylle huden yngre på et splitsekund. Og hvert eneste lille cremetilbud havde fået tilført det sidste nye indenfor hudplejen, nemlig hav-alge-tang fra det røde og døde hav, den sidste nye bændelormssaft, den sidste nye kamelspyt, der netop gør min hud så blød som en barnenumse.

Det eneste det gør, lidt ligesom spinatbollen, er at det udgiver sig for noget det ikke er. Hvis alle har et vidunder middel hvorfor bruger vi så ikke alle sammen det? Hvorfor er der overhovedet noget der hedder rynker. Hvis en gigant hvedebolle med 1 mikrogram spinat i kan være det sunde alternativ, hvorfor er overvægt så ved at være en ligeså stor landeplage som diverse Rasmus Seebach hits.
Vi kan vist alle blive enige om, at der ikke er noget i den bolle der er sundt. Der er heller ikke noget i hudplejeserien der kan udvise mirakler. Jeg ved ikke hvem jeg skal være mest sur på. Dem der sælger mig produkterne, fordi de tror, at jeg er så dum at tro på deres små mirakler, eller mig selv, fordi jeg er så dum, at jeg i et nanosekund tror på hvad de siger. Og tro mig et nano sekund er nok til at købe både en såkaldt sund spinatbolle og en omgang trylleprinsesse creme.
Note to self: ”Sund mad får man ikke på en tankstation og creme kan ikke fjerne rynker.

At overkomme livet

by Leave a Comment

Midt i cirkusset, på det allerhøjeste sted, helt oppe under loftet, hænger to mennesker. Det eneste de har at klamre sig til, er et rødt kraftigt silketørklæde. Her swinger de rundt som Tarzan og Jane og laver akrobatik så alle holder vejret. Jeg taler om en stærk mand og hans yderst akrobatiske kone. Hun kan bruge kroppen på alle leder og kanter, så man tror det er løgn.

Jeg står og kigger ud gennem scenetæppet og fatter simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre. Det er underholdning i verdensklasse og jeg føler mig en anelse pinlig over, at jeg efterfølgende skal ind og lave min Moster Emma monolog. Som nærmest kun består af: ”Skralderalle og pip siger lille fugl.

Jeg bliver altid så imponeret, når folk kan noget man ikke bare lærer søndag formiddag. Som fx da min søster vendte hjem efter 5 år i Spanien og nu både kunne skrive og tale spansk til Ug+. Jeg følte ikke jeg havde lært noget særligt i de fem år hun havde været væk. Jo-jo, der er skam masser af mennesker der spørger mig: ”Trine, hvor kan du alle disse sangtekster fra? Hvor gemmer du alle disse ord?”- Og tænk! Jeg synes slet ikke det er en særlig bedrift. Det er jo bare noget jeg har opøvet med tiden.

Tilbage til akrobaterne. Nu har jeg været sammen med dem i 12 dage til en Kabaret i Odense. Deres akrobatiske drift er én ting, men det der rørte mig allerdybest, var deres 3 årige søn. Han er født downs syndrom og for mig at se, den helt store helt i denne Kabaret. Æblet falder jo ikke langt fra stammen som man siger. Og det gjaldt også her. I pauserne nød den lille dreng at lave håndstand og saltomortaler i luften med hjælp fra far. Han er født ind i en akrobat familie, hvor alle typer mennesker er velkomne. Store som små, tynde som tykke, dværge og skæggede damer. Uh hvor ville jeg ønske, at vores samfund var ligeså gearet til alt det der lige falder ud af normen. Men i dag kan vi jo nærmest bestemme hvordan vores børn skal se ud, og sortere dem fra i et væk. Jeg synes det er super ærgerligt, at vores samfund bliver mindre og mindre nuanceret. At vi kan overkomme mindre og mindre. I 12 dage sad Florian, som drengen hed, på mit skød og legede med min iPhone og sendte mig håndkys og klappede i et væk. I 14 dage følte jeg mig utrolig privilegeret over at få lov at tilbringe tid med ham. Det var en ren fryd. Men ikke desto mindre fik han mig til at tænke over livet. At der skal være plads til alle og at vi alle kan noget helt særligt. Vi skal bare opdage det, for vi kan overkomme langt meget mere end vi tror.

Spil Malthe!!

by Leave a Comment

”Spil Malthe”, skriger Malthes far ude fra sidelinjen til en miniput fodboldkamp på det lokale stadion. Malthe bliver spillet, og så råber far: ” Kør selv Malthe”!!!! Jeg var målløs og besluttede mig for at bruge samme teknik ved den årlige musikskolekoncert: ”spil selv Andrea…”kør solo Andrea ”, til den årlige musikskolekoncert. Den bemærkning fik jeg rigtig mange underlige blikke på. Og jeg skal bestemt heller ikke gøre mig hellig.

Jeg kender godt følelsen af at vores børn for guds skyld næsten udelukkende skal have succesoplevelser. Jeg vil også gå igennem ild og vand for mit barn. Det værste er blot, at det ikke er en holdbar situation. Det er ikke en langsigtet god plan.

Sådan er det heller ikke i Malthes situation. For det var ikke klogt at spille Malthe. Det var ikke en langsigtet holdbar taktik, idet Malthe var placeret helt nede ved egen banehalvdel og dermed skulle drible alt for langt op til målet. Det ville have været langt bedre, hvis Malthe selv lærte at vurdere og tage et overblik over hvor den tætteste medspiller var, eller om der var én der var helt fri længere fremme.

Jeg er desværre nødt til at sige det. Sådan fungerer verden også i dag. Det er hele tiden på den korte bane der spilles. Kortsigtede løsninger for egen vindings skyld. ås m underlige blikke på.

Det gælder alle former for forretninger, tv-produktioner, og ikke mindst politik.

Enhver er sin egen lykkes smed og enhver hytter sit eget skind. Jeg har endda lige hørt, at der er nogle politikere der vil skære ned i udlandsbistanden??!! Uhørt. Vi har pligt til at hjælpe med langsigtede løsninger, så verden kan blive et bedre sted for os alle. Uanset om man hedder Josef eller Maria.

Jeg forstår ikke, at vi gang på gang vælger os selv først, for det skaber stress. Vi skal hele tiden være på vagt og være bekymrede for, om nogen tager eller stjæler noget fra os. Om vi går glip af noget. Eller om man selv får noget ud af det, når man gør andre en tjeneste.

Vi glemmer helt at livet er til for at leves. Livet er til for at glædes. For livet er alt for kort til kun at tænke på egen succes. Det er nemmere sagt end gjort. Men ikke desto mindre rigtigt.

Mit ønske er at vi bliver bedre til at spille på den lange bane. At vi alle, inklusive politikere, tænker på andet end at sætte et ” se hvad jeg har udrettet” eftermæle. Jeg kunne godt tænke mig at vi tænker lidt længere end ud til vores egen fodboldsstøvle. At vi sparker gang i medmenneskeligheden og tackler udfordringer med mere langsigtet taktik. At vi bliver bedre til at selv lidt længere frem på banen og overskue lidt mere end hvad vi tror vi kan. At vi glemmer os selv for en stund og nyder hinanden og livet lidt mere, så vi alle kan komme bedst i mål.

 

En platfodet flue med et blåt øje

by Leave a Comment

…sang min far nærmest ustandseligt i min barndom. Så meget, at jeg i lang tid troede at alle fluer var platfodede. Jeg kom til at tænke på det den anden dag, hvilket førte mig videre i flue tanken. Man skulle nemlig tro at fluen var et kært barn, for den har lagt navn til mangt og meget.  Som fx: ” at falde som fluer”, ”fare rundt som en flue i en flødeflaske”, ”slå to fluer med et smæk”, ”sætte nogle fluer i hovedet”, ”være en flue på væggen”. Og jeg kan også nævne: ”fluebinding”, ”flueknepperi”,  samt alle fluerne i tandpastaen. Men det er vist noget helt andet.

Det er ikke fordi jeg er ude på at gøre en flue fortræd, men jeg vil altså gerne her komme med en lille biologisk gennemgang af døgnfluen, for jeg synes døgnfluen har mange ligheder med tv-udsendelserne i dag. Og det er da vildt at et så lille dyr kan være inspirator for så meget. Vi kunne for sjov bare lige prøve at sammenstille døgnfluen med X-factor deltagerne. Men det kunne også have været ”divaer i junglen, ”paradise hotel”, ”for lækker til love”, ”fristet”.  Ja der er rigeligt med fluer på den store dampende varme reality lort.

Der er forskellige arter af døgnfluer, men kendetegnet for dem alle er, at de har et meget kort voksen liv. De har ikke noget puppestadie og har derfor en ufuldstændig forvandling. Men lad os bare forholde os til en flueart, eller rettere, bare en enkelt lille døgnflue som vi her for sjov skyld kalder X.

Flueægget X vokser ekstremt hurtigt. Fra få millimeter op til 36 mm. Han kan variere i udseendet alt efter hvilket omgivelser han udklækkes i. X lever af fastsiddende alger. Oftest fra bunden af en sø. X klækkes til en vinget insekt ved at bryde gennem overfladespændingen. Nogle er hurtigere til det end andre. Den voksne X lever højst få dage. Når den har lagt 2 æg dør den samme dag.

Mange af vores x-factor deltagere gennemgår jo samme fluestadie. De kommer som anonyme små flueæg. Gennemgår en stor forvandling på kort tid. Så hurtigt at man vel godt kan kalde den for ufuldstændig, for jeg kunne forestille mig at man ikke når at få sig selv med. Derefter kan de så tilpasse sig omgivelserne alt efter hvad nogle dommere gør dem til.

Når de så har indtjent deres værnepligt, så er de ude i kulden og man hører praktisk talt ikke om dem mere. Man skal virkelig være gjort at et godt stof for at klare denne hurtige forvandling for derefter at blive glemt for tid og evigt.

Vi har nemlig ikke tid, for vi skal følge med i de nye flueægs liv. Ak sådan kan naturen være så grusom. Sådan!! Klummen er skrevet. Så er der sat flueben ved det..!

Julen varer lige til…næste jul!

by Leave a Comment

Julen kommer bare bag på mig hver eneste gang, for jeg har i dag-og det er i skrivende stund 2 mdr. før jul-opdaget ved et tilfælde!!!!( læs ironien), at man kan købe dansk tips julekalender nu. I ved, den der koster en flad halvtredser og hvor man så skal skrabe én dato ad gangen. Jeg har nu altid snydt og skrabet hele pladen fuld hver gang. Jamen for hulan da! Hvem pokker kan vente 24 dage med at finde ud af om de er blevet millionærer???

Så jeg hostede altså op med den flade halvtredser og nu skal kalenderen så hænge i 38 dage inden jeg må åbne første låge. 38 dage????!!!! Det er næsten lige så længe som det tager at opdrætte en juleand efterhånden.

Så nu er jeg kommet på den geniale idé, at jeg vil fabrikere en før julekalender kalender.  Det kan også udvides til at være en før pakke pakkekalender.

Men altså en kalender der tæller ned til den rigtige kalender. En kalender der kan minde én om, at det snart er nu man må åbne låger og åbne små pakkegaver. Samtidig kan kalenderen også bruges til at skrive alle de ting ned man skal huske på og som man skal huske inden man glemmer det.

Der findes jo mennesker der allerede har købt julegaver i rigtig god tid. Og her taler vi om rigtig rigtig god tid. Jeg har ved gud aldrig fattet det. Jeg ved godt vi er stressede op mod jul. Men stresser vi i grunden ikke over at vi d. 24 oktober allerede bliver mindet om at det snart er snart. Det virker nærmest som en trussel nu med alle de forvarsler. Det er sgu næsten lige som den gamle fortælling om Peter og ulven. Måske skulle man omskrive Peters jul til Peter og jul-ven. Julven kommer, julven kommer.. Og ved hvad…det gør den altså ikke før d.24. december. Der skal kun hentes 1 juletræ. Steges lidt en and..-måske lidt ekstra mad hvis man bliver mange. Og så skal der købes julegaver. Og det skal selvfølgelig være gigantiske pakker, nu hvor vi har haft forventningens glæde i over 38 dage.

Men der kan man altså også nøjes med mindre pakker, -selvom vi tror, at størrelsen på den gave vi giver, også er størrelsen på det hjerte vi har. Men det er det altså ikke. Det er hjernen der snedigt kan regne frem til hvor mange penge man har fået gaver for. Det er bare helt omsonst. For det er hjertet der modtager gaver og hjertet der kan glædes. Og som der jo står i en gammel tekst. Julen er glædens fest. Men altså ikke 38 dage før d. 1 december. Det er svært at glæde sig alt for længe. Så kære alle jer, der mener vi skal mindes om julen længe før efteråret for alvor er skudt i gang. Lad os lige nyde hinanden og  efterårets mange farver lidt længere for ellers brænder vores julelys for hurtigt ned.

 

”De spiller kun for at irritere os!!”

by Leave a Comment

Sådan sagde en bekendt til mig for rigtig mange år siden, hver gang han hørte Jazz i radioen. Jeg var ung og uerfaren og troede derfor at radioen vitterlig kun havde den ene opgave, nemlig at genere flest mulig med ”langhåret jazz”, som han også sagde..!

At jeg så selv brugte formuleringen, når min lillebror øvede heavy metal, kommer ikke det smør ved. Selvom jeg er nødt til at indskyde, at den er god nok..! Det spiller han kun for at irritere!!!! Der er ingen melodi i det der pigtrådsmusik. Og så står de bare og råber!!Men det at blive irriteret, når vi for eksempel taler om kunst, er ikke så ringe endda.

For selve det at blive irriteret er jo en følelse. Og det er følelserne, vi forsøger at tale til gennem musik, teater, installationer, malerier, fotografier og meget mere.

Det kan nogen gange være svært at forstå, hvori kunsten ligger, når man en sjældent gang har fået forvildet sig ind på diverse kunstmuseer og bliver præsenteret for døde grise, hunde ekskrementer eller halmballer med rødt gaffa tape og tapetklister på. Så står størstedelen af vi danskere og undres.

For det kan være svært at se, at det er kunst. Det ligner i hvert fald ikke det keramik askebæger, som vi selv producerede i 4. klasse og så kan bruges til et stumpt våben den dag i dag.

Nej, vi fatter intet, og går hjem og taler om det til alle, der gider høre på os: ”Tænk sig, så her den anden dag havde Egon inviteret mig ind og se guldaldermalerier, og så ligger der minsandten 14 hundelorte i konservesdåser og klasker sammen med blendere fyldt med guldfisk..!!”

Men det er sørme da det bedste, der kan ske for kunsten. Nemlig når nogen gider at tale om kunsten. For selv dårlig omtale er omtale. Vi har som mennesker brug for at blive puffet til, forført, udfordret. Vi har brug for at få sindene i kog så hjernecellerne kan blive brugt- i hvert fald til én eller anden form for stillingtagen.

Sådan er det også med teatret. Vores hensigt er også at fortælle en historie. Om den så er god eller fremført godt eller dårligt, kan der være rigtig mange forskellige opfattelser af. Jeg vil ikke engang nævne, at publikum i dag har hjælpemidler i form af smagsdommere og anmeldere, der kommenterer og vurderer og finder for lidt eller for meget. Vi behøver ikke engang selv at tage stilling. Og deres mening kan så bliver styrende for, om vi gider bevæge os op fra sofaen og se det med vores egne øjne. Jeg tror dog på, at vi danskere selv kan tage stilling. Om det så er til den ene eller andens fordel, der er sådan set lige meget. Jeg vil derfor opfordre alle til at gå ud i kunstens pulserende liv. Blive irriteret, henrykt, glad, hidsig, forelsket eller hvad det nu er. Og tænk sig- jeg spiller tilfældigvis på Mungo Park Kolding hele dette efterår. Vi står klar til at irritere jer alle hver og én.  Men forhåbentligt på den gode måde. Vi ses.

Tænk ud af boxen!

by

Tillykke til Danmark. Mere end ”Only teardrops” væltede ud af øjnene på os danskere, da vi vandt grand prixet i lørdags. Det var svært at få armene ned. Vildt!!
Og når den største glædesrus har lagt sig, skal vi virkelige til at tænke ud af boxen. Hvor skal vi holde den store grand prix fest om 1 år? De fleste vil sikkert foreslå København eller Boxen i Herning. Men jeg har et helt andet forslag. Vi skal selvfølgelig holde festen i udkants Danmark. Sikke et scoop for vore danske områder, der ellers får lov til at ligge lidt øde hen, fordi alting er koncentreret om København. Vi kunne for en gang skyld lokke journalister og fotografer til områder i Danmark som de slet ikke anede eksisterede.

Da vi mennesker altid er bedst til at gribe i egen barm, vil jeg heller ikke skåne mig selv for den oplevelse og derfor foreslå, at festen holdes i Holsted hallen. Der hvor jeg stammer fra. Jeg har været til rigtig mange hal baller i hallen. Og jeg er sikker på vi kan huse omkring 600-650 mennesker. Jeg skal nok være vært og lede og fordele aftenens program. Jeg kan selv synge for i alle numrene og jeg kan både tysk og engelsk udenad. Jeg kan også tælle til 12 på fransk. Derudover kan jeg bidrage med sjove figurer og sketches i optællingspausen. Jeg vil vædde på, at jeg kan få Sønderborg revyen til lave et kort indslag på 2x 45 minutter. Og hvis vi slår festen sammen med den årlige gymnastik opvisning, kan vi også sætte flueben ved faneindmarchen. Og så er jeg sikker på, at jeg kan finde de første 100 hjælpere i Holsted til at lange fadøl over disken og tage imod jakker og billetter.

Så vidt jeg ved, er Holsted hallen blevet udbygget for nogle år siden. Der er gode toilet forhold, og skolen er placeret lige rundt om hjørnet. Så hvis deltagerne selv tage soveposer med, er indkvarteringen også i vinkel. Vi kan få de lokale hjemmeværnsfolk til at opstille gullasch kanoner, som så kan skyde maden ud af kanonen og ind på de plastiktallerkner, som de får udleveret ved ankomsten.
Desuden er Holsted tæt på den tyske grænse, så vi kan hente alt det sprut, øl, chips og balloner vi skal bruge til sådan en fest. Vi har også op til flere udflugtsmuligheder. Så som vandreture i Åtte bjerge. Rapelling på Tirslunds stenen og ikke at forglemme, river rafting i Holsted å. Jeg ved i nu tænker: ” Jamen det pigebarn er dog mere end genial”. Jo tak! Jeg tillader mig bare at komme med de ideer jeg umiddelbart støder på inde i min hjerne, når jeg tænker længere end ud af boxen i Herning. Jeg mener, Herning har jo været der og det har København også. Det er på tide at vi tænker business og hvad det er bedst for Danmark. Vi kan, ved at vælge udkants Danmark, få gang i de lidt oversete områder igen. Skaffe arbejdspladser, i hvert fald det næste års tid. Og hvis vi bare sørger for at vinde igen og igen og igen…ja så er vi garanteret en vældig opblomstring. Det er da logik for burhøns…

Næh du, hvis ikke de gør mig til statsminister for udkants Danmark, så ved jeg snart ikke!!!! Så græder jeg og det er mere end: ”Only teardrops”

Fra sovs til mord

by

Uhh jeg elsker at læse en god bog. Alt lige fra kogebøger til krimier. Jeg har dog bare den store skavank, at jeg læser forud!!!! Jeg sluger de første 100 sider og synes det hele er så spændende. Så begynder jeg at gætte med på hvem morderen er eller hvor længe en fisk skal koge. Jeg bliver så ivrig, at jeg er nødt til at læse frem og finde ud af om jeg er klogere end forfatteren, der jo bør vide den slags, da det jo sådan set er ham eller hende der har skrevet bogen.

Det værste ved min skavank er, at jeg jo springer hele midter sektionen over. Jeg læser om mordet, jeg læser om plottet og jeg får en indsigt i persongalleriet. Kort sagt jeg får de første 100 sider af bogen. Det er i og for sig også nok, for det giver mig akkurat lige den nødvendige viden der skal til, for at jeg kan have en mening rundt om de akademiske bogglade kaffeborde. Men det er lidt øv i længden. Forestil jer at spise en Othello lagkage kun bestående af bunden og den fine pynt på toppen. Alt indmaden er væk. Ingen smagsindtryk. Ingen farve. Der er sørme kedeligt. Jeg lover mig selv hver eneste gang jeg forventningsfuld åbner en ny bog, at denne gang vil jeg læse den fra start til slut. Fx opskrifter. Der plejer jeg kun blive inspireret af valg af ingredienser og så billedet der følger med. Så sammensætter jeg min helt egen ret og er jeg heldig, kommer retten også til at ligne det på billedet.

Jeg læser simpelthen over hvor gærdet er lavest…!!! Og sådan har jeg stille og roligt snydt mig selv for mangt og meget. Indtil jeg forærede mig den første lydbog. På de mange rejser jeg gør mig omkring i det ganske land, kan jeg nu få udvidet min horisont med den ene vidensbog efter den anden. Således har jeg læst selvindsigtsbøger, store murstens romaner, fagbøger, krimier osv. Det er nemlig umuligt at spole mens man kører bil. Den eneste kriterier der optager mig er, om oplæseren snøvler, hiver efter vejret på den forkerte måde, smasker eller har en anden grim og irriterende skavank. Hvis dette er tilfældet, ryger de direkte ud i skraldespanden. Det er ikke fordi jeg er sart. Det er bare ligesom at sove ved siden af én der snorker. Det rør mig ikke hvis jeg er den første der er faldet i søvn. Men hvis jeg ikke er, fokuserer jeg simpelthen på det, og får mig kørt helt ud i en spids. Det samme med ure på hotelværelser. Hvis man hører det mindste tikken, så kan i øsregne med at jeg piller batterierne ud af uret.

Og kære læser. Hvis du har det lige som mig og har sprunget midter sektionen over i min klumme, kan jeg fortælle dig, at min klumme handler om en kvinde i sin bedste alder med en koncentrationsevne der svarer til en 5 årig.

En kvinde der kryber til korset og indrømmer blankt at hun ikke har læst så mange bøger fra start til slut som hun i finere belæste kredse ellers har givet udtryk for. Men de litterære intentioner er gode.

Hjælp min datter skal konfirmeres!!

by

Min datter skal konfirmeres!!!! D. 27. April. Det er lige om lidt!!! Jeg fatter ikke hvor min lille nyfødte baby er blevet af. Hvorfor hun ikke længere vil putte og ligge i mine arme. Hvorfor hun ikke længere har små buttede arme som smyger sig om halsen på min og piller ved min halskæde.

Jeg har bestemt ikke givet hende lov til at blive så stor, og hun får aldrig lov til at flyve fra reden og gifte sig med en eller anden, så jeg bare bliver skubbet til side og ringet til hver anden søndag!!!

