Min mor har aldrig været en ørn til håndarbejde og jeg kan for alvor begynde at forstå, hvor svært min mor har haft det, da jeg var barn. Dengang var damebladene fyldt med strikke, hækle, stramaj, korssting og en hel masse andre håndarbejdes opskrifter. 7 ret, 15 vrang og så tilbage og samle op. Alt sammen med til at gøre dig til den perfekte husmor og hvor børnene hver uge blev udstyret med den nyeste strikkemode. Stakkels min mor. Hun forsøgte virkelig at leve op til dens tids ideal og leverede stampede, forkrampede og for lange striktrøjer til far og alle vi unger. Vi måtte finde os i at blive grinet af.

Strikkepindene fra min mors tid er i dag skiftet ud med balder af stål og maver som vaskebræt – og det fylder nu de fleste overskrifter. Hver eneste uge er der en ny motionsform du skal høre om, for motion er blevet vor tids ideal. Da mit æble ikke er faldet langt fra stammen, måtte jeg, ligesom min mor gjorde det for 30 år siden, i det mindste forsøge at leve op til det. Så jeg satte mig for at løbe en tur. Og så kunne jeg som sidegevinst gøre kål på et par kilo der havde inviteret sig selv på mine hofteben, og som ikke var til at drive hjem. Jeg snød min hjerne og fik kondiskoene på, inden hjernecellerne kunne nå at opfange, hvad der var på færde. Og så begav jeg mig ellers ud i det fri. Jeg følte allerede ved det første skridt at havde fået fat i en sundere livsstil – og smilede over hele femøren ved tanken om at, jeg snart ville blive én af de der perfekte mennesker, som ikke kan undvære at sætte benene i fremadrettede svingninger. Det fyldte mig med en tilfredshed og stolthed og jeg knejsede lidt med nakken.

Jeg løb lige indtil jeg stødte på byskiltet. Dvs omkring 150 meter fra, hvor jeg bor. Der starter de landlige omgivelser – og jeg valgte så at gå. Der var jo ligesom ingen grund til at løbe når ingen længere kunne se mig. Og så kunne jeg jo i stedet nyde naturen og den nye velværdsfølelse denne ”løbetur” gav mig. 20 minutter blev det vel, til jeg kom tilbage til byskiltet igen, og på ny satte i trav. Det skulle nødigt hedde sig, at jeg ikke kunne få pulsen op på et minimum. Men pulsen kom hurtigt i vejret, for en ældre dame overholdte ikke sin højre vigepligt og baskede lige ind i siden på mig og jeg nåede heldigvis at få mig kastet op på kølerhjelmen af den faretruende jeep, der havde set sig ond op mig. Nu synes jeg rent faktisk, at en jeep er en total fed bil. Men den er federe at se på fra lang afstand og ikke fra kølerhjelmen. Nå, men jeg fik mig bøvlet ned og med rystende ben bragt mig selv i sikkerhed indendørs. Nu måtte jeg på egen krop sande, at motion kan være farligt – og at selv ikke sådan en rystetur kunne rokke ved badevægtsnålen.

Der var alvorlig fare for at jeg ville forblive u-trendy. Jeg besluttede mig for, at jeg resten af dagen ville suge maven ind og klemme balderne sammen.. Og så dyrke motion og spise sundt via tankens kraft. Den har før kunnet flytte bjerge. Så mon ikke også den kunne flytte et lillebitte læs som mig? Ellers måtte jeg jo overveje at ty til 7 ret, 15 vrang og tilbage og samle op.