Det er slet ikke gået op for mig at tiden er gået. Jeg hører altid ældre tale om, at man skal huske at nyde livet. Jeg troede bare ikke den var henvendt til mig. Men det føler jeg i den grad den er nu. Husk at nyd livet. For lige om lidt flyver de fra reden.
Jeg har set på en masse billeder i forbindelse med Andreas konfirmation og jeg husker hvert eneste moment. Jeg husker bare ikke tiden er gået! Jeg fandt fx et billede af hende, eller rettere en lille video optagelse hvor hun var møghamrende sur over hun ikke måtte få sin sut om dagen. Vi havde åbenbart forsøgt at trappe ned, så sutten kun var til om natten. Hun skreg og sparkede i gulvet Andrea kunne ikke finde sin mascara den anden dag. Og det var da næsten det samme udbrud som da hun var tre.. Og så er det igen jeg spørger: ” Hvor blev tiden af?

Jeg ville ønske at Andrea lige havde givet mig en vink med en vognstang om at hun altså voksede og en dag ville løsrive sig fra sin mor. Men nej…jeg har ikke fået et praj. Sådan noget skal nedtrappes ligesom sutten! Jeg skal lige have lidt tid til at vænne mig til tanken. Jeg ringede faktisk og talte med min egen mor om det var ligeså stort et chok for hende som for mig, at børn bliver større. Det var det åbenbart.
Jeg ved nu at der er andre mødre der sidder derude og har samme følelse som mig. At børn har mindre brug for os når de bliver ældre. At de ikke længere synes det er fedt at dele hemmeligheder og at jeg altid stiller tusind spørgsmål i håb om en medfølelse. Et strejf af uundværlighed. Min mor siger at det kommer tilbage bare i en anden form. Og det glæder jeg mig så meget til. Indtil da må jeg finde en anden måde at være mor på. Jeg vil altid være Andreas mor, men jeg skal bare acceptere at hun har sit liv og jeg har????? Øh…mit liv. Nyd det nu, det satans liv!

Se det er Jøvt

by

Som forstenet sad jeg og lyttede til et radioprogram på kanal 24 syv hvor Allan Olsen fortalte om sin ny cd udgivelse som hedder Jøvt. (Jøvt er et positivt tillægsord der svarer til ,at vi siger noget er fedt)

Jeg har i grunden aldrig dyrket Allan Olsen. Men det skal jeg sandelig love jer for jeg blev inspireret til at gøre. Med mine ører så store som 10-liters gryder, svælgede jeg hvert et ord til mig, og for første gang i lang tid, følte jeg at jeg havde fundet min ligemand. Han ved det bare ikke.

Ud af de mange spændende synspunkter han fik fremlagt i radioen, var der specielt et emne jeg dvælede ved. Min indre kæphest. Nemlig at alt foregår i København.

Og hvorfor gør det nu det? Allan Olsen valgte at udgive sin cd og som i starten kun kunne købes hos en enkelt spar købmand i Vendsyssel. Alle andre steder i Danmark måtte pænt vente på at købe et eksemplar. Dvs, hvis man ville have en cd, så kunne man få sin fjerne slægtning i Thisted til at drage til den ene spar købmand der solgte dem. Hr Olsen solgte 500 cd´er på under 4 timer. Hvilket må anses for at være meget.

Allans begrundelse for denne gimik var, at der er nok der udspringes fra vores hovedstad. Så nu skulle vendelboerne prøve for en gang skyld at være de første. Nemlig et sted som vi betragter som udkants Danmark. Et ord som burde gøres til skamme. Alt udenfor København er efterhånden udkants Danmark. København er centrum for alt. Og det selvom København er placeret på den fjerneste ø.
København var centrum da Danmark var i besiddelse af Skåne, Halland og Blekinge. Og ikke siden. Allan Olsens pointe var, at det i grunden burde være trekantsområdet der skulle benytte sig af den fornemme titel.

Jeg giver hr. Olsen ret og vil tilføje. Ethvert sted på jorden har et centrum. Enhver by et samlingssted. Og hvis ikke vi har en indre centrums følelse, en indre kerne, er vi ej heller et helt menneske.
Udkants Danmark eller ej. Selv den mest grå flække et sted i Danmark er med til at berige farvepaletten. For hvis noget ikke er gråt, er der heller ikke noget der er farverigt. Hvis vi ikke føler os beriget af hinandens forskelligheder, hvor end i landet vi kommer fra, er der ikke noget at leve for. Danmark er som et puslespil. Hver eneste lille brik er med til at skabe et helt Danmark. Hvis vi bare opfinder ord som udkants Danmark og nærmest ikke regner det med i vores samfund, så skyder vi os selv i foden. For hvis hr. Poulsen i Thisted hele tiden får at vide at han bor i udkantskant, så tror han vel efterhånden så meget på det, at han bliver modløs. Jeg synes vi skal starte med at kalde det guldkants Danmark. Se det ville ændre livsmodet hos de fleste. Og ville det ikke bare være jøvt?

Blommer i Madeira og paver i Rom

by

Det er helt fantastisk generøst af den snart afgående pave i Rom, at vælge at lade en anden træde i stedet for ham. Vi har jo ligesom brug for en masse akutjob i Danmark, og det er da lidt vildt at de lidt ”bedre” stillinger, nu også er med i kapløbet. Jeg ved nu ikke, nu sidder jeg lige så stille og overvejer om det måske er noget for mig at blive pave?
Så er jeg jo ligesom nødt til at finde ud af stillings kravene og om jeg har de kompetencer og færdigheder det kræver, for at varetage et sådan job. Her er hvad jeg tænker umiddelbart.

  1. Du skal være gammel. (Jeg er da sådan set på vej derop. Og endelig er der brug for det grå guld igen)
  2. Tudsegammel! (Ok, så gammel er jeg heller ikke endnu.
  3. Du skal gå i røde sko. (Det er jeg vant til som nissepigen Pyt, det er ingen problem)
  4. Og bærer en hvid kjortel. (Jeg har en kjole fra et Santa Lucia optog jeg deltog i i 1983 – selvom hvidt bestemt ikke står godt til min teint. Det er jeg for bleg til. Men på den anden side set, det er paven også.)
  5. Du skal kunne latin. (Jeg kan måske støve mit gamle gymnasie latin af i krogene. ”Errare humanum est,” – det er menneskeligt at fejle’. Selv for en pave.
  6. Du skal være en mand (Mon ikke vi kan tale med Manus Sareen og få den ændret i ligestillingsrådet. De kører måske efter nogle lidt for gamle reglementer i Rom.)
  7. Du skal afholde dig fra kvinder.( Hvis der er nogle mænd der søger denne pavestilling, så tænker jeg, at der må være mange mænd derude i verden på pavens alder, der alligevel er trætte af deres koner, og som qua deres høje alder helt naturligt er afholdende.
  8. Du skal kunne vinke som dronningen og give velsignelsen. (Jeg kan sagtens lære at vinke. Velsignelsen er det lidt sværere med. Men jeg har engang dirigeret et 8-mands brass-bands orkester, det må da kunne hjælpe lidt.)
  9. Du har aldrig fri i påsken. (Okay! Det var dråben der fik romglasset til at flyde over. For første gang i mange år har jeg påskeferie. Den afgiver jeg bare ikke. Jeg skal have påskelam, påskeæg og blommer i Madeira og skrive gækkebreve, og pynte huset med pustede æg som jeg skal male i lilla og gule nuancer, og arrangere påskeharejagt. Jeg får altså lige så travlt som paven.

Nej det går ikke. Det er sødt af paven at slå sin stilling op. Men jeg tror jeg takker nej. Der må være en anden der er bedre kvalificeret. Hvis Mærsk MC -Kinney Møller havde levet, så havde det måske været noget for ham?

Vi må da håbe det bliver bedre i morgen!

by

Sådan siger vi ofte når vi taler om vejret. Og vejret, det bliver der sørme talt en del om rundt om i verdenen. Vi bliver endda også bebrejdet for det dårlige vejr på vores fødselsdage. Jeg fik igen af vide her i slutningen af januar, da jeg rundede et blødt hjørne, at jeg måtte have opført mig u-eksemplarisk, fordi vejret var dårligt og det regnede. Nu ligger landet bare sådan, at det altså ikke er mig, der har bestemt datoen for min ankomst til verden. Den vil jeg ikke tage på mine skuldre. Sandsynligheden for, at det regner i januar, er noget større, end sandsynligheden for, at det regner i april. Jeg har heller ikke lyst at få skudt i skoene, hvor heldig jeg er, at min fødselsdag ligger i januar måned hvor der er udsalg!!..Ja ja, man kan måske få mere for pengene, men man kan ikke bytte udsalgsvarer!!!!!! Men tilbage til vejret.

Og hvad er i grunden dårligt vejr? Vi kan jo overhovedet ikke påvirke vejret hvor end vi gerne ville. På nær lige det der med ozonlaget og huller og fotosyntese og alt det der jeg har lært i biologi eller var det geografi??? -engang for mange år siden da jeg var barn og da vejret i øvrigt altid var godt. Landmanden er jo ikke ked af lidt regnvejr. Han elsker det. Han vil bare heller ikke have for meget af det. Det elsker han ikke. Vi elsker når solen skinner. Bare ikke direkte ind i øjnene når vi kører bil. Vi får jo flere rynker af at sidde og misse øjnene for at kunne skimte vejen vi kører på. Vi gider heller ikke at sidde indenfor i høj solskin og drikke en kop skoldhed kakao og prise os lykkelig for, at vi ikke skal være udenfor i det herrens vejr. Nej der skal det herrens vejr sørme være regn og rusk.

Vi gider heller ikke for meget sol for længe. Så sætter vi os ind i skyggen og pruster som gamle krikker der mangler vand. Det er heller ikke sjovt at tage en slag tennis, eller spille fodbold, hvis solen brager ned og gør græsset alt for gult. Det må det nemlig heller ikke være. Så vander vi. For vi kan ikke lide den gule farve til grønt græs. Grønt græs skal være grønt. Basta! Vi vil faktisk som oftest altid have det vi ikke får. Sjovt dilemma at stå i. Vi vil for eksempel rigtig gerne have, at der er koldt og blæsende i Danmark. når vi selv er på ferie i det varme udland. Og udlandet skal altid byde på godt vejr. Vi vil ikke finde os i regn og overskyet vejr når vi er på teneriferie. Når vi skal på skiferie så må der gerne sne, men det skal ikke komme dryssende fra himlen om dagen, så vi mister udsynet. Nej det skal falde om natten. Og det skal være fint og der skal være rigeligt af det.. Pyha..! Det kan nogle gange godt være svært at være vejr.
Nej..men den indstilling til livet må vi sandelig håbe at det bliver bedre i morgen!

Tyrolerfest og skålsange ad libitum

by

Du burde købe dig en tyrolerhat…sådan synger Johnny Reimar, og jeg skal da sandelig love for, at det var der 600 mennesker i min lokale hal i weekenden, der havde taget bogstaveligt. Den sad de nu og svingede med og den havde til og med fået en ekstra fjer i hatten i aftenens anledning.

Jeg har lige været til oktober fest i Bjert. Jeg skal ærlig indrømme, at jeg anede ikke en jodlende fis om hvad oktober fest var, men hold da nu helt ferie en omgang tysk tyrolerhejs vores lille hal var blevet overpyntet med. Den lugtede ej heller længere af sure gummisko og armsved, men derimod af øl og hornmusik. Og hallen var ikke det eneste der var godt pyntet op, skulle jeg hilse og sige.
Alle var mødt op i tyroler tøj og jeg faldt i den grad udenfor i mit lille sorte sæt med leopard stilletter. Her var der sandelig ingen fine fornemmelser. Der var svingede barme og lederhosen overalt. Og jeg som troede, at tyroler stilen kun er et reklame stunt noget de kun tager frem, når skituristerne indtager landet og som de skynder sig at pakke væk igen, så snart den sidste skiløber er over alle bjerge.

Nå- men jeg gik fluks i baren for at få mig et enkelt glas rødvin. Det kunne jeg ikke! Jeg skulle købe en hel flaske vin eller 1 liter fadøl. Proost! Und gesundheit!!

Hallen var opdelt i tyske områder. Og jeg sad ved Meklenburg bordet fandt jeg så ud af. Nu startede der, for mig at se, et koncept jeg sjældent har set magen til. Hele festen blev styret med hård hånd fra scenen. Nu skulle der hældes hel liters øl indenbords. Og det virkede som om det var det eneste formål for mig at se. Skål sange blev ligeligt fordelt mellem bordene og vi skiftes til at være siddende, syngende eller stående. Alt sammen ledsaget af 6 tyroler musikere. Stortrommen understregede hvert et ord festlederen sagde: ” Und nun”, BUM, kommst der wienerschnitzel, BUM, aber erst, BUM….PROOOOOOOST!!! BUM BUM BUM og blinkende lygter strålede om kap med den næste skålsang…!!
Det var som at se teletubbies i fjernsynet bare for voksne. Simpelt og forståeligt for alle. Det var helt klart at se og mærke, at hjernen skulle efterlades i garderoben sammen med vinterfrakken. Og som der blev festet løs. Hvis ikke man var i feststemning, så kom man det, bare alene ved at se folk give den så meget gas.

Mennesker fra alle sociale lag festede side om side. Sjældent har jeg set så megen energi, øl og fællesskabsfølelse samlet på et sted. Jeg sad længe og funderede over, (for jeg kunne alligevel ikke opretholde en samtale med min bordherre, vi blev helt tiden afbrudt) om man evt. kunne lade konceptet indtage andre steder der kunne trænge til at få flere siddepladser fyldt op. Jeg tænker fx på folkekirken.
Men mon ikke 1 liters altervin bliver for meget i længden? Jeg mener, den slår jeg ikke lige så hårdt som øl. Og i Danmark er det jo alkoholen der styrer hvordan vi sammen. Av den sved!!!!- men jeg ved der er noget om snakken. Prost!

Rabat på julen

by

Først og fremmest glædelig bag-jul til jer alle. Håber i har nydt et par fridage og er klar til at skyde det nye år ind i pomp og pragt.

Jeg har haft en dejlig jul, men har dog kun et par klager til julemanden. Han skal blive bedre til at klistre sit skæg på og tabe et par kilo, hvis han skal fortsætte med at komme ned igennem skorstenen. Og så kom han ikke med den lille smarte pung, hvor der kun er plads til nogle få kort og et par hundrede kroner, som jeg ellers ønskede mig.

Måske julemanden tidligt indså, at dette ville være en komplet umulig gave til mig, da min pung nærmer sig størrelsen på en buschaufførs portemonnæ.

At min tegnebog er blevet så fyldig og omfattende, skyldes ikke kæmpe mængder af kontanter, men at der efterhånden har hobet sig en del kort op. Og her taler vi ikke om mastercard, visa kort, american ekspress…næh..jeg har indenfor den sidste måned taget imod diverse rabat kort. Jeg har nu én hos slagteren, guldbageren, føtex, baresso, matas, benzintanken og jeg kan garantere jer for, at jeg kan blive ved med at remse rabatkorts ordninger op, den næste halve time. Men det er mit liv for kort til.
Det er i grunden også for kort til, at samle guldmedaljer i dagligvarer butikker, eller at få det 7 rugbrød gratis hos bageren. Jeg har faktisk hørt mig selv stå og sige nej tak, når diverse forretninger tilbyder mig medlemskab eller rabatkort. Jeg kan ikke overskue mere. Jeg bruger alt for meget tid på, at klistre mærkater ind i små folder, eller få stempler, eller i det hele taget huske på hvornår mit næste køb udløser en bonus. Kan vi for hulen ikke stoppe den tendens i samfundet???? Jeg vil langt hellere have en smil af ekspedienten og rabatten på stedet.

Jeg vil så nødig have kuponer og rabat ordninger for alt. Tænk hvis jeg selv som sanger og skuespiller skal slå mig ind på den galej. ”Oplev Trine Gadeberg til koncerten. Hvis du har købt billet over 5 gange udløser det en ekstra sang, til en værdi af???

Måske i tænker derude, at nu rabler det da for pigebarnet. Vil hun ikke have gratis kaffe efter 5 påfyldninger? Jo- det var sjovt, da det kun var få forretninger der havde den rabat ordning. Men nu har alle steder søren sjask suseme fået rabatkort og stempler. Det er som om, når man laver PR strategier for detailhandlen, at alle tænker ens. ” Hey, jeg har fået en super en god idé!!! Hva med at vi laver en rabatkupon og så kan folk så selv klistre guldmønter på dem. Og når de har klistret 1000 guldmønter ind, ja så giver vi dem en eller anden dum ting, som vi alligevel ikke kan sælge!!!..

Nu ved jeg godt at jeg maler det hårdt op. Men det virker da sådan efterhånden. Men hvis jeg er den eneste der har det sådan, så vil jeg bare lige her på falderebet ønske jer alle et godt nytår. Og pas på nallerne derude i natten, når i skyder krudt af. Det er svært at putte rabat kort i tegnebogen uden fingre.

En venskabelig klummedasker

by

Jeg tillader mig her op til jul at komme med et venskabeligt klummedasker til alle os danskere. Jeg skynder mig lige at sige, at jeg i den grad også dasker til mig selv.

Jeg er bare så forundret over, at vi danskere hele tiden har brug for at jagte små bitte konkrete ting. Disse ting bliver så vores skydeskive for en tid. Og vi skyr ingen midler. Vi himler op når en bestyrelse ikke kan finde løsning på hvorvidt de skal have et juletræ eller ej. Og vi skriger fluks på, at det er muslimer der er problemet. Uden sådan helt af vide hvad der er forgået. Vi accepterer ikke kulturministre eller i det hele taget mennesker, som laver fejl. Vi er hurtige på aftrækkeren, og det kommer til at tage lang tid før vi tilgiver. Vi skyder på regeringen, når vi ikke ser resultater sekundet efter en eller anden lov er blevet vedtaget. Og vi beskylder dem for løftebrud, selvom vi selv med vores egne stemmer har været med til at gøre samarbejdsmulighederne temmelig broget. Det gælder i det hele taget for alle de regeringer der har styret Danmark. Vi var heller ikke for flinke ved ”lille Lars”. Men nu er ham ophøjet og er blevet vores nye pejlemærke. Vi hånede cykelhjelmen på Poul Nyrup, velvidende at cykelhjem er en god ting i trafikken. Vi sender dødstrusler til en kvinde når en adoption går helt galt og når tv´et vælger at udstille mennesker enten som de gode eller de dårlige. Der tager vi sagen som den fremvises for gode varer.

Jeg blev så sandelig også påvirket af det. Men efterfølgende har jeg tænkt på, hvorfor ting skal være konkrete, før vi mennesker kommer op af stolene og kan forholde os til det. Hvorfor vi altid skal have en syndebuk. Hvorfor vi altid skal retfærdiggøre alting?
Hvornår mistede vi evnen til at være kreative, fleksible, rosende individer. Det er en side af vores hjerne som vi slet ikke udnytter. Vi bruger kun 1 tiendel af vores hjernekapacitet. Det er sgu da for åndsvagt. Jeg vil i dag starte med at rose i stedet for at håne. Jeg vil i dag starte med at tilgive fremfor at hævne. Jeg vil i dag prøve at smile til folk, selvom de snyder sig selv forrest i julegaveindkøbskøen. Og så vil jeg i år forsøge, at give traditionerne et twist og lave ris a´la manden på sorte ris. Bare for at ryste det hele lidt derhjemme. At de så også er sundere er jo bare en sidegevinst. Jeg ved det bliver svært, for det er hele den måde vi er opdraget på jeg er oppe i mod. Men vi er gode nok os danskere. Vi er følsomme væsner der bare har glemt at se og vurdere ting ud fra et bredere perspektiv. Vi kan kun lige skue vores egen næsetip. Men vi har så meget andet i os. Vi har så mange ressourcer.

Nu vil jeg så igen blive konkret og sammensætte et program til mine julekoncerter. Håber at se jer derude. Jeg lover at rose jer big time. Tjek min færden på min hjemmeside.

Glædelig jul

Du er nu nr. 17 i køen

by Leave a Comment

Der er kø overalt. I HM, hos bageren, i storbyerne, på motorvejen, på parkeringspladser, i venteværelser, på sygehusene, hos lægevagten m.m. Jeg synes efterhånden ikke man kan gå ind i en forretning eller ringe til nogen, uden at man enten skal trække et nummer, eller få af vide at man er nummer 17 i køen. Når det drejer sig om telefonen synes jeg, at jeg gang på gang render ind i en omdirigering. Og jeg er 100 pct. overbevist om, at jeg ikke er den eneste.

Jeg ringede fx til et teleselskab. Og her er mine oplevelser.

Først tastede jeg nummeret til selskabet-det siger sig selv, og så blev jeg budt velkommen af en meget sympatisk, men dog elektronisk herre telefonstemme, -lad os kalde ham Ib. Ib kom nu med 15 forskellige forslag til tal jeg kunne trykke på, alt efter hvad min henvendelse drejede sig om. Der tabte jeg kæben første gang. Jeg forestillede mig et kæmpe kontor hvor der sad 100 mennesker med hver deres specifikke svar på kunders spørgsmål. Én kunne svare på: ” Hvorfor knirker telefonen?” En anden kunne svare på: ” Er det rimeligt at svigermor ringer hele tiden? ”

Nå, men efter de første 5 tryk muligheder, mistede jeg pusten og i de 2 sekunders fravær jeg nu havde, gik jeg glip af oplysning 6 og 7, og måtte derfor starte forfra igen. Så jeg ringede op- igen! Denne gang ventede jeg til Ib havde fået talt helt færdig og forsøgte at holde min koncentration på det højeste. Det lykkedes mig derfor, i andet forsøg, at taste 6 og så troede jeg at den hellige ko var velforvaret. Men nej. Nu sagde Ib: ” Vi er i gang med at lave en undersøgelse for at forbedre vores system, vil du deltage i det tryk 1, ellers tryk 2”? Der blev jeg godt nok i tvivl. Hvordan fanden kan man forbedre et system, der i forvejen har penslet alle spørgsmål ud og dermed giver indtryk af, at der er tænkt på alt?

Jeg havde ikke tid til at vente yderligere, så jeg sprang spørgerunden over og trykkede derfor 2. Så ventede jeg lidt. Utrolig irriterende musik fyldte nu min øregang og jeg vågnede brat, da Ib igen langt om længe sagde: ” Vi optager samtalen til træningsbrug”- du er nu nr. 17 i køen…!!!!! Nummer 17 i køen. Det er edder hytme en lang kø.

Efter 34 minutter og du er nummer 16, 15, 14, 13…..1, i køen,  kom jeg igennem og en venlig mand, med svensk accent, sagde: ”hej du taler med Steffan” i den anden ende af røret. Og al min irritation forsvandt. Jeg stillede mit spørgsmål og Steffan sagde desværre så, at det ikke var hans afdeling. Jeg skulle have tastet 5 helt tilbage i starten. Damn it.. Det orkede jeg bare ikke. Men heldigvis kunne Steffan omdirigere mig. Jeg takkede og bukkede og skrabede. Og så fik jeg igen den irriterende musik i øret og et; ” du er nu nummer 14 i køen. Da jeg så endelig kom igennem, så røg forbindelsen! Så opgav jeg!

Inden længe er dette trykknaps system vel også nået til alarm 112. Forestil dig du står ved et ulykkessted og skal igennem samme procedure. ”Du har ringet til 112. Drejer din henvendelse om åbne benbrud, tast 1, har du fået kogende vand i øjet, tast 2, hvis de er faldet om med hjertestop tast 3.” Derefter vil du få læst brugsanvisningen op til en hjertestarter, hvis altså du kan finde én!

En før julekalender-kalender

by

Julen kommer bare bag på mig hver eneste gang, for jeg har i dag-og det er i skrivende stund 2 mdr. før jul-opdaget ved et tilfælde!!!! ( læs ironien), at man kan købe dansk tips julekalender nu. I ved, den der koster en flad halvtredser og hvor man så skal skrabe én dato ad gangen. Jeg har nu altid snydt og skrabet hele pladen fuld hver gang. Jamen for hulan da! Hvem pokker kan vente 24 dage med at finde ud af om de er blevet millionærer???

Så jeg hostede altså op med den flade halvtredser og nu skal kalenderen så hænge i 38 dage inden jeg må åbne første låge. 38 dage????!!!! Det er næsten lige så længe som det tager at opdrætte en juleand efterhånden.

Så nu er jeg kommet på den geniale idé, at jeg vil fabrikere en før julekalender kalender. Det kan også udvides til at være en før pakke pakkekalender.
Men altså en kalender der tæller ned til den rigtige kalender. En kalender der kan minde én om, at det snart er nu man må åbne låger og åbne små pakkegaver. Samtidig kan kalenderen også bruges til at skrive alle de ting ned man skal huske på og som man skal huske inden man glemmer det.
Der findes jo mennesker der allerede har købt julegaver i rigtig god tid. Og her taler vi om rigtig rigtig god tid. Jeg har ved gud aldrig fattet det. Jeg ved godt vi er stressede op mod jul. Men stresser vi i grunden ikke over at vi d. 24 oktober allerede bliver mindet om at det snart er snart. Det virker nærmest som en trussel nu med alle de forvarsler. Det er sgu næsten lige som den gamle fortælling om Peter og ulven. Måske skulle man omskrive Peters jul til Peter og jul-ven. Julven kommer, julven kommer.. Og ved hvad…det gør den altså ikke før d.24. december. Der skal kun hentes 1 juletræ. Steges lidt en and..-måske lidt ekstra mad hvis man bliver mange. Og så skal der købes julegaver. Og det skal selvfølgelig være gigantiske pakker, nu hvor vi har haft forventningens glæde i over 38 dage. Men der kan man altså også nøjes med mindre pakker, -selvom vi tror, at størrelsen på den gave vi giver, også er størrelsen på det hjerte vi har. Men det er det altså ikke. Det er hjernen der snedigt kan regne frem til hvor mange penge man har fået gaver for. Det er bare helt omsonst. For det er hjertet der modtager gaver og hjertet der kan glædes. Og som der jo står i en gammel tekst. Julen er glædens fest. Men altså ikke 38 dage før d. 1 december. Det er svært at glæde sig alt for længe. Så kære alle jer, der mener vi skal mindes om julen længe før efteråret for alvor er skudt i gang. Lad os lige nyde hinanden og efterårets mange farver lidt længere for ellers brænder vores julelys for hurtigt ned.

Gud var det i dag??

by

Jeg har lige haft to tilfælde med håndværkere der ikke kom til den aftalte tid. Nu skal jeg ikke dømme alle håndværkere ud fra den oplevelse. Jeg har bestemt haft flest positive oplevelser med handy mænd og kvinder. Der var bare lige en ting jeg studsede over i sidste uge.
Efter utallige forsøg, lykkedes det mig endeligt at opnå en aftale med håndværkeren og vedkommende skulle så komme den efterfølgende dag kl. 10. Der gik jeg så og ventede og ventede men ingen håndværker indfandt sig på min matrikel. Og da jeg senere om eftermiddagen ringede for at høre hvorfor han ikke var dukket op, var svaret blot: ” Gud, var det i dag.”
For det første er jeg ikke Gud. Jeg når ham ikke engang til sokkeholderne, og for det andet havde jeg ret. Det var rent faktisk ”Gud var det i dag”- vi havde lavet en aftale!
I det mindste kunne man ringe og sige at man var blevet forhindret eller at bilen var brudt sammen, eller noget helt tredje.

Tænk hvis det var mig der ikke overholdte en arbejdsmæssig aftale. Det ville være en større økonomisk katastrofe for mig, hvis jeg ikke dukkede op til aftenens forestilling fx i Sønderborg revyen, og så chefen ringer og siger: ” Trine, hvor bliver du af? Der sidder 500 mennesker i salen og venter spændt og jeg så bare svarer: ” Gud var det i dag”?

Eller hvad med kirugen? Patienten ligger på operationsbordet med hjertet blottet for at få indopereret en ny hjerteklap. Men kirugen er der ikke. Han har dog været så åndsnærværende og taget sin telefon med på golfbanen selvom man ikke må og svarer: ” Gud var det i dag”?

Eller hvad med dronningen? Nytårsaften kl. 18.00. Hele Danmark sidder klar ved fjernsynet og venter spændt på hvad Hendes Kongelige Højhed mon har fundet på at sige i år. Dronningen dukker bare ikke op. Hun er at finde på sit atelier med en spand vandfarve og en smøg i kræften. ”Deres majestæt, kl. er 18. 00 og nytårstalen venter”. Dronningen svarer: ” Gud er det i dag”? Gud bevarer Danmark og bevar mig vel, det havde jeg helt svedt ud”.

Og sådan kan jeg jo blive ved og finde flere og flere groteske eksempler.
Nu ved jeg godt vi bare taler om lille mig der er blevet offer for en enkel håndværker svips. Og så er det altså heller ikke værre. Jeg synes altså bare man skal holde hvad man lover. Så for søren, nu ringer klummechefen for JV og spørger hvor min klumme bliver af…..”Gud var det i dag!!

Det vil jeg gerne se i fjernsynet…

by

Hvor tit har man ikke hørt denne hændervaskende sætning fra medierne: ”Jamen vi giver jo bare folk det de gerne vil ha..!”. Jeg har tit tænkt over hvem der sidder og vurderer hvad det er folk gerne vil have. Jeg er nemlig aldrig nogensinde blevet spurgt om hvad jeg gerne vil have.
Er det tv-stationerne selv, er det produktionsselskaberne, er det samfundsforskere? Eller er det en lille hård elite der i bedste konspirations teoretiske stil, dikterer masserne.
Svaret er nok en god blanding af det hele.

Men lad os nu lege at det suverænt er dig og mig, kære læsere, helt almindelige danskere der har bestemt hvad det er vi ønsker at se i fjernsynet og læse om i bladene. Så må det her brev på et eller andet tidspunkt have ligget på mediernes skrivebord.

Kære tv-stationer, aviser og blade.
Jeg har igennem længere tid gået og følt at jeg manglede noget. Noget som kunne berige mit liv når jeg efter en lang arbejdsdag smækker benene op i sofaen.

Jeg kan ikke helt sætte finger på hvad det er. Men jeg har talt med flere af mine bekendte som også har den samme følelse. Hvad pokker er det vi mangler? Her er vores ydmyge bud.

Kunne man forestille sig et program hvor man tog en flok almindelige danskere. Lod dem dyste i en sangkonkurrence, derefter finde en vinder. Hylde vedkommende til uanede højder i en uges tid, for derefter, igennem jer, at udstille dem i den offentlige gabestok og nedbryde deres selvværd. Er det en mulighed?
Eller hvad med et program hvor i spærrer nogle mennesker ind i et hus. I sørger for at der er sprut nok til at konservere en blåhval. Det hælder i i deltagerne, hvilket får dem til at knalde på kryds og tværs. De kommer op at slås og udtale sig til kameraet om deres allermest private sider og inderste tanker. Er det en mulighed?
Eller finde nogle mennesker der har en ekstrem dårlig økonomi, så deres eksistens grundlag hænger i en tynd tråd. Kunne man så få en større dansk bank til at sponsorere, for til gengæld at få deres bankrådgivere som små supermænd til at komme de dårlige betalere til undsætning og redde stumperne af deres økonomi. Så kan vi andre varme os ved tanken om at vores egen økonomi trods alt er en anelse mere velovervejet. Kunne det være en mulighed?

Og mens jeg har jer, så kunne jeg godt tænke mig at i igennem diverse nyheds medier skræmmer livet lidt mere af mig. Det er ikke fordi at udsultede børn i Afrika og borgerkrig ikke skræmmer mig, men det er så svært at forholde sig til. Det er så langt væk og jeg har set det så tit.
Så mit forslag er at i bruger lidt mere tid på at finde ubetydelig nyheder som i så evt. kan forstørre op til breaking news. Her tænker jeg fx på dræbersnegle, faren ved hyppig hårvask, dødsfald i kongefamiliens gravhunde kredse. Og nu vi er ved de kongelige og kendte, kunne man så evt. få lidt mere af vide om hvad disse mennesker i grunden har i deres skraldespande?
Kunne det være en mulighed?

Med venlig hilsen
Én fra den danske brede befolkning

Alle mennesker er lige for vor herre

by

D. 4. april 1693 blev den sidste ”heks” brændt på bålet. Anne hed hun. Da hun døde, kom hun op til himlens port hvor Gud stod og tog imod hende. Anne var forundret over hun ikke var røget ned i helvede som menneskene på jorden havde truet hende med, men Gud svarede, at for ham var alle mennesker lige og inviterede hende ind til en kop kaffe og kringle i selskab med Harald Blåtand og en masse andre godtfolk. Gud kaldte på ærkeenglen og fik ham til at tage ned på jorden og sørge for at menneskene dernede ikke længere brændte kvinder på bålet. Det stoppede menneskene så med.

I 1914 døde Karen i kæret og røg ligeledes op til vor herre. Gud spurgte Karen om hun synes de skulle have luftfrikadeller eller skysovs til aftensmaden. Karen svarede, at hun ikke var vant til at havde stemmeret, så det ville hun helst ikke tage stilling til. Gud kaldte igen på ærkeenglen og befalede ham ned på jorden igen for at give stemmeret til de 5 F’er: Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige, og i 1915 blev den indført ved en grundlovsændring.

På samme måde har jøder, muslimer, kristne, sorte, hvide, iranere, tyrkere, jyder og sønderjyder, københavnere, kinesere, spedalske, små og store, lange og buttede stået ved Herrens port og alle er hver gang budt indenfor til kaffe og kringle og fundet lige meget værd.

Derfor undrer det mig, at det først er i år 2012 at bøsser og lesbiske for første gang har opnået kirkens velsignelsen af deres kærlighed. For jeg er ganske sikker på, at hvis vi havde spurgt Vorherre noget før, så havde han sørget for at få rettet op på den ting. At få rette op på at intet menneske på hele vores dejlige klode skal føle sig mindre værd. At vi bevarer respekten for det enkelte menneske uanset seksualitet, hudfarve eller religiøse overbevisning. Det er ingen af os der kender sandheden om noget som helst. Derfor er sandheden at alle mennesker er lige.

Og bare lige til en sluttelig orientering. Så har jeg ikke fået en eller anden JV journalist til at skrive klummen for mig. Det har jeg selv gjort og jeg mener hvert et ord.

God sommer og tillykke til folkekirken.

Jeg står lige og mangler……

by

Jeg ved ikke om jeg er den eneste der altid mangler det jeg lige står og mangler. Det er ikke fordi jeg ikke har tingene. For det har jeg som regel. Men jeg ejer bare ikke den evne der gør, at jeg kan tage højde for alt.

Tag fx paraplyer. Jeg mangler altid én når det regner, med det resultat, at jeg er nødt til at købe en ny hver gang himlens skyer bliver gråtonede. Så nu har jeg paraplyer nok til at lave en presenning over hele Bjert næste gang det regner.

Jeg mangler også ord når jeg skal holde taler for folk jeg holder af. Jeg mangler en varm trøje hvis det skulle blive køligt her i sommervarmen for de er pakket væk indtil kulden indfinder sig igen.

Jeg står altid og mangler en 10´er eller 20´er til at putte i indkøbsvognen. Så jeg er nødt til at løbe ind og købe en pakke tyggegummi og bede personalet om at få lov til at hæve 10 kr. over så jeg kan få en indkøbsvogn.

Jeg mangler også manualerne til henholdsvis opvaskemaskine og andre tekniske dimse-dutter. Jeg synes altid, når jeg får nye elektroniske produkter, at jeg lægger manualerne et godt og let findeligt sted igen. Men det er som om de forsvinder som dug for solen. Hvis jeg så finder dem, så mangler jeg evnen til at opfatte det som manualerne foreskriver og så er der ikke anden udvej end at ringe til en autoriseret og smide blondine kortet.

Jeg mangler også solcreme hvis jeg lige får en halv times pause og gerne vil nyde det gode vejr. Og da jeg har opfundet ordet bleg, så bliver jeg som en kogt krebs bare ved at indsnuse solen.

Jeg mangler også en cykelpumpe når jeg to gange om året får trang til at lufte min cykel. Den bliver hevet ud af skuret og har spindelvæv i alle hjørne og kroge.

Jeg mangler altid sprinklervæske på bilen. Jeg ved godt det er nemt at køre ind på en tank og fylde op, men jeg mangler det gen der gør, at jeg kan åbne motorhjelmen med et svuptag og hælde på i det rigtige hul uden at spilde. I sådanne tilfælde smider jeg også blondinekortet.

Jeg mangler ofte salt, olie og mælk. Jeg skal altid lige en tur ned og handle ind igen, selvom jeg lige er gået derfra.

Jeg mangler altid en kuglepen når telefonen ringer og jeg skal notere vigtige beskeder. Og når jeg så endelig finder én , så kan den som regel ikke skrive.

Og så mangler jeg spalteplads til at skrive klummen færdig. Den skulle jo nødigt blive mangelfuld.
Ups nu ringede min mor lige. Hun mangler en kjole til at tage på til premieren på Sønderborg revyen. Sjovt, det mangler jeg også????!!!

Ryk en balle

by

Ryk en balle så er der plads til alle. Sådan sagde formanden for 7-kanten i 1992, da jeg spillede Maria i Sound of Music i Varde sommerspil. Meget er sket sidenhen. Udover at sæderne I Varde er blevet nummereret, så er jeg også på mystisk vis blevet 20 år ældre.

I 1992 havde jeg ingen anelse om at scenen for alvor skulle blive mit levebrød. Eller også vidste jeg det godt inderst inde. Jeg har nemlig kun haft nogle få afstikkere til andre erhverv og det vel også godt det samme. For satte man mig til at bestyre fx et køkken, så ville alt blive et ragnarok indenfor 5 minutter. Og jeg ville løbe skrigende bort, hvis jeg ikke forinden var blevet smidt for hjul og stejle.

Selvom kaosset findes så rigeligt i min branche, så er det som om det er noget nemmere for mig at håndtere og dog? For det er en lille smule svært at gå direkte fra Citysingler til Sønderborg revyen. Nu har jeg lige lært en masse komplicerede dansetrin og tekster udenad. Og så kan jeg så kridte danseskoene igen og starte forfra. Ved godt det er sådan mit arbejde er, men denne gang har pausen fra det ene til det andet været kortere end ellers. For hvad der ser legende let ud på scenen, har i virkeligheden kostet blod, sved og tårer. Desuden skal jeg hver eneste gang igennem diverse tanker, om det jeg nu står med og skal fremvise på scenen, overhovedet er sjovt nok. Jeg forsøger forskellige figur typer af for mig selv, og ringer så til familie og venner og tvangsindlægger dem til at høre mine forskellige bud.

Jeg kan også høre mig selv forsøge at overbevise dem om, at jeg aldrig har tvivlet så meget før som denne gang og jeg hører dem også gang på gang sige, at sådan var det også sidste år.

Tøjskiftene er også planlagt ned til mindste detalje. De første par gange man prøver det i flow, er det rent kaos. Men efterhånden får man så meget styr på det, at man nærmest også kan nå at skifte til sommerdæk i de små pauser man har.

Til gengæld er det så helt fantastisk når det så virker og publikum er glade. Det bedste er dog sammenholdet og fælleskabsfølelsen. Jeg bliver tit rørt når noget klinger smukt eller man har fået en fælles timning der bare virker. Jeg elsker også at gå ned i kælderen og tale med sydamerne og teknikerne under prøverne. De knokler og retter til og sprætter op. Jeg synes altid det er lidt trist når premieren er overstået og sydamerne og teknikerne rejser hjem. For det er sandelig også deres fortjeneste når publikum klapper af os aften efter aften.

Sådan er mit liv for tiden. Og sådan har det været I mange år efterhånden. Og selvom det lyder som om jeg piver lidt, så tro mig. Jeg er på den rette hylde. For som jeg altid har fået af vide hjemmefra: “Det kan godt være du kan synge Trine, men du klipper ikke hæk bedre end naboen”…!

Julen varer lige til påske

by

Julen varer lige til påske siges der, men der er tilsyneladende ingen der efterlever dette gamle udsagn på nær mig. Jeg er åbenbart den eneste der lever efter den regel der hedder: ” Har man sagt A må man også sige B. Jeg kunne i hvert fald ikke se andre på den vej hvor jeg bor, udover mig selv, der hev julelysguirlander ned fra træer og buske i påsken. Selv rensdyret på taget og alle havenisserne har naboen hevet ind for millioner af år siden. Men det er sikkert noget med at spare på strømregningen. Fint skal det være, men kan selerne bære spørger jeg bare…!

Og ja…jeg fik da en spydig kommentar med på vejen fra en tilfældig mand med en lille påskebrandert, der spankulerede forbi mit hus, da jeg stod foran busken og baksede med at få lyskæden til at passe ned i den lille kasse den kom i fra Bilka. ”NÅ, julen varer lige til påske her hos dig!” Ja det gør den rent faktisk”, råbte jeg tilbage. ”For sådan er udsagnet jo”….Det hedder jo ikke, julen varer lige til d. 24 dec kl 22.15 når gaverne er væk under træet vel??” Selvom det måske burde. Den der ler sidst ler bedst, tænkte jeg. Nede i brugsens kølemontre er den færdige risengrød søren sjaskende heller ikke til at opstøve længere. Så varer det jo nok en rum tid før vi igen kan æde den grød vi selv har spyttet i.

Her den anden dag var der en mand der skød en hund. Det stod der i hvert fald en lille notits om i aviserne. Nu går man jo ikke rundt og skyder hunde. Det er bjørne man skyder. Manden har højst sandsynligt tænkt sig at købe noget skind. Og har taget fejl af en hund og en bjørn. Men hvad man ikke ved har man jo ikke ondt af.

Jamen hvad sker der lige for samfundet? Vi har lavet et samfund med nogle retningslinjer. Og det bliver da et ragnarok hvis ingen kan stole på det man siger længere. Julen burde varer lige til påske. Men det gør den altså ikke. Så hvis der ikke er andre i Danmark der lever efter reglerne længere, så gider jeg altså heller ikke blive ved med at kaste sten over til naboen. Selvom jeg i princippet godt må, for jeg har et lille drivhus af glas. Så næste gange julelysguirlanden skal pilles ned, bliver det altså en uge før påske. For jeg har ikke lyst til at skille mig ud fra mængden. Selvom jeg så med min nye handling hopper over hvor gærdet er lavest…men i er selv ude om det. Den der ikke vover vinder intet…

En grusom natur

by

En platfodet flue med et blåt øje, …sang min far nærmest ustandseligt i min barndom. Så meget, at jeg i lang tid troede at alle fluer var platfodede. Jeg kom til at tænke på det den anden dag, hvilket førte mig videre i flue tanken. Man skulle nemlig tro at fluen var et kært barn, for den har lagt navn til mangt og meget. Som fx: ” at falde som fluer”, ”fare rundt som en flue i en flødeflaske”, ”slå to fluer med et smæk”, ”sætte nogle fluer i hovedet”, ”være en flue på væggen”. Og jeg kan også nævne: ”fluebinding”, ”flueknepperi”, samt alle fluerne i tandpastaen. Men det er vist noget helt andet.
Det er ikke fordi jeg er ude på at gøre en flue fortræd, men jeg vil altså gerne her komme med en lille biologisk gennemgang af døgnfluen, for jeg synes døgnfluen har mange ligheder med tv-udsendelserne i dag. Og det er da vildt at et så lille dyr kan være inspirator for så meget. Vi kunne for sjov bare lige prøve at sammenstille døgnfluen med X-factor deltagerne. Men det kunne også have været ”divaer i junglen, ”paradise hotel”, ”for lækker til love”, ”fristet”. Ja der er rigeligt med fluer på den store dampende varme reality lort.

Der er forskellige arter af døgnfluer, men kendetegnet for dem alle er, at de har et meget kort voksen liv. De har ikke noget puppestadie og har derfor en ufuldstændig forvandling. Men lad os bare forholde os til en flueart, eller rettere, bare en enkelt lille døgnflue som vi her for sjov skyld kalder X.

Flueægget X vokser ekstremt hurtigt. Fra få millimeter op til 36 mm. Han kan variere i udseendet alt efter hvilket omgivelser han udklækkes i. X lever af fastsiddende alger. Oftest fra bunden af en sø. X klækkes til en vinget insekt ved at bryde gennem overfladespændingen. Nogle er hurtigere til det end andre. Den voksne X lever højst få dage. Når den har lagt 2 æg dør den samme dag.
Mange af vores x-factor deltagere gennemgår jo samme fluestadie. De kommer som anonyme små flueæg. Gennemgår en stor forvandling på kort tid. Så hurtigt at man vel godt kan kalde den for ufuldstændig, for jeg kunne forestille mig at man ikke når at få sig selv med. Derefter kan de så tilpasse sig omgivelserne alt efter hvad nogle dommere gør dem til. Når de så har indtjent deres værnepligt, så er de ude i kulden og man hører praktisk talt ikke om dem mere. Man skal virkelig være gjort at et godt stof for at klare denne hurtige forvandling for derefter at blive glemt for tid og evigt.
Vi har nemlig ikke tid, for vi skal følge med i de nye flueægs liv. Ak sådan kan naturen være så grusom. Sådan!! Klummen er skrevet. Så er der sat flueben ved det..!

7 ret, 15 vrang og tilbage at samle op

by

Min mor har aldrig været en ørn til håndarbejde og jeg kan for alvor begynde at forstå, hvor svært min mor har haft det, da jeg var barn. Dengang var damebladene fyldt med strikke, hækle, stramaj, korssting og en hel masse andre håndarbejdes opskrifter. 7 ret, 15 vrang og så tilbage og samle op. Alt sammen med til at gøre dig til den perfekte husmor og hvor børnene hver uge blev udstyret med den nyeste strikkemode. Stakkels min mor. Hun forsøgte virkelig at leve op til dens tids ideal og leverede stampede, forkrampede og for lange striktrøjer til far og alle vi unger. Vi måtte finde os i at blive grinet af.

Strikkepindene fra min mors tid er i dag skiftet ud med balder af stål og maver som vaskebræt – og det fylder nu de fleste overskrifter. Hver eneste uge er der en ny motionsform du skal høre om, for motion er blevet vor tids ideal. Da mit æble ikke er faldet langt fra stammen, måtte jeg, ligesom min mor gjorde det for 30 år siden, i det mindste forsøge at leve op til det. Så jeg satte mig for at løbe en tur. Og så kunne jeg som sidegevinst gøre kål på et par kilo der havde inviteret sig selv på mine hofteben, og som ikke var til at drive hjem. Jeg snød min hjerne og fik kondiskoene på, inden hjernecellerne kunne nå at opfange, hvad der var på færde. Og så begav jeg mig ellers ud i det fri. Jeg følte allerede ved det første skridt at havde fået fat i en sundere livsstil – og smilede over hele femøren ved tanken om at, jeg snart ville blive én af de der perfekte mennesker, som ikke kan undvære at sætte benene i fremadrettede svingninger. Det fyldte mig med en tilfredshed og stolthed og jeg knejsede lidt med nakken.

Jeg løb lige indtil jeg stødte på byskiltet. Dvs omkring 150 meter fra, hvor jeg bor. Der starter de landlige omgivelser – og jeg valgte så at gå. Der var jo ligesom ingen grund til at løbe når ingen længere kunne se mig. Og så kunne jeg jo i stedet nyde naturen og den nye velværdsfølelse denne ”løbetur” gav mig. 20 minutter blev det vel, til jeg kom tilbage til byskiltet igen, og på ny satte i trav. Det skulle nødigt hedde sig, at jeg ikke kunne få pulsen op på et minimum. Men pulsen kom hurtigt i vejret, for en ældre dame overholdte ikke sin højre vigepligt og baskede lige ind i siden på mig og jeg nåede heldigvis at få mig kastet op på kølerhjelmen af den faretruende jeep, der havde set sig ond op mig. Nu synes jeg rent faktisk, at en jeep er en total fed bil. Men den er federe at se på fra lang afstand og ikke fra kølerhjelmen. Nå, men jeg fik mig bøvlet ned og med rystende ben bragt mig selv i sikkerhed indendørs. Nu måtte jeg på egen krop sande, at motion kan være farligt – og at selv ikke sådan en rystetur kunne rokke ved badevægtsnålen.

Der var alvorlig fare for at jeg ville forblive u-trendy. Jeg besluttede mig for, at jeg resten af dagen ville suge maven ind og klemme balderne sammen.. Og så dyrke motion og spise sundt via tankens kraft. Den har før kunnet flytte bjerge. Så mon ikke også den kunne flytte et lillebitte læs som mig? Ellers måtte jeg jo overveje at ty til 7 ret, 15 vrang og tilbage og samle op.

Hvorfor?

by

Der er hunde svært at samle et IKEA skab helt alene. Ikke kun fordi man bliver frustreret over at der altid er en eller anden skruehejs dims tilovers. Men mest fordi det er nemmere at have en medhjælper til at regne den ud og holde brædderne. Et IKEA skab er nemmere at samle i fællesskab. Og nu vi er ved fællesskab, kommer jeg lige fra en aften med ”skrål i Bjert”. En sød dame henvendte sig til mig og sagde, at hun virkelig var overrasket over, at jeg tog mig tid til at mødes med byens borgere og skråle fællessang og hygge mig med det. Jeg blev mægtig glad for den tilkendegivelse og vil gerne uddybe her hvorfor jeg gør det.

I mit arbejde er jeg som regel altid alene på farten. Og af helt naturlige årsager, bliver mit job altid vurderet af andre, fordi jeg har valgt at stå på scenen og dermed være i klaskehøjde, som man siger . Det er super dejligt at have folk der sætter pris på det jeg laver, og det nyder jeg virkelig. Men når jeg så kommer hjem til mig selv og der ikke er ret mange der klapper af mig når frikadellefarsen en sjælden gang er blevet rørt sammen til ug+, ja så føles det helt naturligt at søge fællesskabsfølelsen. Jeg får jo rigeligt af det andet. Og da jeg altid har fået af vide hjemmefra, at det kan godt være jeg synger godt, men jeg klipper ikke hæk bedre end naboen, så er det helt naturlig for mig at have lidt udsyn og være lidt nysgerrig på hvad andre har af talenter.

Jeg nyder vores skrål aften. Jeg nyder at jeg ikke bliver vurderet, men at der er plads til at synge og snakke sammen, uden at det er mig der hele tiden er den. Jeg føler mig rigere af fællesskabet. Og jeg bliver helt rørt, når folk inviterer os indenfor i deres huse og laver kaffe og fortæller om netop deres sted. Jeg er sikker på at denne lille tradition vil løfte sig endnu mere og jeg skal gerne bære endnu mere brænde til bålet. For hvor er det godt at føle, at man er en del af noget og nogen. Alting bliver lettere, og så er der jo den sidegevinst, at jeg efterhånden finder ud af om naboen i virkeligheden klipper bedre hæk end jeg

Når julemanden bliver en trussel

by

”Et barn er født i Betlehem, Betlehem! Thi glæder sig og rutsjer hjem. Ha-jule-ja, ha-jule-ja.” Sådan skrålede min datter rundt om juletræet da hun var tre år. Og vi grinede meget af det og gør det stadig. Men hvor er det herligt med den glæde der er gemt i hendes fortolkning af salmen. Rutsjer hjem. Ha-jule-ja. Det sjoveste for et barn er en ordentlig rutsjetur og den bedste måneden er december. Det er en fryd at være beskuer til. Bortset fra alle de trusler forældrene udsender til de små poder. ”Hvis ikke du spiser op, eller holder op med at skabe dig, så tror jeg ikke julemanden putter noget i sokken.” -Hold op hvor er den en mærkværdig buffer at have hele måneden. Jeg kan godt forstå der er mange børn der græder når de møder julemanden i storcentrerne. Og jeg som bare troede, at det var fordi skægget ikke var limet ordentligt fast! Når d. 24. december så er overstået, ja så skal forældrene finde en anden buffer til resten af året. Som regel er det faren der nu bliver truslen. Det betyder bare, at julemanden lige står det højere oppe på trusselranglisten end faderen gør. Er det fordi at moderen i virkeligheden har kysset med julemanden? Jeg har i hvert fald hørt en fugl synge noget om det.

Den anden dag fik jeg fortalt en sandfærdig historie om klasselæreren der spørger eleverne i 1.klasse. ”Nå, hvad var det så der skete julenat i Betlehem?” Hvorpå én af eleverne svarer: ” Det ved jeg ikke, for vi var på Gran Canaria.
Den trækker også lidt på smilebåndet. Men i grunden er det jo tankevækkende, at julemanden har højere status en jesusbarnet. Eller har julemandens reklamebureau bare været det hak bedre til at brande ham? Kan Jesus ikke bruges som trussel? Hvis ikke du spiser op så kommer du ikke i kirke juleaften, hvor vi skal høre om Jesu fødsel.
Jeg tror børnene vil se på dig og tænke, at du har vist fået nissehuen galt i halsen.

Heldigvis er kirken stuvende fuld juleaften. Det er festligt og stemningsfyldt. Og jeg tvivler på de fleste kommer af pligt, men fordi de et eller andet sted tror på et større selv end dem selv. At man trods stress og gaveindpakning lige har brug for lidt åndeligt føde inden man kaster 10 kg and, sovs og ris a la mande ned i svælget. Sådan er det i hvert fald for mig.

Personligt elsker jeg julen. Duften af gran, brunkagerne, julelysene, parkeringsvagterne med nissehuer på, frelsens hærs orkester på gågaden. Jeg elsker gløgg, de lidt overgjorte udsmykninger på folks huse, adventssøndagene. Jo december er noget særligt, selvom det er mørkt og koldt. Men mest af alt fryder jeg mig over forventningsglæden hos børnene. Deres helt uimodståelig rastløshed på selve juleaften og de store julelys de får i øjnene, når pakkerne flås op. Og så selvfølgelig også min mor der har formået at bevare sin julebarnetro og på 43. tyvende år laver nisselandskab så en landskabsarkitekt vil blive helt misundelig.

Jeg ønsker alle JV´s læsere en rigtig god rutsjetur og et glædeligt ha-jule-ja.

Vi skal løfte i flok

by

Jeg er simpelthen bare så glad. Er lige kommet hjem fra Tyskland med 15 kartoner rød look og 15 kartoner prince light. Jeg fik af vide af naboen, at vi skulle skynde os at hamstre nogle smøger. Og her taler vi ikke om en gnaver med lange fortænder der sidder i et bur og laver smaske lyde. Nej – jeg taler om de smaske lyde vi danskere gør os når vi har gjort os en god hamstrings handel og fået fat i fedt, tobak og alkohol. Og i denne uge var det altså smøgerne der var billige i grænsehandelen. Så jeg satte bilen i gear og drønede tættere mod Hansi Hinterseer. Hold op hvor var det bare en god forretning jeg gjorde der. Jeg snød hele Danmark for lidt skattepenge. I alt 97,50 kr. Og her har jeg altså ikke trukket benzin udgifterne fra.

Det eneste alvorlige minus ved det er, at jeg er holdt op med at ryge for længe længe siden. Så nu skal jeg så kvæles i røgringe!!
Nej ok, det er måske lidt overdrevet. Og jeg har altså ikke hamstret i Tyskland. Men hamstring er desværre en uskik der smitter. Vi er flokdyr. Vi tænker ens. ”Hey hey der er en billig rest af smør og halvliters sodavand til salg i Bilka”. Og så er halvdelen af danskerne på vej til Bilka. Og jeg er endda også ved at starte bilen med min ekstra dunke og kufferter jeg kan fragte lækkerierne med hjem i. Jeg tror altså vi er det folkefærd i hele verden der er allermest bange for at blive snydt. Vi elsker når vi føler vi har taget røven på nogen og kan sidde hjemme i varmen og guffe tyske flødeboller i os og grine lidt af naboen der prikker lidt til rosenkålene.
Men det er nu også bedre at sidde med det hvide flødebolleskum om munden end et par tanker om den alvorlige finanskrise vi står i.
Desværre så er det jo sådan, at når øjnene og hjernen fyldes med krig og ødelæggelse på tv-skærmen, så bliver man efterhånden immun. Man kan tåle at se værre og værre ting. Så programmer som f.eks. ”dagens mand” bliver lige pludselig barnemad og vi nyder at se henrettelsen af de mænd der bliver valgt fra og hængt på galgen, bare fordi de har stritører. Desværre har jeg også haft de samme tanker om finanskrisen. Hver dag er der en ny meningsmåling, en ny vækstprognose- og et nyt land der står med alvorlige økonomiske problemer. Og jeg forsøger virkelig at tage et ansvar, men jeg er ked af at indrømme det- det preller hurtigt af.

Men så kom jeg til at tænke på, at jeg kunne lade være med at hamstre og blive sur over at priser på fedt, tobak og alkohol nu bliver sat op. Fair nok, jeg æder bare nogle flere gulerødder og ryger nyslået græs i stedet for. Så forsøger jeg at bytte mine 30 kartoner smøger for en DAJM hos den lokale købmand, så der kommer penge i den danske statskasse. Vi skal jo løfte i flok. Og det er nemmere at løfte en holdning til tingene end en trailer fyldt med slik.

Mormormad og pulvermad

by

På søndag skal jeg hjem til mors kødgryder og have noget som vi i min familie kalder mormor mad. Mormor mad er god gammeldags mad som vor mormor lavede det og som nu igen for alvor er blevet trendy. Dem der er med på madbeatet, serverer igen koteletter i fad og citronfromage. Tag nu fx den prisbelønnede restaurant Noma. De har fat i nogle af de gode gamle danske og nordiske mad traditioner. Og der kan jeg ligeså godt sige, at Noma er langt mere gammeldags i deres modernitet. De rækker endnu længere tilbage end mormor og bruger 1000 år gamle urter såsom strandsennep, jernurt og tang. Så hvis man bare graver tilbage i tiden, ligger der guld og venter på os.

Men hvad så med den madkultur som min generation praktiserer i køkkenet…Vil mine børnebørn stå i kø for at få søndagsmiddagen serveret hos mormor Trine. Og vil deres tænder løbe i vand alene ved tanken om det måltid der venter dem? Spaghetti med en færdig kødsauce fra Knorr. Lasagne, lasagnette, eller færdig supper ligeledes fra Knorr. Frosne kartofler i pose der bare skal kyles i en bradepande og drysses med salt, inden der bliver fortæret med Jensens bøfhus ? Frosne pizza og nudler med kyllingesmag. Alt sammen nøje afstemt så de forskellige E, Q og P numre, har den rette sammensætning så smagen altid bliver ens.

Hvis der så skal nydes en kop nescafe og lidt hjemmelavet kage efterfølgende, er det jo ganske smart, at man bare tilsætter kagepulveret lidt væske. Det kan være chokoladekage man foretrækker, men der kan også være den fra Brovst. Den smager nemlig mindre syntetisk. Er man mere til en god gammeldags pandekage er shake and bake jo lige sagen. Det er simpelthen så nemt og du kan næsten ikke smage forskel på en pandekage fra det virkelige liv.

Hvis mine kommende børn- og oldebørn var smarte, skulle de åbne deres tids Noma restaurant og servere den slags mad jeg lige har beskrevet. Og glæde sig over at anmelderne vil klappe i deres små fedtede fingre og strø om sig med jublende tillægsord og give dem michelin stjerner til højre og venstre for deres genialitet og vovemod. For vovet det er det sgu, at servere mad der dybest set bare er forskellige pulvere der er sat sammen på kryds og tværs og med smagsforstærkere så man kun lige kan smage forskel på kød og fisk.

På søndag er det langt mere udfordrende for min mor. Jeg har hørt en fugl synge om at hun vil lave gammeldags unghane med peberrods sauce. Denne ret kræver nok lidt af hendes tid, men jeg vil glæde mig til at sætte tænderne i fuglen og flyve tilbage til en tid hvor pulver var noget man slukkede ildbrande med!

En naturlig gavmildhed

by

Hver eneste gang der er en indsamler ved min dør, så spytter jeg i kassen. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg nu skal høste anerkendende roser for denne humane indstilling, men fordi jeg under den ny-overståede valgkamp fik en tanke. Og når jeg får tanker, så er det om at være hurtig, for det sker ikke så tit.. (Dette er en total underdrivelse. Min hjerne kører som Dalgårds Tivolis tombola og der er hele tiden gevinst på første hylde) Nå men jeg kom altså til at tænke på vores bruttonationalprodukt og at vi gennem længere tid, kun har støttet u-landene med 0.8 pct af denne. Jeg har ikke en hujende forstand på, om det er stavet korrekt eller om det er rigtigt refereret. Men jeg bliver simpelthen så flov over, at der bliver øffet lidt i krogene om, at vi evt. vil sætte bistanden op til 1 pct. som det hele tiden har været. Dette blev forslået i valgkampen og jeg er spændt på om det bliver fulgt til dørs.

Såmænd har vi krise i Danmark og i hele verden for den sags skyld. Men vi har altså stadig lidt penge på kistebunden, når der er indsamlinger af diverse arter. Vi har det godt i Danmark. Vi har det endda rigtig godt. Og ja, dette udsagn er hørt før og det er heller ikke mit ærinde. Jeg vil heller ikke løfte pegefingre og berette om de gange jeg har været i Afrika og set fattigdom med mine egne øjne, for dernæst at tænke endnu engang: ”Vi har det godt i Danmark”. Men det jeg lige vil angribe nu, er måden vi giver på. Hurra for alle de flotte danmarksindsamlinger. Det er super flot at vi kan mønstre penge den vej gang på gang. Men jeg synes faktisk det er lidt usselt, at når vi har givet noget, så skal det stå som Breaking News i rulleteksten forneden. Hvem der har givet og hvor meget og hvorfor. Der flages og truttes i store horn, og vi kan sidde og klappe hinanden på skuldrene og glædes over vores enorme gavmildhed. Og det er også stort og nødvendigt. Men min pointe er, at vi skal til at give helt af os selv. Uden at det skal stå nogle steder. At det simpelthen skal være en del af vores tankegang. Vores værdier, moral og måske endda et fag i skolen. Så er der sikker nogle derude der er bange for at pengene ikke falder i de rigtige hænder og undlader derfor at betale noget som helst. Jeg kan godt forstå dem. Og den tillid må vi så sørge for at bygge op igen. Men for min skyld behøves der ikke at lyde en fanfare hver gang jeg spæder i kassen. Fik jeg i øvrigt skrevet at det var 500 kr. jeg puttede i Red Barnets bøsse?? Tratratratataaaaa trut!

Up on the beat

by

Jeg er lige hjemvendt fra Guds eget land. En ferie til New York, så jeg er godt klar over at jeg derfor lige pt har fokus på det engelske sprog. I lufthavnen ved ankomsten til Danmark, tvivler jeg et øjeblik om jeg overhovedet er blevet fragtet gennem luften, for der er ikke meget i mit eget lille land der adskiller sig fra USA efterhånden.

I kølemontrerne er det doughnuts og wienerbrød der præger billedet og selvom doughnuts´ne kommer svømmende helt fra USA, så giver det åbenbart ikke meget motion, for de svømmer stadig rundt i deres eget fedt. I køle montrerne er der er selvfølgelig også en masse andre såkaldt ”homemade” ”bake off” ting, der alle smager af kanel, uanset hvad du får proppet i munden!!
Bake off er ikke min hofret. Jeg siger det bare og nævner det kun, fordi jeg er forfærdelig til tankespring og i grunden er det slet ikke det jeg vil skrive om, men i stedet, at vores sprogbrug er blevet så amerikaniseret eller hvad det nu hedder.

Vi vil så gerne være med på beatet og så tror vi at vi er det, når vi kalder ting for engelske navne. Buisness school, city school, acadamy school, design school og en helt masse andre schools og andre ord. Måske skulle vi kalde school et kinesisk navn i stedet for? Sådan her ser det ud: ”学校 ”. Det ville styrke vores tegnefærdigheder og musikaliteten ved at knække halsen når vi forsøger at udtale dette ord…

I New York er det snarere omvendt. De kalder tingene for det det er. Og det er hamrende ligegyldigt hvor du kommer fra. Der er nærmest ingen engelsk ord i chinatown. Og du kan være ganske forvisset om, at hvis du skal være med på beatet i New York og eksempelvis åbner en svensk take-away på broadway, så kommer den højst sandsynligt til at hedde Kalles Kötbollar.

Jeg mener helt klart, at det er med til at sløve vores nysgerrighed når alting skal hedde og være noget ens i hele verden. Vi stopper simpelthen med at stille spørgsmål. Og det synes jeg er synd.

Jeg har intet imod en verden hvor vi skal leve sammen side om side. Jeg synes det er vildt fedt. Jeg tror at årsagen til, at der er så god en ånd i New York er, at rigtig mange forskellige nationaliteter lever og respekterer hinanden side om side. Og det i en storby hvor kriminaliteten er een af de laveste i verden.

Jeg ved også godt at dette jeg skriver nu også er et sidespring, men jeg har lagt mærke til, at hvor trekantsområdet bruger rigtig mange engelske ord, ja så er der et ord der går igen og igen i Ringkøbing og det er ordet ”center”.
Tandlægecenter, dyrlægecenter, Ringkøbing cykelcenter, boligcenter, ældrecenter. For mig virkede det som om at alting er samlet i Ringkøbing. Og det er da ikke utænkeligt. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er en helt anden klumme.

En grænsebommert

by

Der er et yndigt land, det står med brede bomme.
Grænsebomme…!!
Nu skal vi til at øge grænsekontrollen så vi kan sortere i hvem der må få lov at se dette lille yndige land. Og der er jeg altså nødt til at sige, at det sender for mig et grimt signal til resten af Europa om mistillid og mistænkeliggørelse af mennesker, som nu skal måles, vejes og vurderes for at få lov til at betræde den fede danske guldjord. Det er jo ligesom ikke noget der hjælper på vores i forvejen blakkede ry. Jeg er altså lige ved at få den røde grød med fløde galt i halsen.

Ja, ja ja jeg ved godt at det er en voldsom start på klummen og måske også for voldsom. Men jeg er faktisk ved at være en smule bekymret for, om vi danskere er ved at udvikle xenofobi, angsten for det fremmede. Når vi luger ukrudt i haven sprøjter vi med round up og pesticider så alt dør.

Det værste er, at Europa sidder og glor på os ind ad vores nypudsede vinduer og tænker; ” Hvad sker der lige for danskerne??” De har endda lave comedy ud af det. Legoland for legolændere. Det er faneme uhyggeligt du..!

Danskerne mener jo som sædvanligt, at det er resten af Europa og verden der har taget fejl. Jeg vil gå så langt og sige, at det er ok at lave stramninger, men jeg skal da lige love for at det har grebet voldsomt om sig. Selv kommunerne kan snart blive belønnede for, at smide folk udover grænsebommen og tilbage til deres land.

Alt det her grænsekontrol er faldet på plads ved hjælp af det man kalder en studehandel. Studehandler er det mest populære trumfkort som bruges af danske politikere i et væk. Man giver sig på nogle politiske standpunkter, til gengæld får man altså noget andet ud af det i sidste ende. Og her får jeg lige lyst til at ridse op hvad en studehandel er:
I gamle dage når koen fødte kalve, blev de kviekalve man ikke valgte at beholde som malkekøer, slagtet og fortæret på gården. Tyrekalvene derimod blev fedet op og sendt til toldstedet Gottorp, hvor hertugen af Gottorp og den danske konge indkrævede eksporttold og derefter blev de sendt videre til andre europæiske lande. Det var tilsyneladende en fed forretning for kongen og hertugen, ligeså fede som studene var.

Nu skal vi så i større omfang igen til at slagte det vi ikke kan bruge og overvåge grænserne. Og vi har sågar også et pointsystem til dem der havde tænkt sig at blive i dejlige vidunderlige bøge grønne Danmark. Og så skal man endda kunne svare på hvad den første Olsenbanden film hedder eller noget i den retning. Nu har jeg så googlet det, og den hedder kun: ”Olsenbanden”. Nummer to hedder til gengæld : ”Olsenbanden på spanden”, og den titel er måske mere rammende for den danske situation i dag.
Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler, sin top i bølgen blå. Når man spejler noget i bølgen blå fortolker jeg det som at have udsyn. Bølger er hav, og havet har ingen grænser. For vand flyder. Vi skal lige huske at få de sidste linjer af sangen med i vores menneskesyn. For ellers vil jeg sige: ”Det må vist være noget af en grænsebommert!!”

Heste-Arne og sommer i Danmark….

by

”Sommer i Danmark”, sagde min gamle ven Heste-Arne, hver gang solen bare skinnede lidt. Så troppede han op i sin netundertrøje og mugede ud ved hestene alt imens han spredte et herligt humør.
Jeg satte mig for at lave et lille eksperiment. Jeg ville prøve en hel dag kun at vende ting til det positive. Det var nemmere sagt end gjort. Som sædvanlig var jeg jo ude at køre, da jeg kom i tanke om denne lille tankeleg og der gik ikke lang tid før jeg stødte ind i den første forhindring.

Bilen var ved at løbe tør for diesel og jeg var ikke i nærheden af en tank. Nu har min bil en lille computer indbygget, der jævnligt fortæller mig om bilens tilstand og jeg blev i en rum tid konfronteret med at den manglede brændstof. Stressfaktoradrealinen begyndte at pumpe. Og ordet pumpe fik mig til at tænke på dieselpumpe, hvilket hellere ikke gjorde noget gavnligt for hjertepumpen. En kædereaktion af pumper blev skabt i mit lille sind.

Positive tanker Trine Gadeberg, tænkte jeg. ”Ihh, hvor er her smukt med de gule rapsmarker”. ”Er der ikke noget med at vi er ved at finde ud af, at det kan blive bilers brændstof, eller er det allerede det?”- Biler, brændstof…STOP!!!!!. Ikke en tanke mere om biler, rat, ratslør, eller bare slør i det hele taget.

Så jeg begyndte at tænke på aftensmaden. Hvilket fik mig til at gennemgå mit køleskab i hovedet. Det tog heller ikke lang tid, for jeg kunne ikke komme i tanke om andet en 17 forskellige marmelader, sennep, drueagurker, syltede græskar og andre produkter der var langtidsholdbare. Her kunne jeg godt se, at mit kreative mad gen ville blive sat på en prøve. Det ville have været nemmere hvis der bare havde været et lillebitte æg som kunne slås til omelet. ”Mon ikke jeg kunne finde æg på en tank på min vej hjem?” TANK!!!!!!!! Der var ordet igen. Jeg blev endnu engang konfronteret med mit dieselbehov og at der kun var 34 km tilbage at rutte med.

Hvis min GPS nu havde virket ( den var løbet tør for batteri og laderen havde jeg glemt derhjemme) så kunne jeg havde plottet tank ind på kortet. Men ak!! Hvad ville Heste-Arne havde gjort i sådan et tilfælde?? Kørt ind på en gård. Byttet sig til en dunk benzin med hvad han nu havde med på sit lad. Men jeg havde ikke noget at bytte med, udover sang. Men så så jeg skiltet. Verden blev ændret. Jeg kunne ånde lettet op. Aldrig har jeg været så glad for en OK tank, og for den lille bakke æg. Jeg fik lyst til at give ekspedient et kæmpeknus, men nøjedes med at sige: ” Sommer i danmark”, og smilte over hele femøren da jeg lukkede døren og besluttede mig for ikke at eksperimentere mere den dag, men bare nyde den i stedet.

Geniale eller bare idioter?

by

Så er det sandelig blevet revy tid igen. Ufatteligt at der er gået endnu et år. Men det er der altså. Og det betyder også at jeg har 1 års klumme jubilæum. Sønderborgrevyen har 30 års jubilæum, så mon ikke Leif Maibom og jeg skal fejre vores jubilæer med et lille glas?

Sjovt nok med ordet revy. Det betyder at se tilbage. Og i skrivende stund er det onsdag og når min klumme publiceres, er det lørdag. Det betyder at det så har været fredag og dermed også vores premieredag. Med andre ord, på lørdag kan jeg se tilbage på hvordan premieren gik. Men jeg kan ikke skrive noget om den tid der ikke har været. I dette tilfælde er det brand ærgeligt. For jeg er vild nysgerrig for at vide hvordan det er gået med årets Sønderborg revy.

Revyen startede altså med at se tilbage på det forløbne år og via komik, viser og satire, forholdte man sig til det, som netop det år havde gjort sig bemærket med. Sådan er det jo lidt stadigvæk og heldigvis for det. Det er en fantastisk måde at sige sin mening om den samtid vi lever i. Det er en kulturform som vi bestemt ikke kan undvære. Det er en god måde at få afløb på og sammen med publikum grine af os selv og alle de andre.
Det kan nogle gange godt være svært at vælge stoffet til revyen. For nogle ting bliver glemt allerede dagen efter, mens andre ting står mere klart og vil være skelsættende for netop det år. En af de problemstillinger alle revyer har stået med i år er, om der bliver valg, for så vil landet formentlig se lidt anderledes ud, og noget af revyens stof vil være forældet.

Hvert år er det en helt ny revy. Et nyt stykke dansk dramatik bygget op helt fra bunden. Jeg gad godt være en flue på væggen, når Leif Maibom sætter sig ned med fyldepennen og starter hvert års nye revykapitel. Jeg synes det er en død spændende proces. Og det sidste komma er ikke sat før premieredagen. Der er hele tiden noget der skal justeres.
Jeg har selv skrevet en tekst i år. Og det er på samme måde også meget interessant, at levendegøre det som står nedskrevet på papiret. At puste liv i personer og give dem en historie. Jeg elsker den leg det er, at forestille sig hvad den udstillede og nyopfundne person spiser til morgenmad, laver i fritiden, arbejder med, er i relation til osv. Det er som om man kravler ind i personen. Det er lidt svært at forklare. Men dybest set det der gør, at jeg synes det er fantastisk at lave revy. Det er vanvittigt hårdt, for der er rigtig mange tanker i gang i hovedet. Men efterhånden som man bliver dygtigere og dygtigere til at tage personen på, ja så udryddes tankerne efterhånden og man er nu fru Petersen når man går på scenen, spillet af fru Gadeberg.

Om lidt ringer kl for første forpremiere. Og jeg sidder her på hotelværelset og sveder tran som man siger. For det er første gang at publikum skal se det vi har arbejdet med så længe. Om vi er geniale eller bare idioter. Jeg håber på det første.

Ud med pommesfritten – og ind med profitten

by

Hvad hulen laver en pommes frites i en sportshal? Her taler jeg ikke om mine skummemælksfarvede ben der indimellem forvildes ind i en sportshal iført et par shorts der godt kunne minde om et levn fra de glade 60ére..

Næh jeg taler om mad!!! Efter et par times fuld knald på fodbolden, ja så samles man i kantinen til en ordentlig gang pommes frites der er så friturestegte, at remouladen lige pludselig bliver sund at se på.
Jeg fatter det simpelthen ikke.

Nu ved jeg godt at det er nemmere og billigere for diverse sportskantiner og svømmehaller ,at opbevarer en pose frosne kartoffelpinde. De har længe levetid i en fryser end et kålhoved. Men er der ikke et eller andet galt?

Vi omgives af iPhones, emails, sms, skype, biler der bipper når man parkerer. Men faneme om vi kan overfører vores evne til at opfinde smarte løsninger til de spiselige tilbud i kantinerne og tankstationerne i det ganske land.

Sundhed er stadigvæk ikke trendy. Det er noget der skal måles i kasseapparatets evne til at dinge. Og et salat hoved dinger altså ikke på samme måde som friture. Der er da ikke noget at sige til at vi ikke kan komme af med de overflødige kilo.
Så taler man om fedme operationer og jeg skal komme efter dig. Men burde man ikke i stedet revolutionære og tænke langsigtet i stedet for her og nu løsninger? Jeg er sikker på at kantinerne vil få samme profit ud af det i sidste ende, når energien i sportshallerne bliver større, fordi man har indtaget sundhedsfremmende mad. Når energien får et boost, ja så spiser man mere. Og så får man mere lyst til at trampe rundt i pedalerne. Det siger sig selv. Men er jeg bare naiv? Kan jeg ene mand få frugtboden til et fodboldstævne til at leve op til sit navn? Eller er det virkelig de neonfarvede slikstænger der skal vinde denne kamp ?

Lyder jeg som en sur sundhedsapostle der bare sender grusomme tanker ud i avisen? Det er muligt, men jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg vil vove den påstand ,at trods min blonde hårfarve kan jeg indmellem godt tænke store tanker.

Ud med pomfritten og ind med profitten det giver i sidste ende, når mine ben får et sundheds skær og strutter at energi.

Og så skal jeg nok lade være med at koge mere frituresuppe på den tanke.

Skal jeg vælge en cola til mine pomfritter? Jeg spørger lige om de har cola light. Det er knapt så fedende….!!

Stof til eftertanke foran tv’et

by

Nu er det sjældent jeg ser fjernsyn. Min datter klager også over at mit tv er alt for lille. Men jeg synes altså det er stort nok til at se nyheder og vejrudsigten for Bjert og omegn. Jeg interesserer mig ikke for Amalies verden og Paradise hotel. For det er vel efterhånden det der præger tv´et mest.

Men imod mine principper valgte jeg så den anden aften, at lukke op for DR2 og hold op hvor er jeg taknemmelig for det. Fire hjemløse på Sundholm havde, stik imod alles forventninger, meldt sig til en læsegruppe. En læsegruppe der hver uge drøfter en ny bog. Og kommer med deres meninger og livserfaringer med udgangspunkt i det læste. Jeg sad med skuffen nede. Her sad samfundets laveste fællesnævner med så meget på hjertet, at mit samfundsbillede måtte dreje sig en halv omgang.

Smagsdommerne skulle sættes i praktik hos de fire dybt interessante mennesker. For normalt er læsegrupper jo noget vi forbinder med noget høj kulturelt, intellektuelt og ofte avantgarde personer, der elsker at høre sig selv tale og med lange universitetsuddannelser bag sig. Smovset ind med så mange fremmedord, at det virker som en konkurrence i sig selv. Jeg plejer som regel at falde i søvn midt inde i samtalen.
Men de hjemløse kunne holde mig vågen. For deres analyse af de forskellige bøger, var så indsigtsgivende og meget mere interessant, end hvad man ellers hører drøftet i sådanne læsegrupper. Mennesker med en ligeså lang uddannelse bag sig, den kalder man bare for livets skole.

Jeg blev faktisk helt flov. For jeg har selv prøvet at sidde i diverse debatsammenhænge, hvor man er påtvunget til at have en mening om dit og dat. Og hvor det indimellem godt kan være svært at mene en pind, fordi livserfaringer i mit tilfælde er en anelse i underkanten af hvad de hjemløse har oplevet.

For selvom om alkoholikeren og stiknarkomanen har gjort sit til, at slå hjernecellerne ihjel, ja så er der stadig en hel del at tage af.

Jeg har faktisk tænkt over hvad der ville ske, hvis vores land for en enkelt dag, blev styret af mennesker der i grunden ikke kan komme længere ned i samfundsdyndet. Måske ville vi alle få lidt mere at tænke over, så alting ikke kun handler om efterløn og renteloft, om skattestop og 12 minutters ekstra arbejde. Om Peter slår Amalie eller om Bin Laden virkelig er død. Næh derimod stof til eftertanke om, hvordan vi behandler hinanden. Hvordan vi bliver et folk der bekymrer os om andre end os selv. Jeg ved godt det er nemmere skrevet en gjort. Og jeg skal også nok huske at gribe i egen barm. Men eksperimentet er da tankevækkende. For Danmark trænger til at blive rusket lidt i. Vi må godt hygge os engang i mellem med citronmåne og Merrild kaffe, når blot vi ikke bliver luller os for meget ind i os selv og ikke tager et ansvar. Jeg vil nu tage mit ansvar og investere i et kæmpe fjernsyn så min datter bliver glad og de fire hjemløse kan præge hele endevæggen i min stue.

Husk! Gå aldrig ned på udstyret

by

Ja så er det også kommet til mig. Langt om længe. I guder hvor har jeg hungret efter det i mange år og måneder.
Jeg er begyndt at dyrke motion. Okay, der er jeg så lige nødt til at korrigere mig selv. Det jeg har gjort det er at finde løbeskoene og løbe tøjet frem. Det lå under glemte sager i en kasse i skunken. Jeg aner ikke hvem hulen der har gemt den kasse så langt væk!

Så nu har jeg siddet og stirret på de løbesko hele formiddagen. Og de altså pæne. De er helt hvide og med en orange fartstreg nedover. Det ser drønsmart ud. Man kan slet ikke se at de har været brugt een gang. Løbe tøjet matcher ligeledes. Sort med en orange markering. Uha hvor er udstyret bare i orden. Hvilket absolut også er min kæphest. Man må aldrig gå ned på udstyret. Det er så vigtigt at man ser berejst og motioneret ud når man løber i det fri.

Jeg startede faktisk med at dyrke motion sidste år. Jeg tog skridtet og meldte mig ind i et fitnesscenter. Og jeg ved godt hvor dyrt det er at vedligeholde sådan et center. Så jeg overrender det ikke. Det lader jeg andre om der har samvittighed til det. For det bliver jo flittigt brugt at mennesker der har brug for at pumpe musklerne op. Jeg kan få helt åndenød af at se hvad sådan nogle maskiner kan udrette. Og åndenød er jo også en slags motion. Til gengæld sørger jeg for at købe et eller andet når jeg en sjælden gang er der. Det kan være en proteinbar eller en energidrik. Det er meget vigtigt at man køber noget. For igen, det er så dyrt at drive sådan et sted.

Jeg har også købt en badedragt. Den er blå. Sådan lidt retro agtig. Den er drønsmart. For igen. Gå aldrig ned på udstyret!

Når jeg så forvilder mig ind i sådan en svømmehal. Ja så er det for mig lidt underligt med fælles bad og at vi lige tjekker hinandens figurer efter i sømmene. I kender alle sammen blikket. Sådan lidt hurtig op og ned. Når jeg så langt om længe har skuret kroppen over, ja så er det næste skridt at indtage svømme rummet. Der er det en god idé med en badehætte. Sådan en som de professionelle har på. Og så selvfølgelig også dykkerbriller. Det signalerer at man ikke er bange for vand, og at man bare skal pjaske og have det, nå ja, hammersjovt. Pyt med at man ligner cykel myggen Egon. Personligt trives jeg nu bedst i varmtvands bassinet. Men jeg bliver altid smidt op af livredderne. De kommer altid og siger, at det er beregnet til babysvømning. Og selvom så jeg tvinger min datter til at spille yngre, så er det altså svært at svømme rundt med en 12-årig og hårdnakket påstod, at hun er det tætteste man kommer på en nyfødt.

Nå men tilbage til løbeskoene. Nu har jeg prøvet dem på og jeg synes faktisk de klemmer en anelse. Og det har jeg hørt ikke er så godt. Så jeg må hellere købe nogle nye og tøj der matcher lidt. For som jeg siger. Gå aldrig ned på udstyret. Det er alfa og romeo.

I Rwanda er folk glade for det, de har

by

Ja, så er jeg så altså landet i Rwanda. Og jeg har lovet at sende klumme hernedefra. Det gør jeg så, selvom det har kostet blod sved og tårer. Der er nemlig intet internet hvor jeg bor. Og jeg bliver derfor i skrivende stund, kørt til en større by hvor der er et lille ADRA kontor. Hvis mine bogstaver hopper lidt, er det fordi jeg kører på en noget bumpet vej. Og forsøger at skrive imens. Til jer der ikke lige kender ADRA, kan I jo lige bruge et par minutter på at google det, så jeg ikke behøver at forklare det her. Men Anne-Louise Hassing og jer er i Rwanda for at lave 5 små film om landet, men også for at eksponerer ADRA. De er meget vellidte i Afrika, men sjovt nok ikke særlig kendte i Danmark. Så gør jer lige den tjeneste og google det. Hvorfor? Fordi jeg siger detJ!!!

Tilbage til Rwanda. Jeg er overvældet. Det er nok det smukkeste land jeg nogensinde har oplevet. Her er så rent og pænt, og det er også gældende for hovedstaden Kigali. Det er det simpelthen fordi det er forbudt at tage plastic med ind i Rwanda. Og der ligger intet på gaderne. Ej heller ikke i de små landsbyer. Den sidste lørdag om måneden går alle landets borgere ud og samler skrald. Det er simpelthen så fantastisk. Der er livsglæde, smil og faktisk samme humor som jeg. Det er så fedt!! Og ja der er masser af ekstreme fattige mennesker og man får lyst til at tage dem alle sammen med hjem. Men jeg er faktisk i i tvivl om de egentlig vil bytte? Vi har så mange livsstilssygdomme og måske ikke samme evne til at overleve? Samme livsnerve og evne til at sætte pris på det man har? Jeg lagde mærke til at børnene spiller fodbold med en tøjbylt som de har gjort rund med en masse snor og stofrester. De griner og hygger sig med en pind. Og jeg har bare skuffen nede. Hvor er vi forkælede i Danmark.
Vi kunne sagtens nøjes med det halve af alt hvad vi har.

Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er så stor en fan af simple living som Anne-Louise er. Hun synes det er fedt trække rundt med en ged og gå på toilet de mest usle steder. Jeg holder mig hellere en hel dag, frem for at kaste mig ud i det projekt. Jeg er sikker på at Anne-Louise synes jeg er pylret og pjevset. Og bange for myg og jeg skal komme efter dig. Men hvad hun ikke ved er, at jeg for længst har overskredet min grænse ved alene at sætte mig i en flyver der går til et så fremmed land, hvor min mobil ikke virker, og hvor jeg lige skal smøre mig ind i myggebalsam og høj solcreme. Jeg er faktisk så stolt af mig selv. Og nyder også at blive denne oplevelse rigere. Jeg har kun tilbage at sige til jer læsere. Borgerkrigen er slut forlængst, så I kan sagtens rejse til Rwanda og få jer et billede af det smukke land på nethinden for livstid. Og mød mennesker med en selvrespekt vi kun kan respektere og blive klogere af.

Go go go Rwanda. Jeg tror på dig.

Øst, vest – udsyn er bedst….

by

Øst og vest hjemme bedst. Umiddelbart vil jeg så mene, at der kun er syd og nord tilbage. For hvis øst og vest er ude, så må syd og nord være hjemme. Jeg ved godt at denne tanke er langt ude i skoven. Men ikke desto mindre har jeg tit tænkt over det.

Nu kan vi jo ikke prale med at Danmark er et kæmpe land. Nord, syd, øst og vest ligger jo nærmest skulder ved skulder. Men alligevel er der rigtig mange fordomme ved at bo det ene sted i landet, frem for det andet.

Som sanger og skuespiller bliver jeg tit mødt med det spørgsmål. ” Er der forskel på om du underholder jyder eller københavnere? ” (Det er i øvrigt sjældent at de siger sjællændere. For mange mennesker dækker København over hele sjællands befolkning!!)
Ja gu er der forskel. Hvis jeg skal underholde på sjælland, så har jeg en længere køretur! Men det var jo helt sikkert ikke det spørgeren ville have mig til at svare. Han ville vide, om jeg kan mærke forskel på hvordan de forskellige mennesker responderer på min underholdning.

Om der virkelig er noget om den fordom at jyder kun klapper med en hånd. Det passer ikke. Der skal meget til at jyderne får begge hænder op af lommen overhovedet. Modsat kender vi udtrykket københavneri. Det betyder vel, at nu bliver tingene vist lidt for smarte og at københavner ikke kan se ud over sin egen næsetip og alting skal foregå i København.
Mange gange skal der også syv vilde heste til at trække anmeldere fra københavner-aviser til Jylland. Det er jo en dagsrejse og der skal smøres madpakke til flere dage og overlevelseskassen skal også med.
Jyder er også indimellem en anelse for lokalpatriotiske. Det er såmænd godt nok det vi har her. Og ja, det er det såmænd helt sikkert, men det også være ok at have lidt udsyn og komme op af jydesofaen og se, at København er mere end rulletrapper og den lille havfrue.

Jeg er faktisk lidt træt af disse fordomme og jeg ser efterhånden rødt, når jeg møder forskellige fordømmende udsagn. Den anden morgen i Go´morn Danmark, var der en boligekspert der fortalte om de sidste nye trends indenfor boliger. Hun sluttede af med at sige, i forbindelse med en fremvisning af nogle smarte dækkeservietter, at man også kunne købe dem på nettet, så jyderne også havde mulighed for at få fingrene i dem. Magen til flabethed. Det er vist længe siden hun har været i Jylland og set, at vi faktisk også har trendy brugskunstforretninger i Jylland. Det er ikke kun mørke forsamlingshuse, Tatol og Esso der pynter landskabet. Omvendt har jeg hørt, at hvis man skal finde en lejlighed i København eller et nyt arbejde, så skal man bare sige at man er jyde. Så er man mere troværdig. Sikke noget bavl. Kender flere jyder for hvem momsen er en by i Rusland.

Så summa summarum. Vi skulle hellere lade være med at hævde os selv og så nyde at vi er lidt forskellige alle sammen. Det er da meget sjovere. Øst, vest, udsyn bedst.

Til kamp for næstekærligheden

by

En kollega kaldte mig for nylig dronning af Jylland. Personligt ville jeg mene at mindre kunne gøre det.
Det han mente var, at på sjælland var der ikke sjæl der kendte mig. Men ligeså snart vi passerede lillebæltsbroen, så nikkede alle mennesker venligt til mig. Nu var der jo ingen grund til at fortælle ham, at Gadeberg klanen er kæmpe stor og det nok var derfor. Men altså det er i min titel af dronning af Jylland, at jeg tillader mig at holde årets første nytårsklumme.

Kære læsere. Endnu et år er gået. Den højtid vi lige har lagt bag os, er jo hjerternes fest. En kristen højtid. Og kristendommen er jo kærlighed til din næste. Nu bliver jeg så bare i tvivl om hvor langt vi vil gå med det der næste begreb. Er din næste kun dine nærmeste eller er det også ham der bliver råbt op i køen på apoteket: ” Næste”.??
Næstekærligheden har lige blomstret i fuldt flot på Bornholm. Øen er blevet indespærret af en kæmpe sne borg og befolkningen har måttet hjælpe hinanden så godt de kunne. Så var det jeg tænkte: ”Er det det der skal til for at vi kommer hinanden mere ved? Efterhånden har vi kun en fællesskabs følelse når vi ser fodbold eller når vi kan brokke os over at Danmark er ved at være invaderet med fremmed kultur.

Hvad med at vi bygger en kæmpe mur rundt om hele Danmark. Vi kan jo bare sætte alle vore ikke danskere til at mure muren udefra og alle efterlønsmodtagere til at mure indefra. Med samme mørtel kan de lige stabilisere Møns klint og lige fuge lidt ekstra cement op omkring den kirke ved Lønstrup, der snart skvatter ned i havet. Når så muren er høj nok, ja så har vi ganske smart fået lukket alle de ” fremmede ude” og mangler nu bare polakkerne. Men dem har jeg skam tænkt på. De er alle sammen blevet sendt til Danmark i deres hvide varevogne og må kun komme hjem hvis lasten glimter. De kan få alle vores paraboler. Og så åbner vi porten for dem og vinker farvel med de rød-hvide dannebrogsflag og hvis det ikke er nok, så tager vi bare nogle klaphatte på og hujer helt vildt. For det er jo så festligt.

Men så er der altså også ro. Ingen fremmede indslag der skal forstyrre vores danskhed. Ingen kriminalitet. Bare flæskesteg med sprødt svær. Rødvinen må vi desværre undvære, for den er også fra fremmede egne. Ligesom vi også må undvære peber, pizza, kanel, appelsiner, kebab, sushi, nachos, kaffe, kakao og en hel del andre ting. Og nu råber min datter inde fra stuen: ”OG TOPMODEL!!!Og det var der hammeren faldt. Det kan vi sørme ikke. Livet kan ikke leves videre uden topmodel. Min datter mister livs gnisten og hun er altså vigtigst. Så glem alt hvad jeg har sagt og lad os håbe at sne borgen på Bornholm snart smelter. Lad os skåle for søens folk, der har rejst langt og opgivet deres eget hjemland. De gør vores land mere nuanceret at være i og udfordrer vores vilje til næstekærlighed. Gid Gud bevarer Danmark.

Nej nej – jeg er ikke stripper

by

Så har man sgu prøvet det med. Hurra for Thisted sygehus. Godt at ikke alle udkantshospitaler er blevet lukket ned!! Hvorfor skriver jeg nu det? Efter 2 koncerter med Pyt og Aalborg symfoniorkester, drog jeg til Thisted hallen for at lave citysingler show. Der sad 1200 forventningsfulde nordjyder klar til at se vores herlige, men dog platte show. Det indrømmer jeg gerne.

Betina & Betinna, (Årets duo indenfor polestangsdans fra Brønderslev) var klar til at svinge sig op på stangen. Og jeg tænkte, (det er mig der er Betinna) at nu skulle jeg rigtig give den gas. Dels for at skjule min træthed, men også fordi jeg indimellem bliver grebet af en fandenivolskhed..

Nå, men på min flyvetur vælger jeg så at få for meget fart på og knæet rammer så polestangen først. Jeg dratter ned af den og lander skævt.
Jeg humper mig igennem resten af showet. Og bliver derefter kørt af Anne Louise til lægevagten i Thisted. Jeg bliver så tilset af en polsk læge. Han spørger jo selvfølgelig på gebrokkent engelsk hvad jeg har lavet og jeg kaster mig ligeledes på gebrokkent engelsk ud i en forklaring. Anne Louise og jeg havde dog glemt, at vi stadig havde fuld makeup på. Kunstige øjenvipper og hele moletjavsen. Jeg tør slet ikke fortælle hvad vi lignede, men det var også noget der startede med polsk. ” I was poledancing, and then I hit me knee”. Anne Louise afbryder med at sige: ” She is not a stripper. Its from a show we are doing” Og jo mere vi forsøgte at afmelde den, jo mindre troede han på os. Han ringede så til skadestuen hvor en anden polsk læge fik hele vores beretning på polsk over telefonen. Der sad vi så lyttede til samtalen og Anne Louise troede vi var kommet til Warszava. Men det var dog Thisted. -Som i øvrigt er omgivet af den smukkeste natur. Dejligt at vi har mennesker fra en anden nationalitet der kan sætte pris på det. De vil nemlig også gerne have havudsigt og det behøver ikke at være i Hornbæk.

Vi fik os så humpet over på skadestuen og fik taget et røntgen af mit knæ. Og som Anne Louise sagde: ”Jeg har aldrig set så flotte knæ, det er nærmest umuligt at se at du har født”.
Røntgen sygeplejersken spurgte hvem det var jeg havde med og jublede da hun fandt ud af at det var Ida fra krøniken. Hun synes nok hun kunne genkende hende, dog havde hun svært ved at se at det var Pyt der lå på røntgenbordet, også selv om jeg sagde det med tårerne trillende ned af kinderne. ” Fra nissebanden”, sagde hun. ” Men det er jo længe siden”!

Så nu er jeg nærmest tvunget til at tage den lidt med ro. Tænk der er nogen der har sagt til mig, at det nok var meningen…!!! Magen til….sandhed…!!

Nu kan jeg så humpe mig igennem de sidste shows, og ellers svinge benet op i sofaen og nyde stilheden, maden, freden og datteren. Jeg tror faktisk jeg vil beholde krykkerne lidt længere end nødvendigt. Det er så rart at kommandere rundt med folk. De gør jo lige pludselig hvad der bliver sagt. Det skulle jeg have tænkt på noget før.

God jul fra sygesengen…og se så lige at række mig brunkagerne..

Mig og City Singlerne i højt humør bag scenen

by

Sikken voldsom trængsel og alarm, synger vi i denne søde juletid. Og det skal jeg sandelig lige love for. For mens folk køber gaver, pynter op med kravlenisser, drikker sig stjernestiv i gløgg, har jeg så valgt at turnere land og rige rundt med 3 dejlige tøser og hele vores City Singler back stage crew. Og selvom det er stressende at rejse fra by til by, er der også noget hyggeligt og trygt ved, at være samlet i een stor teaterfamilie, hvor alle kender alle på godt og ondt. Jeg fik ligefrem julelys i øjnene forleden aften på vore turnéstop i Kolding. Drengene havde pyntet vores rullende makeupgarderobeskab med julepynt, så selv Gertrud Sand ville blive misundelig.
Jeg skylder vist at forklare, at vores stage manager har opfundet en klædeskabskuffert på hjul, der indeholder alt det vi skal bruge. Spejle, kostumer, sko, lamper og nu også julepynt. Og så skal det bare lukkes igen og ud i den store City Singler lastbil. Det er bare genialt. Så sidder vi på rad og række og hygger os med makeuppen og med hinanden.

Jeg tror faktisk at forestillingen på bagscenen er lige så sjov så den på selve scenen. Og selvom det efterhånden er nemmere at bygge en båd, end at lægge makeup, har al det bøvl, stadig en opfriskende effekt. Dog vænner jeg mig aldrig til de kunstige øjenvipper. Jeg får altid lim på fingrene, i stedet for der hvor øjenvippe lim virkeligt er nyttigt, nemlig på øjenlågskanten. De sidder aldrig helt fast, og jeg har da også prøvet at tabe dem på gulvet et par gange, hvorefter de høje stiletter opfanger dem og så sidder de på skoene resten af showet.
Nu er vi jo markedsført som 4 lækre sild, og så skal publikum jo også have det de har betalt for. Så håret bliver både krøllet, lakket, fladet, touperet og puffet op til den store guldmedalje. Det tager en evig tid. Men så er vi altså også stang lækre.

Det er virkelig en fantastisk fornemmelse når de første latterkrampebølger ruller ude i salen og selvfølgelig også når mændene, som har sneget sig ind i teatersalen, må overgive sig. Det er så fedt at vise, at skurvognsnak ikke kun er forbeholdt mænd, men at vi kvinder til tider kan være endnu værre. Vi er langt mere detaljerede og deler fortrolige ting om vores mænd med veninderne og det meget mere end hvad manden tror og ønsker at vide. Så med vores show bliver den kvindelig hjerne og tænkemåde, på kærlig selvironisk måde, blottet en lille smule. Vi er endda langt mere komplicerede og mystiske end hvad 2x 45 minutter kan nå at fremstille os som.

Lige nu har jeg mere lyst til at drikke gløgg eller bare suge alkoholen ud af rosinerne og blive mere stegt end juleænderne. Bare for at glemme for en stund, alt det jeg skal huske og som jeg lige nu stresser over af angst for at komme til at glemme når vores show slutter d. 19. Dec. Der bliver det for alvor en voldsom trængsel og alarm når juleindkøbene skal foreståes. Skål så længe..!

Er jeg bare en sur gammel tryghedsnarkoman?

by

Nogle ord passer bare på en prik på det de beskriver. Tag ordet juice fx. Man kan allerede høre saften blive presset ud af appelsinen. Eller hvad med væg-til-væg-tæppe? Det er da genialt. Kort og præcist og lover ikke mere end hvad det holder.. Nu jeg ved godt at de indre billeder vi får med ord, er knyttet til de oplevelser og erfaringer vi har gjort os med ordene.

Kviklån ved vi går tjept. Du kan låne penge online, men det går vist knapt så kvikt når man skal betale renterne tilbage. Og så er der også alle de politiske slogans. Socialdemokratiet og SF´s slogan er: ”Fair løsning, men er det muligt at være helt fair overfor alle? ”Vi kan gøre det endnu bedre”, er Venstres slogan. Jamen skulle de så ikke se at komme i gang? Og sådan kunne jeg sikkert blive ved.
Så er der de slogans som bare er helt malplaceret og ikke særligt godt gennemtænkte. NEMidé. Det er saftsuseme vildledende. For det er ikke nemt overhovedet. Det er kun valgt fordi vi ikke skal gå i panik når noget nyt skal indføres. NEMidé får os til at tro på at vi sagtens kan overkomme og overskue det. Men sjældent har jeg da haft så svært ved noget. Og jeg er ellers født med en anelse teknisk snilde. Jeg kan selv vende brødet på brødristeren. Jeg synes i grunden det ville være bedre, hvis navnet blev ændret til ”slem idé”, men jeg kan godt se at budskabet vil blive lidt for kompliceret at få ud, men så er det da i det mindste ikke misvisende.

Nu har jeg bøvlet med det hele formiddagen og det virker stadig ikke. Til gengæld har jeg formået at lukke min mulighed for overhovedet at komme på netbank, fordi jeg har indtastet den forkert kode tre gange. Og så lukker systemet ned. Det er vel i grunden meget fair. Men nemt er det ikke. Stakkels lille mig der sidder med et nøglekort og fumler ved tasterne.
I øvrigt synes jeg også det er bøvlet at rende rundt med det nye nøglekort i pungen. Det fylder godt i landskabet sammen med alle de andre kort man får tilbudt alle vegne. Jeg nævner i flæng: spar op til et gratis rugbrød fra guldbageren, få den næste kop kaffe gratis fra baresso, køb for 3500 kr produkter og du får en gratis mascara, slug en pizza mere og den næste er frit valg på hylderne. Næh, det er sørme bøvlet. Og i skrivende stund får jeg nu den fornemmelse, at jeg bare er en sur gammel tryghedsnarkoman der ikke bryder mig om nye tiltag. Og den overskrift vil jeg altså ikke have siddende på mig. Det er jeg ikke. Jeg kan godt overskue når jeg skal indføre nye systemer eller prøve nye madopskrifter. Men en NEMidé har jeg altså svært ved at gennemskue. Måske burde navnet påklistres noget der i virkeligheden var nemt. Som fx at skifte toiletrullen ud med en ny. At gå ud med skraldeposen eller drikke et glas friskpresset juice, bare man husker ikke at spilde på væg-til- væg-tæppet.

Øv – Julio Iglesias ville aldrig få point nok

by

Jeg er simpelthen gået hen og forelsket mig noget så grusomt i Julio Iglesias. Han er da så gude smuk og lækker. Og sikke meget musik han har lavet. En ægte smørtenor, der kan synge nederdelen af enhver kvinde. Der er bare et lille aber dabei. Han ved ikke jeg er forelsket i ham, men jeg er bange for at min betagelse af ham, må nøjes med at være her i klummen, for jeg får ham aldrig ind i Danmark. Det dersens nye pointsystem, vil simpelthen dumpe ham på forhånd. Han har godt nok været fodboldspiller og sikkert tjent en formue med sit pladesalg. Men han har ikke nogen akademisk uddannelse og han kan ikke tale engelsk. Jeg tvivler ligeledes på, om han kan et andet nordisk sprog, men han klarer i det mindste 24 års reglen. Med andre ord. Han gør ikke nytte i Danmark. Vi kan ikke bruge ham. Det er bare så meget øv. For jeg gad godt synge en duet eller to med ham.

Det kan vel aldrig skade at spørge den lille håndfuld af politikere, der har været med til at udforme et så enkelt pointsystem, der simpelthen gør det muligt at inddele folk i A og B mennesker, om jeg kan få lov til at omgå reglerne, for han har jo som førnævnt masser af penge og folk med mange penge, plejer vi jo godt at kunne lide her i landet.
Mon ikke man også kan bruge pointsystemet i andre sammenhænge hvor det kan være nødvendigt at få skillet fårene fra bukkene?
Lad os da endelig videreudvikle det, for hvem ved? Måske kan vi en dag blive helt fri for regnfulde efterårsmandage, Amalies Verden, jokke i en hundelort samt uønsket hårvækst…

Tænk at vi nu skal til, kun at være omgivet af begavede, velhavende og veluddannede mennesker, der oven i købet kan vores danske sprog, eller engelsk for den sags skyld. For verden kan da i sidste ende kun drage nytte af de folk der har pæren i orden. Så er jeg da nemlig fri for at tænke selv.

Tænk at vi nu i Danmark, får den til dato strammeste udlændinge politik i hele Europa. Det er altid godt at være forgangsmænd, ikk´? Der er bare noget jeg undrer mig over. Når vi nu kun skal til at få så velbegavede folk til landet, så er det da lidt tankevækkende, at denne lov er udearbejdet af mennesker, der tilsyneladende ikke selv ville kunne klare sådant et pointsystem. Det er ikke alle politikere på Christiansborg der har en akademisk uddannelse bag sig. Og misforstå mig ikke. Jeg har bestemt ikke noget imod hjemmehjælpere, de gør da i den grad nytte i samfundet.

Jeg er spændt på om de nye velhavende og veluddannede super danskere, overhovedet vil arbejde sammen med resten af os almindelig dødelige, som kun har en uddannelse som folkeskolelærer i rygsækken. Jeg kan da godt få præstationsangst. Så jeg vil skynde mig at smide en CD med Julio Iglesias på og nyde ham i smug og glæde mig over verdens mangfoldighed så længe det varer.

Når øjemålet alligevel svigter

by

Hvor er der mange mål man skal tage højde for i livet. Udover de mål man sætter for sig selv, så er der jo også alle de fysiske mål. Barnet bliver målt for at finde ud af om det følger sin vækstkurve. Og taljemålet er jo et helt kapitel for sig, en spøjs lille een. Og måske i grunden det mål på kroppen der ændrer sig allermest i livet? Mit argument for at mit taljemål forandrer sig, er at taljen flytter sig på kroppen, alt efter hvad moden dikterer. Så er det lav taljede cowboy bukser der er trenden, så er det høj taljede osv.

Men så er der jo også øjemål. Det er jeg altså jysk mester i. Jeg kan hænge billeder op på væggene, bare alene ved at bruge øjemålet, og det slår næsten aldrig fejl. Jeg har også boldøje. Og på golfbanen er det putning som jeg er skarpest til. Så mit sigtemål fejler skam ingenting..

Men det har altså også nogle gange slået fejl. Men herre gud, her taler vi om en halv cm der faktisk i sidste ende kostede mig en mindre formue. Lad mig lige forklare.

Jeg skulle udskifte mit køleskab. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville gå på kompromis, og valgte derfor at købe Rolls Royce modellen indenfor køleskabe. Toppen af poppen. Jeg ringede og bestilte et sådant og fik ved købet af vide, at mit køleskabs hul skulle være 60 cm i bredden. Jeg målte det og konstaterede, at det var 59,5. Jeg tænkte at der nok var en løs margen ved sådan nogle mål og den halve cm i hvert fald ikke skulle skille os ad.
Jeg fik fragtet køleskabet. Og selvom den flinke chauffør og jeg baksede i en halv time, kunne vi ikke få det ind. Den halve cm fik nok nogle hele andre konsekvenser end jeg havde regnet med. Der måtte gøres noget.

Jeg fik fat i en murer der væltede den gamle væg og murede en ny væg op en halv cm længere fremme. Derefter kom der en maler, pudsede den nye væg op og malede den. Da det så var tørt prøvede vi så igen at skubbe Rolls- Roycen ind. Det ville den ikke. Det skyldes et elektrisk stik som sad og stak for langt frem på bagvæggen.
Mit gamle køleskab var nemlig ikke så højt, så stikdåsen havde ikke været et problem hidtil. Derfor kom der så nu en elektriker og flyttede stikdåsen 5 cm. Men så kom køleskabet også ind.

Og det står så fint og hoverer i mit lille køkken. Jeg tør slet ikke fortælle jer hvor dyrt det hele blev. Til gengæld er jeg blevet en smule varsom med cirka mål. På nær lige det med taljen. Men det er altså heller ikke alle målebånd der er præcise. Bare spørg mændene. Der er jo altid en hvis form for margen…eller er der??

Os med de fire hjernehalvdele….

by

Ifølge en gammel vits, har kvinder 4 hjernedele, én til hver kogeplade. I første omgang bliver man sådan set lidt stødt over den form for humor. Vi føler os måske diskrimineret og sat i bås. Men det skal vi altså ikke være så kede af. Nu ligger landet sådan at vi jo kun har to hjernehalvdele. Hjerneforskere har fundet ud af, at årsagen til at vi kan multitaske er, at venstre hjerne halvdel tager sig af een opgave og højre tager sig af den anden. Dvs at det er muligt for os at jonglere med flere bolde i luften på een gang. Og så delt ind i 4..Det giver jo yderligere muligheder.
Jeg kan sagtens nikke genkendende til at kunne multitaske. Jeg kan godt skrive videre på denne klumme alt imens jeg taler i telefon……….hvor kom jeg fra?? Nå jo, flere bolde i luften på en gang.

Mht til praktiske opgaver kan jeg sagtens have 7 opgaver i gang som jeg render til og fra. Lad mig lige give et eksempel på det.

Jeg sorterede kogevask og kulørt vask den anden dag. Kom i tanke om at der lå noget tøj ovenpå som også skulle i vaskemaskinen. Jeg går så ovenpå, finder tøjet og ser, at gulvet er overdækket med tøj der skal lægges på plads eller hænges på bøjle. Det går jeg så i gang med og glemmer alt om min vaskemaskine. Mens jeg lægger tøj sammen, opdager jeg en gammel kaffekop på kommoden og går nedenunder for at putte den i opvaskemaskinen. Den har i mellemtiden lige kørt og skal derfor tømmes. Det begynder jeg så på, og i et af skabene er der et vældigt rod. Jeg hiver alt ud fra køkkenskabet og går i gang med at sætte det i orden. Med et har jeg altså gang i en helt masse ting og jeg har faktisk skabt et mindre kaos for mig selv. Det er altså med andre ord meget nemt for mig at blive distraheret. Jeg spurgte mine mandlige kollegaer på pejsegården, om de kunne nikke genkendende til problematikken. Om som i næsten kan tænke jer, var der ingen det var så ustruktureret som jeg.
En af mine kollegaer fortalte mig at han har indbyggede strategier når han laver husligt arbejde. Hvis han skal lægge købmandsvarer på plads, sørger han for at sætte elkedel over, så den kan komme i kog, mens varerne bliver puttet i køleskabet. Eller hvis han vasker op, så får tingene lov til at tørre på opvaskestativet, mens han sætter vasketøj over. Så har det nemlig dryppet af og kan hurtig tørres over.

Tænk den form for planlægning gad jeg godt være i besiddelse af. Men det er jeg altså ikke. Men jeg kan da takke for de 4 hjernehalvdele som jeg åbenbart er udstyret med som kvinde og glæde mig over at jeg trods alt godt kan røre i sovsegryden samtidig med at der også bliver skrællet kartofler, skåret kød ud, svitses grøntsager og bagt brød. Det eneste vi så kan håbe på er at det bliver færdigt på nogenlunde samme tid…!

De simple kommandoer er ofte de sværeste

by

Er der andre end mig der har svært ved at fatte, hvorfor man konsekvent trækker i en dør når der tydeligt står SKUB på håndtaget. Det er ikke bare hver gang. Det er hver eneste gang. Noget så simpelt kan åbenbart være så svært. Skyldes det stædighed. At man nægter at lade en dør bestemme hvordan man skal gå ind eller ud af en forretning. Eller er det fordi kommandoen er for svær for os? Ville det blive nemmere hvis man konsekvent byttede dem rundt ? At når der står SKUB, så ved vi per automatik at nu skal der så trækkes i stedet for ?

Vi kender jo godt ordet træk i forvejen. Vi bruger det jo hver dag når vi skal trække ud i toilettet. Men det system har vi jo fattet. Måske er det fordi der ikke står noget på toilethåndtaget?

Det samme gælder med dankortet. Det er så svært at vende det rigtigt i diverse automater og endnu værre er det når vi skal bruge chippen i stedet for magnet strimlen. Jeg står stadig og fedter rundt med det.

Når jeg så skal passere storebælt og skal betale ved broen. Så kommer jeg altid for langt væk fra betalingsautomaten så jeg er nødt til at bakke, for derefter at køre frem til lugen igen. Og så er jeg stadig for langt væk og hænger nærmest halvvejs ud af vinduet. Ind med dankortet, ud med det igen fordi det vender forkert. Ind med dankortet på ny.
Være hurtig til at gribe efter billetten så den ikke flyver væk. Få sig selv bøvlet tilbage fra vinduet og ned på sædet igen. Placere dankortet i pungen for ikke at glemme det. Vinke undskyldende i bagspejlet til de biler der holder i kø og er ved at være at være godt trætte af mig. Sætte bilen i første gear, lukke vinduet op. Og så kan man køre over.
Det er jo nærmest en hel videnskab.

Vores hjerner, eller i hvert fald min, har åbenbart meget svært ved de skrevne kommandoer. At omsætte det til noget brugbart i hjernen. Sådan har jeg det med brugsanvisninger i det hele taget. De værste af slagsen er dem fra IKEA. Der skal man altså have en psykolog ved side, der nænsomt kan guide ægtepar igennem sådan en prøvelse så de ikke ryger i totterne på hinanden.

Det eneste jeg virkelig i grunden kunne tænke mig en brugsanvisning på, det er hvordan man åbner en ny tandbørstepakning. Det er edder hyle mig svært. Jeg har engang skåret mig i fingeren fordi jeg rev og slev så jeg var helt blå i ansigtet. Og mine små pølsefingre kæmpede en kamp. Mon ikke snart de opfinder en ny form for emballage til sådan en lille børste.

Hvor mange har ikke også prøvet at læne sig op ad en dør man tydeligt kan se der står nymalet på ? Jeg kunne jo blive ved med de små eksempler der volder os så mange kvaler. Men jeg vil ikke trække mere ned over hovedet på jer. I skal jo også kunne trække vejret og bruge hjernen til den simple kommando det er at blade om på den næste side i avisen.

Lad os genbruge vikingetiden

by

Den anden dag fik jeg af vide, at min skraldespand ikke ville blive tømt, før den fik en anden placering, den stod på løs belægning. Det gav mig virkelig noget at tænke over.

Altså jeg kan ikke sådan lige med det wuns anlægge fliser. Jeg aner ikke hvordan man gør. Så nu skulle jeg pludselig til at rationere mit affald, hvilket fik mig til at tænke på alt det jeg smider ud. Jeg blev med ét nærig med mit skrald. Der stod jeg så med nogle madrester, som normalt ville ryge i skraldespanden, men jeg fik sådan en lyst til at genbruge det og en lyst til at mine forfædre levede. Min gamle afdøde moster Gudrun var sjællandsk mester i genbrug. Hun brugte kaffebønnerne flere gange, og hængte de brugte kaffefiltre til tørre. Nu drikker jeg mest nescafé så jeg kan ikke lige bruge det fif. Men de kunne altså noget de gamle forfædre. De havde jo helt klart en anden overlevelsesinstinkt end os.
Vi køber bare noget nyt og smider væk så det nærmest er en skændsel. Hvis jorden gik under ville vi blive ramt af panik, indtil vi fik pustet liv i vores kreative hjernehalvdel. Den bliver jo sjældent brugt.

Det eneste der tilsyneladende går igen fra vore forfædre er moden. Jeg kan se at de unge mennesker render rundt i det tøj jeg selv synes var fedt i 80´erne. Moden går altså i ring. På nær det med hængerøvsbukser og strømper i sandaler. Det er noget vor tid har skabt og det burde forbydes! Nå men så er det jeg tænker. Hvornår bliver vikingetiden moderne igen?
Jeg gad godt rende rundt med lidt hør og noget pels på. Og kun skulle tænke over at skifte tøj een gang om ugen. Hvor parabener og pesticider ikke var på dagsordenen. Hvor en ko var en ko og en mand var en mand. Parterapi var et gok i hovedet med en kølle og manden var at jage og kone rørte rundt i gryderne over bålstedet. Det er da stort.
Alt blev genbrugt og kreativiteten blomstrede. Nu ved jeg godt, at vikingerne også var nogle værre nogen. Men den del kan man da bare sortere fra. Vi er da trods alt blevet klogere.
Jeg kunne godt sidde ved et bål med lange røde fletninger og drikke mjød sammen med Leif den lykkelige og gjalde en vise, mens troldmanden lavede noget anti age creme til mig, så jeg kunne holde mig evig ung.

Og nu står jeg så med resterne at spaghetti kødsovs og er på vej til at smide det i skraldespanden. Mon ikke mine forfædre havde puttet det i et ildfast fad. Smasket et æg henover det og kaldt det spaghetti kødrand?

Det kunne også være vi skulle gå helt tilbage til Jesu tid og så se at få kjortler på alle sammen. Tænk det ville spare os for en masse burka konflikter. Men det er en helt anden historie.

Der er kø ved håndvasken

by

Jeg har lige vasket hænder, for jeg har nemlig haft fingrene ned i noget pottemuld, fordi jeg var ved at omplante svigermors skarpe tunge. Og så begyndte jeg at filosofere over det begreb, at vaske hænder. Vi siger til vores børn, at de skal vaske hænder inden de skal spise, så de ikke får bakterier i munden. Vi vasker hænder efter toiletbesøg, eller rettere, de fleste gør.
Og så er der udtrykket at vaske hænder, hvis man ikke vil stå til regnskab for noget man evt. kan drages til ansvar for. Det var jo faktisk Pilatus der startede al den vasken hænder. Og det har vores politikere sandelig taget til sig, for hygiejnen er i top inde på Christiansborg. Der skal jeg da love for, at der er kø ved håndvasken. Politikere er meget renlige. Så renlige, at de efterhånden har brugt landets sæbebeholdning og måske er det derfor, der er så beskidt på de offentlige skoler og sygehuse.

Men jeg pudser ikke min glorie, jeg vasker jo også hænder indimellem, hvis jeg bliver presset eller trængt op i en krog. Jeg forsøger blot at forstå begrebet og de konsekvenser det giver.
På Christiansborg må det at vaske hænder, snart give dem sæbeallergi. For politik er efterhånden sådan skruet sammen, at man kan mene hvad man vil, og hvis man fortryder, giver man bare en anden skylden.

Ud over at vi vasker hænder, er det også efterhånden blevet så forbistret svært at sige undskyld. Det er en falliterklæring og dem vil vi ikke have for mange af. Alle ved jo det er menneskeligt at fejle, men kun hvis man indrømmer det og ikke begår den samme fejl to gange.

Jeg har lært på lærerseminariet, at hvis elever spørger om noget man ikke kan svare på, så er det helt legalt at sige, at det ved jeg ikke, men jeg vil gå hjem og undersøge det og så vil jeg komme med et svar i morgen.

Dette lille fif, gælder åbenbart ikke for politikere og andre magtfulde embedsfolk. De går straks i forsvarsposition og indimellem bliver der godt nok fejet en hel del under gulvtæppet, og hænder bliver i den grad vasket, så de glemmer at tale rent og ligefrem snøvler på skærmen.

Det er efterhånden en hel soap serie der udspiller sig i fjernsynet, når der bliver kastes rundt med meninger. Det hele er jo spin og indøvet retorik. Ja det er ligefrem små teateropførelser vi får. Det er måske derfor der er skåret så meget i kultur udbuddet. For de kan jo selv de kære politikere.

Nå men tilbage til håndvasken og sæberesterne. Jeg overvejer faktisk at stifte et parti med et partiprogram der i grunden kun skal bestå af: ”Ja, vi lytter, vi tænker langsigtet, vi tager ansvar og samarbejder, vi erkender, at vi ikke kan vide alt, men undlader ikke at informere de mennesker omkring os, hvis der er nogle papirer de skal have indsigt i. Derudover er der gratis håndsæbe og rene håndklæder til alle. Og så må der danses på bordene.

Som en kær gammel instruktør sagde til mig engang. Hellere dårlig omtale end ingen omtale. Jeg kan i hvert fald se nu, at den holder i retten.

Så nu fik jeg lige noget tryksværte på fingrene. Så i må have mig undskyldt, jeg skal ud og vaske hænder igen..

Nu er jeg begyndt at nyde min opstoppernæse

by

I dag er der efterhånden mange mennesker der får lavet noget om ved sig selv. For det er da så uhyggeligt vigtigt i vore tider, at vi altid ser godt ud og holder os evigt unge!! Vi får ny næse, fjernet mellemrum mellem tænderne, eller får lavet større bryster. (Kan også være de skal laves mindre, men det hører vist til sjældenhederne) Vi får hvidtet tænder, forstørret smilehuller, så man altid ser frisk og smilende ud. Gjort læberne fyldigere…und so weiter.

Så nu sidder jeg så og tænker over hvad jeg skal lave om for at blive tilfreds.
Jeg har altid haft fregner, som jeg i min barndom forsøgte at fjerne med ståluld. De er der altså endnu. Og min næse peger opad. Man kalder det vist en opstopper tud. Den har jeg heller ikke altid været glad for. Jeg er også begyndt at få rynker, og ingen cremer kan rigtig gøre noget ved det. Derfor går jeg nu konsekvent med hestehale, bare for at trække dem lidt ud.

Det er vist også for drastisk, hvis jeg beder om at få en helt ny hud. For jeg har altid drømt om at være brun og have nogle lange stænger. Jeg går af den grund altid i høje hæle for at nå op til det øverste køkkenskab. Nogle gange smører jeg mig ind i selvbruner, men det har det med at ryge af i klatter. Og så er det bare værre end udgangspunktet.

Så i mine lave selvværdstanker, kom jeg til at kigge ud og fandt frem til at jeg selvfølgelig også trænger til en make over. Nemlig en ny carport. Der er jo ikke noget så trist som en overmoden banan. Skrællen er jo helt brun og kedelig. Og det samme er min carport også. Eller nærmere lidt grøn af alger og skulle vist have været malet for længst. Jeg er i tvivl om de også udbyder det hos plastickirugerne..?? Men på den anden side, kunne det jo også være indbydende, at have nogle lækre håndværkere gående rundt. Så må jeg bare sørge for, at have en sæk over hovedet når de er her..!!

Jeg ved godt, at det for nogle mennesker er vigtigt, at få lavet lidt om på sig selv. Det er helt forståeligt. Der kan jo være gener der skal tages hånd om. Men jeg er nu så glad, når folk uden de helt store skavanker, står ved deres særkende, så vi kan skelne den ene fra den anden.

Jeg er i hvert fald begyndt at nyde min opstopper næse, for jeg er altid den første, der kan mærke når det begynder at regne og dermed er hurtigst med at få slået paraplyen op.
Fregnerne tager også lidt af den blege hud.

Så nyd at netop du er dig, og at dine små skavanker er unikke. At man kan slappe af, uden at være nervøs for om ansigtet nu sidder i de rette folder. Jeg ved godt det er nemmere sagt en gjort. Men det er så ærgerligt, at vi er så fokuserede på hvordan vi ser ud og at vi altid skal dunke os selv i hovedet. Lad vær med det, for du kan risikere at få blå mærker, og så starter lavinen bare forfra igen..

Vintertid, granitmøbler og så min ryg…

by

Nu er det vist de sidse krampetrækninger sommeren viser os. Og det betyder at vi inden længe skal stille vores ure til vintertid. Eller det er i hvert fald engang i oktober måned. Men den kommer jo også før vi aner.

Nu er det så lige at jeg er nødt til at spørge om, hvem pokker der har fundet på den regel, at vi skal stille havemøblerne frem og tilbage, for at huske om det enten er en time frem eller en time tilbage uret skal. Det er let nok for de mennesker der har letvægtshavemøbler. Men vi andre der har købt havemøbler af granit, vi har da godt nok et problem. Nu er mine havemøbler konstrueret således, at de i sig selv er skulpturer og kan stå fremme hele året. Det bliver de bare smukkere af, sagde forhandleren. Men jeg kan godt fortæller jer, at det er et bøvl hvert år, at slæbe dem ind i skuret, for derefter at stille uret en time tilbage. Og det er vel at mærke alle ure i huset og bilens ligeså. Nu er døren i mit skur også meget smal, så det er nærmest umuligt at få dem bakset ind. Og så giver det også nogle gevaldig kiropraktiker regninger.

Jeg har simpelthen måtte opgive mine granithavemøbler alene af den grund og i stedet investeret i nogle af træ, der kan skilles ad, så det nemt kan komme ind ad døren.

Jeg ved godt jeg er en anelse distræt. Men kunne vi ikke finde på noget andet at sætte frem og tilbage, så de mennesker der har havemøbler af granit, kan få lov til at have dem stående fremme hele året? Måske noget der vejer noget mindre?
For der må findes en måde der er nemmere end at slæbe havemøbler ind og ud. Det er jo også ret diskriminerende for de mennesker der bor i byen og som ikke har havemøbler. For jeg bryder mig ikke om at vi udelukker folk i vores samfund.

Nu ved jeg at mange mennesker bliver mere deprimeret i vintertiden. Så kunne det ikke være, at urene skal stilles tilbage når vi begynder at surmule? Eller næste gang vi snerrer af andre mennesker? Det ville også give den bonus at vi lærer at lytte til os selv. Og så samtidig give os den mulighed for, at blive i bedre humør ved at give os en time mere at sove i og det vel at mærke hver morgen. Jeg ved godt at der findes sure mennesker hele året rundt og som formentlig aldrig opfanger, om vi er i sommer eller vintertid. De må for min skyld godt blive liggende i sengen hele dagen, så har de jo også det problem mindre at slås med.

Golf lærer mig også noget om livet

by

Hvor svært kan det være at ramme den lille hvide bold på golfbanen? Det ser jo legende let ud. Jeg vil gerne indrømme, at jeg i den grad er et konkurrence menneske og tror altid, at jeg sagtens kan dyrke nye sportsgrene på eliteplan fra dag et. Så derfor kunne jeg umiddelbart ikke se, at der skulle være nogen ben i at spille golf. Men jeg blev klogere!

I mine barndomsdage dyrkede jeg meget sport og har været landsmester i bordtennis som 14 årig. Nu gider ikke at skrive, at det var fordi der var influenza epidemi og jeg derfor ikke havde så mange modstandere. Men flot var det nu alligevel og medaljen ligger i skuffen og bliver pudset jævnligt.

En bordtennis bold og en golfbold har nogenlunde den samme størrelse. Men golfbolden rammer hårdere hvis man ikke lige når at dukke sig. Men ellers er der ikke så meget de to sportsgrene har tilfælles. Bordtennis kræver, at man flytter benene konstant og at man forvirrer modstanderen. I golf er det kun dig selv du kan forvirre og en afslappet hjerneaktivitet er nødvendig.

Da jeg startede med at spille golf sidste år, kom jeg til træning med en vis form for sportsoverlegenhed. Jeg nød når træneren roste mig, og når jeg skulede på de andre elever, kunne jeg også konstatere, at jeg var ganske lærenem.
Den attitude og indstilling varede dog kun 3 træningslektioner, så stoppede den fest. Jeg indså at jeg for første gang i mit liv var nødsaget til at pakke den hurtige, effektive og voldsomt konkurrence lystne Trine Gadeberg ned i en kommodeskuffe, låse den og sluge nøglen. Den gik ikke her. Jeg skulle konkurrere med mig selv. Og jo mere jeg søgte andres anerkendelse, jo dårlige blev mit golfspil. Her var der ikke noget med hvor hårdt og langt jeg kunne slå og lige pludselig følte jeg mig som en kanin der var ved at løbe tør for duracell batteri.

Og nu året efter, er jeg stadig ved at finde ind til golfens hemmelighed. Jeg er dog kommet så langt, at jeg nyder udsigten over Haderslev enge. Jeg nyder at komme i klubben og jeg nyder i den grad de mennesker jeg får lov at spille med. Men jeg har stadig svært ved at forstå, at jeg ikke kan forcere noget. Og at jeg skal holde snotten i måtten som min kære far siger. At der bare er nogle gange hvor man spiller som en drøm og man rammer bolden rigtig og andre gange topper man bolden og den ryger i søen, og det er ikke hver gang, det er hver eneste gang.

Men jeg bliver bedre og bedre. Måske ikke til golf, men til at acceptere, at der bare er nogle ting her i livet som skal have lov til at køre sit helt eget tempo. At det simpelthen ikke er muligt at kontrollere alting. Og at en lille hvid golfbold har magten og indflydelsen til at gøre mig opmærksom på det. Se det er jo i grunden fantastisk.

Hellere perleplader end » Five Minutes of Fame «

by

Jeg bringer hermed en efterlysning. Hvor er det gamle program Hopla med Otto Leisner blevet af? Er det røget i samme skuffe med Piet van Deurs: ” Hvad er det”?

Jeg synes det var så hyggeligt at gætte med på hvad de gamle arkæologiske fund kunne være. Nu er det vist mig der er blevet et levn fra fortiden. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke forstår mig på min datters musiksmag og hvilke programmer hun vil se i fjernsynet. Og det slår som en boomerang, for jeg husker tydeligt mine forældres reaktion på mit musikvalg. De stod uforstående, når jeg satte Prince på pladespilleren eller Tarzan Boy. Og med angst for at lyde som en sur gammel hønsehund, vil jeg bare lige galpe lidt op.

Når min datter bruger fjernbetjeningen, går det så stærkt, at man vist ikke længere kan kalde det zap zap kultur, men i stedet operere med noget der går så hurtigt at det nærmer sig lysets hastighed. Og så er der alle de programmer der giver 5 minutes of fame.
Jeg har så ondt af de mennesker der smager lidt af det søde liv for så derefter at blive glemt. Det kræver en vis psyke at få en masse skulderklaps og så sekundet efter få et spark i røven. Vi sluger alle de programmer der dybest set handler om at blive stemt hjem. Jeg håber forældrene tager imod deres frasorterede og anerkender at det sandelig godt at de er gode til at lave perleplader.

Jeg synes det er så synd for vores børn, når de bliver opdraget i den tro, at det er vigtigt at de bliver til noget stort. De små poder skal præstere noget fantastisk hele tiden og jeg forstår godt hvis det afstedkommer præstationsangst. Det ville være så rart hvis vi kunne indføre et fag i skolen der hedder selvværd. Det skal skemalægges med et andet nyt fag der skal hedde: ” kunsten at styre sine forældre i den rigtige retning”.

Det er blevet vældigt moderne at blive berømt. VIP listerne der får invitationer til premiere på diverse ting, skal justeres fra minut til minut fordi kendisbølgen går hurtigere end den automatiske dør i metroen.

Og når det så er sagt, så er jeg da vældig stolt af min datters forskellige præstationer, men jeg er lige så stolt når hun viser tegn på et socialt gen og når hun får sig et godt grin sammen med veninderne i havens hængekøje. Og ja jeg står da også selv i spotlyset fra tid til anden. Min rejse har bare været noget længere og med et ophold på konservatoriet og lærerseminariet. Jeg er ikke sikker på at min psyke kunne holde til 5 minutes of fame. Så vil jeg hellere fordybe mig i perleplader og grave den ned i haven og håbe på at nogen finder den og stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvad er det?”

Jeg er en drengepige – på mange områder

by

Kvinder og teknik. Håbløs sammensætning, siges det. Men den ting vil jeg godt lige indskyde en bemærkning om. Især til dem, der er så hurtigt ude med den slags meldinger: Lad dog være med at generalisere, for den holder altså ikke i retten! Ligesom jeg også gerne vil gøre de mænd til skamme, der kan forudsige, at bare fordi der er en bilist længere fremme, der kører elendigt, ja, så må det selvfølgelig være en kvinde.

Jeg vil æde min kølerhjelm på, at der også findes mænd derude, der – ligesom jeg – har forsøgt at hælde olie i det lille hul, hvor oliepinden sidder. Eller have problemer med hvilken side, benzintanken sidder i, så man kommer rigtig ind i benzinbåsen. Jeg har også engang haft en gammel bil, hvor den røde olielampe lyste i flere måneder, inden jeg tog mig sammen til at spørge, om den havde nogen betydning.

DET VÆRSTE JEG HAR OPLEVET SOM BILIST er nok, dengang koblingen lige pludselig stod af og bare føltes som en klat tyggegummi.

Jeg har prøvet at blive temmelig stresset over sådan en kobling. Jeg var på vej hjem fra København til Jylland for at give en koncert. Jeg havde masser af koncertkjoler og anden oppakning med. Og så sejlede koblingen bare og ville hverken frem eller tilbage. Jeg ringede selvfølgelig til Falck, som straks kom og hentede bilen, og de var så flinke at køre mig til banegården med alt mit grej. Bilen blev opmagasineret i Høje Taastrup, og fordi det var påske, ville der gå et par dage, inden de ville sætte den på en ladvogn og aflevere den hos min mekaniker i Hejnsvig. Det var utroligt svært at undvære min bil, og glæden var stor, da bilen endelig blev fragtet med Falck, tværs over Sjælland, tværs over Fyn og halvvejs gennem Jylland, indtil den landede i Hejnsvig.

Hvorefter min mekaniker ringede til mig og sagde, at nu virkede min kobling igen. Han havde bare lige flyttet måtten fem centimeter!

NU VED JEG GODT, AT JEG MED DEN HISTORIE MANGLER at få læst det sidste kapitel af » Kend din bil på godt og ondt « færdig. Og jeg er ikke sikker på, hvornår det sker. Men der findes altså andre tekniske kompetencer, vi kvinder er i besiddelse af.

Jeg har for eksempel hjulpet mange mænd med deres computere, og det er altså med mere end hvor on and off-knappen sidder. Jeg kan skille en dvd-afspiller ad og få den til at virke igen. Jeg kan klatre med stiletter efter fodbolde på afveje, når de lander i træerne, og jeg spiller World of Warcraft, og her taler vi om en level 80 holy paladin med epic udstyr!

Jeg er på mange områder 2/3 hel klart en drengepige. Så når I mænd næste gang beskylder en kvinde for at køre elendigt, så pas på. Det kan godt være, det er hende, der sælger dig din næste værktøjskasse.

Mit maratonløb på de skrå brædder

by

Jeg har lige været på mit eget personlige maraton løb. For jeg har rendt stærkere i denne uge end hvad selerne skal kunne bære. Godt nok havde jeg ikke taget kondiskoene på, men jeg skal da lige love for at mit adrenalin også pumpede. Mit maraton varede dog fra onsdag til søndag. Så kan man beskylde mig for at være langsom, men jeg vil gerne berette om disse dage, bare for at give et indblik i mit liv når det kører i overhalingsbanen…

Onsdag aften var der forpremiere på pejsegården. Vi øvede hele dagen og pudsede de sidste numre af. Jeg kunne mærke at min stemme lige pludselig begyndte at blive underlig. Og om aftenen da der var publikum i salen, måtte jeg erkende, at jeg for første gang i mit liv havde et stemmeproblem. Den ville hverken gå op eller ned. Jeg håbede at en god nats søvn ville ændre min tilstand. Men ak, det var ikke blevet et hak bedre. Jeg søgte halslæge og han kiggede ned og konstaterede at mine stemmelæber var hævede og at jeg bare skulle holde mund i et par dage.
Det var nemmere sagt end gjort, for ud over en revypremiere, var der også et par sangopgaver resten af ugen.
Heldigvis fik jeg stemmen varmet op hos min gamle konservatorielærer og det gjorde mig nogenlunde sangklar. Jeg kunne i hvert fald skjule det.

Dagen efter premieren sang jeg til en reception i Kolding. Kørte derefter tilbage på pejsen og lavede revy. Stod op og tog det tidlige morgentog fra Horsens til Kbh fordi jeg skulle synge til min bedste venindes bryllup. Synes selv jeg havde været smart ved at blive fragtet af DSB, men glansen gik af ballonen, da konduktøren informerede mig om, at det var kun pladsbilletten jeg havde fået med, og at jeg derfor rejste uden billet. Så havde jeg, som den kæmpe skovl jeg er, glemt at hive alle billetter ud af selvbetjeningslugen. Ny billet skulle betales og det gjaldt også på tilbagevejen til Horsens. Jeg var sammenlagt i København i 3 timer og det kostede mig 1600 kr..!! Ud og se med DSB..!!
Men det opvejede til enhver tid den glæde det er at se sin bedste veninde så lykkelig. Trist at ens erhverv indimellem gør, at jeg må undvære fester og vigtige begivenheder. Jeg kan ikke engang komme til min egen fødselsdag..!!!

Efter togturen skulle pejseshowet spilles igen. Og da den var slut var mine benmuskler og sangerlunger ikke til meget andet end at jeg fremhostede et: ” Hej- vi ses på pejsen i næste uge”.

Jeg vendte snuden hjem. Trættere end et alderdomshjem. Tungere end en murearbejdsmand. Mere færdig end en risengrød der er brændt på. Jeg vil vædde med at jeg kan løbe 42 km på en halv time uden at blinke med øjnene og endda synge imens hvis altså min stemme holder..!

Bo Bedre i stakke det er skidesmart

by

Jeg har lige fået det ny BO BEDRE ind ad døren. Jeg er bare så fascineret af den måde folk bor på og alle de fede designer ting man kan købe, altså hvis man lige står og har 50.000 kr man alligevel ikke ved hvad man skal bruge til. Men så får man også en toiletrenser af guld, ( de findes virkelig!!!) og det er ikke at kimse af.

Jeg undrer mig bare over navnet ”BO BEDRE”. For de villaer og lejligheder der er udstillet i bladet, er altid folk som ikke kan komme til at bo bedre, da det jo nærmest er perfekt. Det er så vildt at folk har råd til at være omgivet af dyrt design. Og jeg er slet ikke misundelig!!!!!

Mit eget hjem vælger jeg derimod at kalde for kitsch. Men mest fordi kitsch er et moderne ord og jeg vil også gerne være fremme på beatet. Det er mirakuløst hvor meget en god spand maling kan ændre et møbel, og så kan man jo bare sige at det er een eller andet berømt italiensk designer der har kreeret det. Det plejer jeg at gøre, og det bliver altid rost til skyerne. Og så kan man jo bare kaste en pris ud i rummet. ” Jeg fik det for en slik. Altså jeg var bare så heldig. Sælgerne anede ikke at det var værdifuldt”. Og netop af den grund, at vi mennesker altid har et behov for at føle, at vi ikke er blevet snydt og vi har gjort en god handel.

Nå men tilbage til ”Bo Bedre”. Kunne det ikke være sjovt at vise billeder af helt almindelige danskers hjem? Danskere som af en eller anden grund godt kunne ”BO BEDRE? Taler vi beliggenhed, kunne det kunne være folk der bor lige ved en jernbaneoverskæringer, ved siden af lufthavnen. Eller hvad med dem som bor klods op og ned af Ribe domkirke.

Så er der også selve indretningen. F.eks kunne man fremvise en kommode man har arvet og som godt nok har mistet en fod, men som man ikke kan nænne at smide ud. Malerier af grædende børn som er gået i arv i 3 generationer. Eller en væg hvor eneste udsmykning er et 56 tommer fjernsyn og som er husalteret i hjemmet. Man kan jo altid bare give det en spand maling når man er træt af at se på det.

Men alle de førnævnte ting kan også give det perfekte hjem. For det er jo heldigvis op til den enkelte hvad der er god stil og deres stil. Mit billede af det perfekte hjem, er et hjem der oser af nærhed, personlighed, for lige præcis de mennesker der bor der. Det være sig omgivet af grædende børn eller Panton lamper. Så det er vel i grunden læsere der er i tvivl om hvilken stil de har der køber disse blade??!!

Hvorfor har jeg så abonnement på BO BEDRE? Det er for at stakke dem sammen på stuebordet, for det har jeg set i BO BEDRE var smart.

Næste år tager jeg færgen til Sild måske…

by

Jeg har lige været på ferie. Jeg trængte virkelig til at få pustet ud. Og selvfølgelig havde jeg helt bevist valgt en destination der krævede mere end en dagsrejse, for netop at komme så langt væk fra alverdens stress og jag.

Men aftenen før jeg skulle rejse ønskede jeg inderligt at det var Rømø-Sild færgen jeg havde valgt som feriemål i stedet for. Tanken om en 17 timers flyrejse var virkelig ved at tage pusten fra mig. Men ak jeg havde valgt Los Angeles af alle steder.

Og ja det var en hård flyrejse.
Min datter og jeg ankom 5 timer senere end beregnet. Altså kl 1.00 om natten. Det er bare sådan en lille detalje som jeg ikke havde set, om en mellemlanding i Texas og bagagen der skulle tjekkes ind og ud igen og da jeg bipper hver eneste gang jeg går igennem scanneren ( der må være en skrue løs et sted) og derfor bliver befamlet af mænd, der sender mig blikke som om jeg er den næste i rækken, der har planer om at flyve ind i et tårn, nåede vi ikke vores fly til Los Angeles. Men så fik vi også set Houstons lufthavn og den er skam vældig pæn.

Endelig stod vi så trætte og udmattede i LA og med en tidsforskel på 9 timer i kroppen. Jeg skulle afhente en bil som jeg havde lejet hjemmefra og det var en kæmpe og umenneskelig udfordring for mig, at befinde mig et fremmed sted, midt om natten, med en bil med automatgear, hvilket jeg aldrig havde prøvet før og på en 6 sporet motorvej og ingen anelse om vores hotel lå i øst eller vest. Jeg kan sige jeg at jeg var gearet op.

Efter en god nats søvn gik vi straks i wellness center og fik ansigts-peelinger og fod massage dels for at stresse ned men også for at blende lidt ind i miljøet.

Jeg vidste godt at Los Angeles også havde bjerge, men det fandt vi så sandelig også ud af da vi gik ned på Santa Monica Beach. Til gengæld var det en anden form for bjergkæde der mødte os der. Aldrig i mit liv har jeg set så meget silikone samlet på et sted. Det poppede op med arter jeg aldrig har set før. Ansigter uden rynker og kroppe der var så veltrænet at jeg pludselig følte mig som en slatten karklud og og jeg fik pludselig problemer med at sætte ansigtet i de rette folder, så ingen kunne se mine panderynker.

Snu som jeg jo er, valgte vi at bruge de sidste 3 dage af vores ferie i New York. Jeg tænkte at jetlagget ville blive mindre af en tidsforskel der nu var nede på 6 timer. Men jeg blev klogere. Jeg brugte 6 dage på at omstille mig til dansk tid da vi kom hjem.

Jo jo, jeg har skam haft en glimrende ferie, men jeg tror nu nok at jeg vil overveje Rømø-Sild færgen næste gang jeg får brug for et pusterum.

Giv nu bare livet lidt gas…..

by

Nogle samler på frimærker, vasketøjspulver, gamle ESSO skilte, kuglepenne, mens andre dyrker rhodondendron i massevis i haven.. Jeg har også en passion. En passion der har været gemt væk i 30 år og som først for nylig er kommet på banen igen.

Min far introducerede den for mig da jeg var barn. Og nej her mener jeg ikke alle de hærvejsgåture jeg har taget med ham og dansk fodslaw. Selvom sådan en tur altid endte med at man fik udleveret en medalje når man havde gået de 16-40 km på en weekend og fået svedige vablede fødder i brune vandrestøvler. Jeg indrømmer blankt at medaljen var tillokkende. Jeg havde efterhånden en hel del som jeg havde hængt op på en gammel klokkestreng hvor der stod: ” 11 var bøden, 12 var kommen, slå vand i suppen og byd velkommen. Nej det er langt vildere.

Se da jeg var barn cyklede jeg med min far og mine andre søstre ud til Gørklint speedwaybane. I starten var jeg ikke større end at jeg sad på en barnestol bag på fars cykel. Min storesøster cyklede allerforrest fordi hun var forelsket i en af speedwaykørerne, så hun havde travlt med at komme afsted. Og det også uden at få medalje for det. Gørklint banen var et dejligt sted midt ude på landet og med masser af krudt, larm og røg. Det var så langt ude på landet at speakeren hver eneste gang sagde: ”Der står en ko, og der står Gadeberg” . Vi var nemlig ude for at se Holsted Tigers. Speedway når det er bedst. Der var simpelthen underholdning for alle pengene og masser af røde pølser og varm sodavand.

Fornylig blev jeg konfronteret med min passion nemlig da jeg sang til DM i speedway i Holsted. Og belønningen for denne sang var at jeg fik lov til at få to runder på en speedwaycykel. For filan det var fedt…!!! En smule fart over feltet, læderstøvler, kæmpe hjelm, og masser at truthorn til at hjælpe mig på vej. Jeg kom straks i trance og til tonerne af ” We will rock you” drømte jeg at det var mig der kørte cyklen og at jeg i næste sving lige ville trække lidt jord efter støvlen og overhale dem alle indenom. – ”Og vi er nu nået til sidste heat, det skal blive spændende..og nej hvad sker der der?? Trine Gadeberg giver den gas og kommer op på siden af Kenneth Bjerre. Hun overhaler indenom, det er simpelthen for vildt det her. Et kæmpe sats af lille Trine. Og nu rammer hun målstregen. Trine Gadeberg har vundet. Den kun 1.63 spinkle pige har gjort det igen…” . Og så mærkede jeg virkelighedsprikket. ”Vi er altså i mål nu. Du skal stige af så vi kan begynder DM”. ØV! Så da jeg var færdig med at synge og alle regnede med at jeg smuttede hjem, stod jeg i smug og fulgte med og indåndede den friske speedway luft alt imens jeg indtog en grillmedister med toastbrød og en rød sodavand. Så til alle jer derude. Kom ud af rhodondendronbusken og genoptag jeres gamle passioner. Stig på cyklen og giv livet lidt gas også selvom det nogle gange ikke giver medaljer.

Var det lille Lars fra Græsted, du hed?

by

Kært barn har mange navne og jeg har åbenbart op til flere. Så hold op hvor må jeg være kær!!
Jeg har i mit virke som sanger og skuespiller fået mange introduktioner når jeg skal ind og træde op. Og så står man altid klar ved døren og går på scenen når konferencieren har sagt ens navn. Og mit navn er nærmest nyt hver gang. Tina Gadebjert, Trine Gadbjerg, Trine Gadekær, Trine Gadegård, Tina badekar (og det er ikke engang løgn!!!) Jeg kan komme med flere…!!! Nu har jeg også et meget svært navn- altså i forhold til Ib Jensen! Trine Gadeberg. De fleste gange folk staver mit navn, sniger der sig et ”j” ind. Trine Gadebjerg. Det giver måske for nogen mere mening at blive sammenlignet med et bjerg, men det er altså spild af gode ”j´er” at puttet det ind i mit navn. Hvis man ser på hvor mange gange det i grunden er skrevet i trykken, ja så vil jeg vædde en halv gris på, at det løber op i, at man i længden kunne have sparet måske en hundredelas i tryksværte udgifter.
Og det er alligevel værd at tage med i denne finanskrise.

Sidste sommer underholdte jeg med Bent Fabric i Roskilde. Da oplæseren nåede til mit navn, blev det til: Tina Bjerregård. Det var altså noget af en omvej. Nå, men jeg gik på scenen og sagde med et smil, at Tina Bjerregård desværre var blevet forhindret, men i stedet ville jeg synge og mit navn var Trine Gadeberg. Det grinede publikum lidt af.
Den første tv-optræden jeg havde var, at jeg skulle synge i TV-Esbjergs (er Esbjerg nu med eller uden j??) bingo program og til tonerne af, ”Summertime”, drønede mit navn rundt som en slags rulletekst. Trine Gadegård. Min mor ringede ind og fik korrigeret denne lille fejl.

Så da jeg var i gang med sidste omkvæd af ”Summertime”, var navnet ændret og nu stod der så i rulleteksten: Trine Gadebjerg og så gav familien op. I princippet kan det jo være lige meget med det der lille ekstra ”j”. Og jeg synes heller ikke der skal gøres en sag ud af det, men alligevel. Jeg hader selv personligt hvis jeg har en samtale med een som jeg ubevist kalder Bo, når han nu hedder Kim. Og det har jeg altså prøvet nogle gange. Så jeg er den første til at æde den grød jeg selv har spyttet i. Men fra nu af og af egen erfaring, spørger jeg lige en ekstra gang når jeg bliver i tvivl. ”Det var lille Lars fra Græsted du hed, ikk?” Eller vil du hellere kaldes noget andet? Kært barn har mange navne.

De rige fodboldspillere og Sydafrikas fattigdom

by

”Fodbold, ja fodbold, alle drenge snakker kun om fodbold”. Sådan sang Poul Kjøller i min barndom. Og det kan jeg huske jeg blev lidt ked af. Jeg gik nemlig selv til fodbold og var vist endda rimelig ok. Så JA, jeg følger også med i VM i fodbold.
Og hold op hvor er det spændende.

Både det der sker på den grønne plæne men så sandelig også det spil der kører bagved.

Når en fodboldspiller bliver sat til salg, er det faktisk ren menneskehandel der foregår. I 2009 blev Cristiano Ronaldo solgt fra Manchester United til Real Madrid for en rekordpris på 700 millioner kroner. Fy for et pres der ligger på hans skuldre, eller nærmere hans fødder. Han skal godt nok været udstyret med en stærk psyke og nogle usædvanlige gode ben for at leve op til den pris. Personligt kunne det være lidt sjovt at starte lønforhandlinger i det leje i min næste scenemedvirken. Man kan jo altid gå lidt ned i pris.

Det er samtidig også lidt vildt at spillerne får imellem 2.6 mill og helt op til 4.7 mill hver for at vinde et VM. Og så lige i Afrika. Et kontinent der i den grad lider af hungersnød. Nu klantrer jeg altså ikke spillerne. De kan jo ikke gøre for at magtspillet er endnu mere udfordrende end selve fodboldspillet. Men når så fløjten lyder og grønsværen bliver levende, så glemmer vi alt og sidder og råber og skriger i munden på hinanden. Det kunne godt nok være fedt hvis man mødte den samme entusiasme til den årlige forårskoncert i musikskolerne når fløjterne også lyder der. Tænk hvis man havde 300 råbende forældre der skreg: ” spil selv”, ”kør solo”, ”der skal faneme da ikke fløjtes nu???!!!! ”.

Så selvom VM er en fantastisk begivenhed, så går der lidt af den søde glasursmag, af min røde hvide VM kage og kaffen smager ikke nær så godt, når jeg tænker på det paradoks der i en måned skal udstilles i mit TV. Et overflødighedshorn af VM truthorn der gjalder helt til Europa og overdøver vores jublen og vi begynder at få øreskader. Det kan være man i stedet kan flytte trutteriet ned til de fattige landsbyer der ligger klods op af de nybyggede stadions. Det ville have været rigtig godt hvis vi havde vist menneskestyrke og gode ben ved at donere hele molevitoverskuddet til Afrika. Og nu har jeg ikke tid til at skrive mere for nu starter den næste VM kampen..!!!

Publikum giver afregning ved kasse 1

by

Når den røde lampe lyser, i vinduet på teatret, siger man at der er totalt udsolgt om en teater forestilling. Ikke at forveksle med andre røde lamper i vinduerne der signalerer noget helt andet. Men i og for sig er det vel samme princip. Du betaler og der er kontant afregning ved kasse et. Sådan er det også med teaterpremiere, og sådan een har jeg lige haft.
Sønderborg sommerrevy.

Et revyforløb, er ligesom at være mekaniker. Man finder reservedele, sætter sammen, skiller ad igen, finpudser og lakerer. For så til sidst at sælge det færdige produkt. Nogle synes det er den smukkeste spand nord for alperne, hvor andre hellere vil have haft en motorcykel.

For mig er den egentlige premiere, forpremieren. Det er der man kaster sig ud for løverne første gang. Det er der man første gang får en reaktion og det skal man lige vænne sig til. Ups der sidder nogle nede i salen!!!! Timningen skal justeres og måske skal der lige luges lidt i teksterne. Det er det publikum der er de vigtigste. Det er dem der afgør hvordan den endelige forestilling kommer til at se ud.

Selve premiere dagen vænner jeg mig aldrig til. Hele dagen går med at tænke enhver situation igennem. Hvad nu hvis stiletterne sidder fast i scenegulvet? (hvilket jeg engang har prøvet) Ligger alle mine ting nu hvor de skal? Jeg tjekker det hundrede gange. Og hver gang finder jeg ud af, at det gør de.

Jeg går og stiver mig af med, at nu kan anmelderne bare komme an, og det jo er publikum der er de rigtige anmeldere i sidste ende. Men selvom anmeldere ikke udgør hele opfattelsen af forestillingen, så er det nervepirrende at udstille sig selv og blive bedømt for en enkelt aften. Man kan ikke engang få lov til at gøre det om. Det er derfor det simrer og koger i sindet og halsen bliver tør.

Men når tæppet er gået, forsvinder den værste nervøsitet. Man føler sig tryg ved at venner og familien også sidder på pladserne og løfter i flok. Sanserne bliver yderligere skærpet og antennerne modtager helt nede fra syd tyrol. Et give og modtage forhold med publikum bliver etableret. Og det er det der er så fantastisk ved at stå på en scene. Man sender en replik ud over stepperne og publikum kvitterer med enten buh eller jubel. Afregning ved kasse et. I love it..

Jeg står vist til tørre test…

by

Hold nu fast hvor findes der mange test i dagens danmark. I øjeblikket bliver vi testet af regeringen og oppositionen hvor villige vi er til at spænde livremmen ind. For seler er for længst blevet umoderne. Selve livet starter med en test. Apgar score hedder den. Den næste test falder når barnet er 10 måneder gammel. Den kaldes for boeltesten og har til formål at tjekke om barnet kan se til højre og venstre og gribe ud og en masse andre ting som jeg ikke lige kan huske nu.

Men nu er det altså at der kommer et stort slip i testningen. For den næste test kommer først når barnet er kommet i skole. Dvs der går mere end 7-8 år før barnet bliver testet igen. Men så skal jeg da lige love for at der skal indhentes noget. For i folkeskolen bliver der nu testet, så selv en ganske lille harmløs test og udregning over hvor mange typer jordlag der findes i Egtvedspigens grav, bliver vand ved siden af.
Selve ordet ”test” kan få min datter til at ligge hvileløs om natten. Hun er hun rystende nervøs og får præstationsangst. Spørgsmålet om 2+2 =4, kan bringe tvivl i hendes lille sind. Hov, det kender jeg selv fra, ”hvem vil millionær”. Husker tydeligt, at man lige pludselig kan komme ud for den sorte klap og spørgsmålene bliver lige pludselig så svære, at selv farven på det danske flag, kan man ikke huske , og man kommer til at forveksle det med Mc Donalds mågeflag der skyder frem i danmark lige så hurtigt som skvalderkål.

Jeg kan godt forstå det skaber usikkerhed hos barnet at der ikke er nogle test før folkeskolen. Skal man føle sig tryg i noget er det altid godt med gentagelser.
Når nu vi skal have alle de test, kunne man så ikke starte med at teste børnene i vuggestuen og børnehaven så de kan vænne sig til det? Her er et mit bud: Lille Viggo kan nu selv sige til når han skal på toilettet? Lille Viggo kan selv finde ud af at dele legetøjet med andre børn, uden at de får et gok i hovedet med en plasticskovl? Lille Viggo kan selv sige til sine forældre, at madpakken gerne må være sundere, for det styrker indlæringsprocessen? Og dermed bliver lille Viggo bedre til test og lærer at vænne sig til ordet.

Mit forslag er nu, at vi finder nogle test, der kan teste hvor gode de dersens test i grunden er. Der er sikkert nogle ”hvor god er du til at tømme opvaskemaskine?”, test tilovers fra kvindebladene som vi kan tyvstjæle. Eller hvad med at finde et andet ord for test i folkeskolen. Jeg vil godt foreslå ”fis i en hornlygte”.

Kvindejob? Min mor var da bedemand

by

”Hjemme hos os er det mor der har bukserne på”. Hvor tit har man ikke hørt den?! Men forestil jer så det omvendte. ”Hjemme hos os er det far der har kjolen på”. Nej vel? Så får citatet pludselig en anden betydning.
Men det kunne jo faktisk være at det forholdt sig anderledes. Og nu er det så jeg tænker. Er det stadig så underligt med kvinder i mandefag og mænd i kvindefag ? Og findes de overhovedet i år 2010 ? Ja da, for på arbejdsmarkedet er der stadig stillinger der, når de betrædes af et anden køn, stadig kan få os til at undres.

Hvorfor er det lige, at det er helt normalt, at der er kvindelig læger, men mere underligt med en kvindelig mekaniker? Jeg mener, begge erhverv reparerer og forebygger jo noget som er gået i stykker. Ligeledes tænker vi: ”hvad er der galt med ham”?, når vi støder på en mandlig dagplejer.

I denne høj teknologiseret verden hvor alting ændrer sig fra minut til minut, er det sjovt, at det på nogle områder er en udfordring for vores små vanedannede hjerner at omstille os. Vi har endnu ikke opfundet ord der dækker, når vi møder en kvindelig brandmand. Burde det ikke hedde brandkone, eller hvad med søkvinde? For slet ikke at tale om jordfaren der tager imod vores børn.

Da jeg var barn, var det altid pigerne der gik til ridning og havde heste. Men det er da tankevækkende, at når vi ser hestesport i fjernsynet, er størstedelen af dem mænd. Jamen hvor har de så lært det henne? Findes der en underjordisk, hemmelig rideskole for drenge? For der var ingen drenge der gik til ridning i min klasse..! Personlig er jeg selv opvokset i en familie med en mor der var bedemand, eller rettere bedekvinde. Og når min far kom hjem fra sit arbejde, var det ham der strikkede, stoppede og syede knapper i, hvis vores tøj var gået i stykker.

Dronning Margrethe er jo også et levende bevis på en kvinde i et mandejob. Og med en lille ændring kan fædrelandssangen: ”Margrethe stod i røg og damp” stadig passe, med mindre hun har kvittet smøgerne, men det er en helt anden snak.
Så lad os reformere og slå et slag for hinandens forskellige kompetencer og interesseområder og glæde os over at der findes kompetente kvinder derude, der får lov til at kommentere fodboldkampe, alt imens vi andre kvinder, kan læne os tilbage og nyde de lækre fodboldben, mens lillefar med sit lille forklæde på serverer øl og chips.

Kontakt

mail@trinegadeberg.dk